2. juni 2013

Homonationalisme – når højrefløjen bruger homorettigheder til at legitimere racisme

Højrefløjens racistiske politik skjules i stigende grad bag en retorik om en positiv indstilling over for homorettigheder, der har til formål at fremstille højrefløjsgrupper som tolerante og udstille muslimer og migranter som det modsatte. Teknikken anvendes også til at normalisere queers ved inklusion i heteronormative logikker og praksisser. Teknikken kaldes homonationalisme, og dens anvendelse er udbredt på den danske højrefløj.

I denne artikel vil jeg introducere begrebet homonationalisme og påvise og kritisere dens anvendelse blandt højreorienterede grupper i Danmark. Ydermere er artiklen en opfordring til selvransagelse og handling blandt antifacister og queers. Mens termen homonationalisme er et forholdsvis nyt og endnu ikke så udbredt begreb, er pink-washing i højere grad blevet et buzz-word på den danske venstrefløj. Pink-washing er især blevet brugt i forbindelse med kritik af den israelske stat og dens selvpromovering som en homo-destination. Pink-washing fungerer kort sagt ved at iværksætte kampagner, der fremstiller, i dette tilfælde, Israel, og især Tel Aviv, som ’gay paradise’, for på strategisk vis at flytte fokus fra – og derved usynliggøre – landets mangeårige besættelse af Palæstina. Mens kritik af den israelske stat og dens pinkwashing altid er relevant, ønsker jeg med denne artikel at kaste blikket mod Danmark. Jeg vil vise, hvordan homonationalisme også i Danmark er blevet en central del af højrefløjens legitimering af racistiske praksisser og af skabelsen af fjendebilleder af Islam. Men også hvordan denne praksis bygger på en gidseltagning af queer-subjekter til at legitimere den racistiske retorik.

Hvad er homonationalisme?

Homonationalisme er et begreb, der blev sat i verden af kønsforsker og aktivist Jasbir Puar, og kan helt simpelt siges at være en sammenskrivning af begreberne homonormativitet og nationalisme. Homonormativitet er den måde, hvorpå homoseksuelle passes, eller ukritisk passer, ind i heteronormativiteten og neoliberale politikker. Eksempler på homonormative praksisser og strategier er fx. inklusionen i marketingsstrategier, i form af markedsføring rettet direkte mod homoseksuelle (se fx. disse reklamer her, her og her). En anden og meget central taktik er inklusionen i den normative monogame kernefamilie, hvilket bl.a. gøres muligt gennem adgangen til adoption (se fx fælleskampagnen fra Venstre Ungdom & Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske om homoseksuelles ret til adoption) og mulighed for vielse – i Danmark nu endda i kirken.

Den homoseksuelle bliver altså inkluderet i neoliberale værdier og livsstil, og homonormativiteten bekræfter og reproducerer derfor heteronormative logikker frem for at udfordre dem. Der er tale om udbredelsen og dyrkelsen af en apolitisk homoseksuel kultur, der er centreret omkring forbrug og familieliv, hvor den ’typiske homoseksuelle’ er en hvid middelklasse-mand, der lever i et monogamt parforhold (dette er fx. tydeligt i filmen Rosa Morena – se traileren her. Det problematiske ved dette er, at et sådan billede dels er ekskluderende og misvisende, men især at det fungerer som en opretholdelse af race- og klasse-privilegier, samt bruges til at fremhæve og påpege raceforskelle.

