6. januar 2010

En fascistisk BZ-bevægelse i fremgang (5/5)

Denne artikel er oversat efter ”En fascistisk husockupantrörelse på framväxt”, der er femte og sidste del i en artikelserie om de fascistiske bevægelser i Italien i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Herved gives et politisk og historisk overblik over en række fascistiske partier og strømninger, herunder det konservative og sociale højre, og hvorledes disse er historisk koblet til Silvio Berlusconi og statsapparatet.

Det virker til, at der findes en meget enkel formel for at starte et politisk projekt: En veltalende person, som kan fungere som ansigt udadtil, gerne organisatorisk anlagt. En grafiker, som kan udforme slagkraftig propaganda. En teoretiker, som kan opbygge planer og retning for et projekt med kendskab til, hvilke behov, usikkerheder og begær, der findes i samfundet. I hvert fald hvis man ser på den lille kreds af højreekstremister i Rom, der skridt for skridt lykkedes med at opbygge et socialt projekt, der spredte sig til hele Italien. Og det ikke ved at følge en klassisk højreekstrem organisationsmodel, men snarere ved til punkt og prikke at kopiere den udenomparlamentariske venstrefløjs metoder og i stedet fylde dem op med socialfascistisk indhold.

Trin 1. Metapolitiske hooligans og grafisk eskvadronisme

Pubben Cutty Sark i det centrale Rom havde længe tilhørt forskellige fascister. Da en ældre militant fra NAR overlod kroen til Gianluca Iannone, blev det til et selvfølgeligt samlingssted for hans vennekreds. Ligesom Iannone havde vennerne en baggrund i organisationer som Fronte Della Gioventu (MSI’s ungdomsorganisation) og det kriminaliserede Movimento Politico, men var for øjeblikket politisk hjemløse og passede ikke rigtig ind i nogen eksisterende højrefløjsorganisation. De kaldte sig selv for den “nonkonforme højrefløj”. Udover at hænge på kroen delte vennekredsen to interesser, thaiboksning og politisk kultur. Præcis som i en af deres yndlingsbøger, Chuck Palahniuks Fight Club, opstod der en interesse for at lave aktioner sammen ud fra den fælles thaiboksning. Gianluca Iannones “metapolitiske hooligans” tog som fælles navn Fahrenheit 451, efter titlen på Ray Bradburys bog, “for at forsvare de bøger som samfundet i dag vil brænde”.

Simone Di Stefano udviklede en futuristisk inspireret æstetik for gruppen, en “urban grafisk eskvadronisme” som han selv kaldte det (efter fascisternes gadeeskvadroner. En eskvadron er en enhed på et bestemt antal soldater i hœren). Grafikken var enkel og ren, bare sort og hvidt, enkle lige paroler i store hvide bogstaver på sort baggrund. Dette kombineret med solariserede billeder som negativ med sine inverterede farver, gav et direkte visuelt chokindtryk. Serier deturneredes situationistisk og fik tilsat ironiske egne billedtekster. Guy Montag, hovedpersonen i Bradburys bog, brugtes som et kollektivt pseudonym, gruppen underskrev teksterne med.

I 1997 dukkede omkring 15.000 klistermærker op på lygtepæle og mure over hele Rom med det samme logo på: et sammenflættet Z, et nul og et alpha-tegn. Kort tid derefter spredtes en mængde af flyers med billeder af et ansigt med en stregkode i panden, tomme hvide øjne og et stort påklistret grin. Ingen navne, ingen hjemmesideadresse, ingen forklaring. Dette første projekt for Fahrenheit451 var at skabe en myte omkring Iannones nydannede band, Zetazeroalpha. Den første single blev udgivet i symbolske 451 eksemplarer, og blev efterfulgt af cd’en “La dittatura del sorriso” (Grinets diktatur). Til deres koncerter voksede kredsen omkring Fahrenheit451 til flere hundrede faste fans som fulgte det “identitære rockband” overalt på deres turnéer. Gruppen sørgede for at skaffe sig koncerter på steder, de vidste ville fremstå provokerende, som på independent-selskabernes møde i november 2000, hvilket fik den radikale venstrefløj til at indlede en boykot-kampagne, hvilket øgede bandets rygte yderligere.