Sammenkoblingen med nationalisme skal ses i den måde disse strategier og praksisser anvendes på politisk. Dette sker ved at fremstille fx. Danmark og USA som særligt frigjorte lande, målt på accepten af og vilkårene for LGBTQ-personer (1). Herved er antihomofobi og antisexisme blevet kerneværdier, der knyttes direkte til og bliver målestokke for demokrati i især USA og Europa. Dette er i høj grad blevet italesat i forbindelse med dels Krigen mod Terror og dels migration. Således er muslimske og arabiske samfund blevet fremstillet som uciviliserede og præmoderne, og muslimer bliver konstrueret som ”den nye globale fjende” (2). Homofobi bliver derved en central del af debatten om sikkerhed og kerneværdier i Europa og USA post 9/11, og udover terrorisme bliver køn og seksualitet de vigtigste bevæggrunde for og legitimeringer af udkæmpelsen af islamofobiske krige dels inden for landets grænser og i udlandet. Krige og islamofobiske tiltag retfærdiggøres med en retorik om, at muslimske kvinder og homoseksuelle skal reddes fra en homofobisk og kvindefjendsk ideologi, der er uforenelig med europæiske værdier. Homorettigheder bliver hermed en central del af islamofobiske og racistiske politikker og legitimerer undertrykkelse af især muslimer. Hvide homoseksuelle får derfor en central rolle i denne nationalistiske retorik. For det første som en figur, der er med til at opbygge nationen og symboliserer dens storhed i form af nyvundne rettigheder. Men også som nogle, der potentielt kan redde deres muslimske brødre og søstre gennem solidaritetsarbejde. Homoseksuelle inkluderes altså i fortællingen om nationen, og opnår rettigheder, der gør, at de bliver fuldgyldige medborgere, MEN på baggrund af eksklusionen og fremstillingen af en ny gruppe som nationens trussel; muslimer og arabere (3).

Danske eksempler på homonationalisme

Et eksempel på denne retorik er Dansk Folkepartis valgvideo fra 2011, ”Jeg er Danmark”, hvor Søren Espersen speaker, som om han er Danmark og siger: ”Jeg vil ikke sættes tilbage til middelalderlige tilstande”, mens der vises et billede af tre burkaklædte kvinder. Femten sekunder senere siger han: ”Jeg er et land, derværner om min kultur”, mens der kører et billede af en kvinde i bikini. Islam sidestilles altså med middelalderen, mens Danmark fremhæves, gennem ideen om frisind og den nøgne krop, som særligt frigjort og moderne. Et andet eksempel er DF’s forslag om, at der skal være kvinder med bare bryster i den video, der vises til indvandringsprøven, som et symbol på dansk frisind og for at skræmme ”fundamentalister” væk. Også i partiets arbejdsprogram fremstilles undertrykkelse af homoseksuelle som noget, muslimer står bag: ”Dansk Folkeparti er dog opmærksom på, at homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet. Den udvikling skal bekæmpes, blandt andet gennem registrering af såkaldte hate crimes og oplysning i uddannelsessystemet”. På trods af denne fremstilling af homofobi som noget særligt islamisk, har partiet selv stået for en lang række yderst homofobiske ytringer. Eksempelvis da DFs familieordfører Mette Dencke i folketingssalen for nyligt sammenlignede lesbiske pars mulighed for at kunne blive anerkendt som forældre på lige fod med heteroseksuelle par, med det at gifte sig med dyr. Eller når homoseksuelle af DF-politikere er blevet sammenlignet med hunde og er blevet kaldt unaturlige og ude af stand til at opdrage børn (4). Også SIAD er med på retorikken om Danmarks særegenhed og frisind. På deres hjemmeside skriver de fx.: ”Hvordan kan vi i Danmark acceptere, at islamisk skik med at foragte bøsser nu gør, at bøsser ikke åbent kan stå ved deres seksualitet og skal gå og gemme med det”. Danmark fremstilles altså som et land, hvor den eneste trussel mod homoseksuelle er islam, hvorved alle muslimer for det første fremstilles som homofober, og al anden form for homofobi desuden usynliggøres. Endnu et eksempel er de europæiske defense leagues’ forsøg på at deltage i diverse Pride Parades for dels at sprede propaganda omkring Islams påståede modstand mod homoseksuelle og dels for at hverve støtter og medlemmer blandt de deltagende. Heldigvis blev deres deltagelse de fleste steder forhindret af queers og antifacister.

Den homonationalistiske retorik er problematisk

Der er selvsagt mange problemer ved at føre en homonationalistisk retorik! For det første fremstillingen af muslimer som homofober, der både er stærkt generaliserende og diskriminerende og fører til legitimering af yderligere diskrimination af muslimer. For det andet betyder fremstillingen, at homofobi placeres hos muslimer, hvorved homofobi hos alle andre end muslimer negligeres, ja faktisk umuliggøres. Dette er dybt problematisk, da homofobi derved ikke bliver italesat som værende et strukturelt problem, der eksisterer overalt i samfundet. Men også fordi homofobi praktiseret af fx. kristne eller af selv samme højreorienterede grupper bliver usynliggjort og derved svært at bekæmpe. Retorikken er også problematisk, idet den usynliggør farvede LGBTQ-personer. For det første fordi den homoseksuelle konstrueres som hvid, og for det andet fordi den farvede – dog oftest muslimen – fremstilles som homofob. Derved bliver det umuligt at være både farvet og homoseksuel. Farvede queers og homoseksuelles oplevelser og handlinger – fx. queer-politiske kampe og initiativer – bliver herved usynliggjort og gjort illegitim. Den eneste synlighed, farvede queers får, er som nogle, der skal reddes. De sættes i en handlingsløs offer-position, og fremstilles som nogle, der ikke kan tale for sig selv, men må repræsenteres og hjælpes af hvide homoseksuelle – fx. gennem velgørenhedsarbejde – eller ved intervention i de ”undertrykkende lande”. Farvede queers’ handlekraft og egen kamp for berettigelse og bedre vilkår negligeres herved fuldstændig.

Et andet problem med homonationalismen er den måde, hvorpå mange årtiers kamp for homorettigheder og de sejre, det har ført til, fremstilles som et resultat opnået af højrefløjen og den nye og gamle neoliberale regering. For det første er dette selvfølgelig langt fra sandt! Faktisk har den tidligere regering direkte arbejdet mod forbedringer af LGBTQ-personers vilkår. Kønsforsker Michael Nebeling peger i sin phd-afhandling på, at de ikke anbefalede eller støttede ét eneste lov- eller beslutningsforslag, der søgte at forbedre vilkårene for LGBTQ-personer. Tværtimod har venstre-politikeren Søren Pind fx. fremstillet et forslag om brugerbetaling for medicinsk assisteret insemination for lesbiske, men ikke for heteroseksuelle par (5). Den nuværende regering har eksempelvis også indført et tiltag, der vil begrænse transpersoners adgang til operativ og hormonel behandling. Dermed vil det fremover kun være muligt at modtage behandling på den yderst problematiske Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, hvis ydmygende retorik og behandling medvirker til, og er udtryk for, en sygeliggørelse af transpersoner (6). På den måde kan man altså sige, at de forbedringer af livskvalitet og rettigheder, danske LGBTQ-personer har opnået, ikke er sket med hjælp fra den tidligere regering, selvom de ynder at fremstille det sådan. Dette kommer især til udtryk i sammenkædningen af homorettigheder og danskhed og danske værdier, som både de tidligere regeringspartier og deres støtteparti og den nuværende regering og dens støtteparti, ifølge Nebeling, gør brug af (7).

Homonationalisme kan også ses som en form for afledningsmanøvre. Ved at fremhæve én befolkningsgruppes gode vilkår, negligeres undertrykkelse af andre befolkningsgrupper. Ved fx. at fokusere på homoseksuelles nyvundne rettighed til at gifte sig i kirken flytter man fokus fra den inhumane danske asylpolitik, der bl.a. har resulteret i adskillige familiers splittelse, umenneskelige deportationer og urimelig lang ventetid i asylcentrene. Ydermere kan homonationalisme ses som et forsøg på at normalisere LGBTQ-personer. Ved at gøre fx. ægteskab og adoption tilgængeligt for homoseksuelle inkluderes de i fortællingen om, hvad den rigtige familie er; den monogame, reproduktive, hvide middelklasse-familie, og andre normbrydende livsstile negligeres og usynliggøres. Ved at inkludere homoseksuelle og queers i fortællingen om nationen, pacificeres og uskadeliggøres den potentielle trussel denne gruppe kunne udgøre mod normative og neoliberale værdier og praksisser.