Trin 2. Nonkonformistiske besættelser

Allerede i 1999 begyndte Fahrenheit451 at planlægge en husbesættelse for at kunne åbne egne lokaler, men forsøget mislykkedes. I juli 2002 lykkedes de sammen med to andre fascistgrupper med at udføre deres første succesrige besættelse, en tidligere skole langt ude i en forstad til Rom. Huset fik navnet Casa Montag. Til forskel fra venstrefløjens besatte sociale centre (Centri Sociali Occupati, CSO) kaldte den nonkonformistiske højrefløj sine centre for nonkonformistiske besættelser (Occupazione Non Conformista, ONC). Besættelsen var ikke den første, det ekstreme højre havde gennemført i Rom, men det var den første, som blev langvarig og ikke blev revet ned efter nogle måneder. Grunden til dette var den tætte kontakt, som Fahrenheit451 havde opbygget til Destra Sociale, Det Sociale Højre i Allianza Nazionale. På dette tidspunkt blev Lazioregionen ledt af Storace fra Destra Sociale, som derfor kunne give de nonkonformistiske besættelser deres beskyttelse. I sommeren 2002 fyldte de huset med koncerter og seminarer og udgav avisen Montag. Men efter sommeren forlod Fahrenheit451 Casa Montag, som fortsat er besat, for at bedrive aktiviteter i centrum. Året efter fandt næste besættelse sted, kredsen omkring streetpunk-bandet Insedia (Innato senso di allergia), åbnede ONC Foro 753 i centrum nær Colosseum.

I december 2003 dukkede flyveblade op i opgangene tæt ved Foro753, som efterspurgte en forsvundet sort kat i kvarteret med navnet Pound. Men katten fandtes ikke. Flyvebladsuddelingen var bare et hint om, hvad der kort tid efter skulle ske i kvarteret. Den 26. december besattes en seks etagers lejlighed tæt på centralstationen Termini, den nonkonformistiske besættelse fik navnet Casa Pound. Besættelsen fik navnet efter poeten Ezra Pound, som tilsluttede sig som frivillig til Salórerepublikken. På facaden blev et banner med tekster fra et af hans digte hængt ud: “Mod al form for rente/åger” og “Hyre er åger”. I et flyveblad som blev delt ud i gaderne, forklarede de:

“Vi har besat en bygning, som har stået tom i årevis, som vi nu har givet rum til tyve familier i. Vi er italienere. Vi er ikke nogle sociale tabere. Vi er arbejdere, studenter, mødre og fædre. Alle i usikre situationer uden selv at have valgt det prœcis som jer selv.”

Udover boliger indeholdte Casa Pound et mødelokale, hvor der blev organiseret seminarer, filmklubber, teateraftener og udstillinger med futuristisk kunst. På kort tid blev Casa Pound hjertet og navnet for den udenomparlamentariske scene i Rom.

Navnet Pound og hans slagordslignende digtstrofer på facaden er intet tilfælde. Fahrenheit451 valgte at knytte sig til den sociale retning inden for fascismen, fra Saló til Den Tredje Position. De fik kontakt med Den Tredje Positions ideolog, Gabriele Adinolfi, som var tilbagevendt fra sin landflygtighed i 2000, efter at dommen mod ham for at starte en bevæbnet organisation var frafaldet. Adinolfi kan nærmest beskrives som den grå emminence bag Casa Pound. Han driver den til Casa Pound tilsluttede nyhedsportal No Reporter, Italiens svar på svenske Info-14. Flere seminarer på Casa Pound bruges nu til at forsøge at vaske anklagerne om indblanding i bombemassakren på Bologna Central i 1980 mod Gabriele Adinolfi væk.

Trin 3. Husbesættelser

Casa Pound udråbte spekulationen med lejligheder som hovedfjende og bristen på boliger som det vigtigste sociale spørgsmål. Problemet med korruption inden for politik og boligspekulation har bidraget til at skyde boligpriserne i vejret, samtidig med at ufærdige boligkomplekser står tilbage. I Rom med sine tæt ved 3 millioner indvandrere er arbejdsløsheden blandt unge høj. Sociale boligbyggerier findes der få af. 70% af alle italienere bor i ejerlejligheder. Det fører til, at få flytter hjemmefra. Ud fra en fascistisk synsvinkel bliver boligmanglen derved en direkte trussel mod kernefamilien, eftersom ingen par kan flytte sammen og blive en familie. Med kampen mod renten, og der indregner de i Ezra Pounds fodspor leje som en slags åger, bruger de en konspiratorisk retorik om de “mørke kræfter” bag finansspekulation.