Venstrefløjen har et ansvarat løfte

Venstrefløjens ansvar at eksponere og tage afstand fra homonationalisme Som queers og antifacister har vi et ansvar for aktivt at tage afstand til den homonationalistiske retorik. Først og fremmest skal retorikken synliggøres, når den bruges. Da det kan være svært at gennemskue, hvad det dårlige ved kirkelige homoægteskaber er, har vi som venstrefløj et stort ansvar i at forklare dette og fremhæve, at det netop sker på bekostning af andre marginaliserede grupper. Som queers vil vi ikke tages til gidsler i racistiske politikker, og det er vigtigt, at vi gør dette meget klart. Vores seksualiteter og kønsidentiteter skal ikke gøres til genstand for og bruges til legitimering af islamofobiske ideologier. Derfor er det også vigtigt ikke at acceptere eller nyde godt af ’fremgang’ på bekostning af diskrimination, eksklusion eller offerliggørelse af andre marginaliserede. Ydermere må vi nægte at deltage i fejringen af disse rettigheder til fx. europæiske Pride Parades – og vi må gøre det til et mål at eksponere hykleriet i dette til prides fx. ved at lave flyeruddelinger eller bannerdrops, der tydeliggør det problematiske ved prides. Som venstrefløjsaktivister må vi ikke blive blinde for de kampe, der kæmpes mod racisme, for transpersoners rettigheder, for asylrettigheder etc., blot fordi homoseksuelles rettighed til at gifte sig i kirken er blevet virkeliggjort. Som queers må vi nægte at lade os assimilere ind i den heteronormative nation. Selvom vi ikke fuldstændig kan sætte os uden for hetero- og homonormativiteten, kan vi skabe alternativer og fastholde og kræve retten til at leve på andre måder. Måder der ikke passer ind i den neoliberale logik om den reproduktive, forbrugerstærke, monogame kernefamilie. Alt dette kan vi ikke gøre alene, derfor er det essentielt, at vi skaber alliancer. Vi vil ikke lade os splitte med en retorik, der forfordeler nogle på bekostning af andre, og som fortæller os, hvem der er vores venner, og hvem der er vores fjender. Alle os marginaliserede og vores virkeligt allierede må sammen aktivt bekæmpe homonationalisme og den neoliberale undertrykkelse af nogen grupper og normaliseringen af andre. Jeg mener desuden, det er relevant, at bruge kritikken af homonatinalismen til selvrefleksion. Til at overveje, hvordan disse homonormative og neoliberale strømninger allerede har et tag i os og fx. er med til at skabe et billede af, hvem vores naturligt allierede er eller af, at individuel fremgang altid må ske på bekostning af det kollektive. Det er vigtigt, at vi kritisk reflekterer over, hvem ’vi’ er, når vi taler om antifacisme og queerness. Det er nødvendigt, at vi udfordrer og udvider dette ’vi’, så vores bevægelser også bliver et udtryk for det, vi forsøger at skabe, og omvendt ikke kommer til at afspejle nogle af de dynamikker, vi forsøger at bekæmpe.

Artiklen er skrevet af en queer fra PA-redaktionen

(1) Lesbian-Gay-Bisexual-Trans-Queer-personer (2) in Haritaworn, with Tamsila Tauqir and Esra Erdem. Gay Imperialism: Gender and Sexuality Discourse in the ‘War on Terror’, 2008. (3) Jasbir Puar, Terrorist assemblages: Homonationalism in queer times, 2007.]]. (4) http://politiken.dk/politik/ECE1946... og http://www.homotropolis.com/2013/02... (5) Michael Nebeling, Somewhere over the rainbow 2012. (6) http://www.information.dk/317333 (7) Michael Nebeling, Somewhere over the rainbow 2012.