I Casa Pound bor tyve familier. Fra dette hus begyndte de en rådgivningsvirksomhed og knyttede flere hjemløse til sig. Ved siden af konceptet ONC udvikledes konceptet OSA, “occupazione di scopo abitativo” (besættelser med boligformål). Med parlamentarisk beskyttelse fra Destra Sociale, som på dette tidspunkt nåede sit højdepunkt som “parti i partiet”, indledtes i sommeren 2004 det, som italienske Indymedia kaldte for “Roms sorte sommer”, en bølge af husbesættelser, OSAs, ud fra de kontakter, som blev skabt med Casa Pound. De nye besættelser og OSAs koordination blev kaldt Casa d’Italia. På under en måned åbnede Casa Italia Parioli (med 23 familier), Casa Italia Boccea (7 familier) og Casa Italia Torrino (18 familier).

Trin 4: Politisk kampagne

Næste skridt for Casa Pound var udformningen af en politisk boligkampagne, en måde hvorpå de kunne give deres besættelser legimitet og samtidig bruge dem som springbræt for politiske krav. Kampagnen og de politiske foreslag kaldtes Mutuo Sociale, en slags social støtte for “retten til at eje eget hjem”. Casa Pound fandt på et forslag om oprettelsen af en kommunal eller statslig institution med en målsætning om at kunne give rentefrie lån til alle medborgere ved deres første boligkøb uden at skulle gå banker og renters vej. Institutionen skulle have til opgave at give små byggeentreprenører til opgave at bygge boligejendomme, som siden skulle sælges til byggeriprisen. Forslaget var ikke en egen idé, men en direkte henvisning til Repubblica Sociale Italiana’s, Salórepublikkens konstitution, det såkaldte Carta di Verona, paragraf 10 og 15. En direkte forbindelse til den fascistiske boligpolitik, som lagde grunden til mange af “millionprogrammerne” i Roms forstæder. Kampagnekomiteer for Mutuo Sociale oprettedes, og en central koordinering blev startet af Casa Pound. I komiteerne forsøgte Casa Pound at nå til en så stor enighed som muligt mellem de forskellige sociale tendenser inden for post- og nyfascismen.

Simone di Stefano, Casa Pouns talsperson for Mutuo Sociale, beskriver samarbejdet i bogen “Centri Sociali della destra”:

“De bevæger sig i forskellige miljøer, men er åbne for vore argumenter, eftersom vi har samme sociale rødder og en interesse i “boligspørgsmålet”, som kommer fra den republikanske fascisme, som i Carta di Verona, konstitutionen for Repubblica Sociale Italiana, for første gang sanktionerede den ukrænkbare ret til at eje egen bolig, eller snarere gav social juridisk legitimering af gennemførslen af retten til bolig. Arvtagere til dette findes præcist i en stor del af AN, i deres såkaldte “sociale højre” (Destra Sociale), hos Fiamma Tricolore, Forza Nuova, fagforeningen Ugl og mange kulturforeninger og aktivistkredse i hele det nationale miljø. Foreningen af disse forskellige miljøer i et fælles projekt er lykkedes takket være Koordinationens transversalitet og uafhængighed af partier. Projektet, og her tænker jeg specielt på AN, er virkelig blevet noget, man kan pege på over for de partier og bevægelser, som er drejet i en ultraliberal eller konservativ retning. Ofte er de, som er mest entusiastiske over dette projekt Azione Giovani (AN’s ungdomsforbund), eftersom også de ser dette initiativ som en måde at gentilslutte sig til de sociale rødder i et parti, som gennemlever en stærk identitetskrise, sœrligt på grund af deres ledelses politiske valg. Noget, som man først er begyndt at kunne se i dag, er, at på konferencer ser man politikere fra AN sidde side og side med unge fra Azione Giovani, Forza Nuova og Fiamma Tricolore uden, at nogen håner hinanden, men man mødes i en stemning af fuldstœndigt samarbejde.”

Casa Pound testede forskellige måder at gennemføre sit lovforslag på, blandt andet ved at forsøge at indsamle 50.000 underskrifter, for så skal spørgsmålet til afstemning i regionen. De begyndte også at opvarte højrefløjspartierne, tilbyde sin bevægelses stemmemæssige støtte til gengæld for, at partiet skulle tage deres politiske spørgsmål op. Op til regionalvalget i Lazio foråret 2005 opstillede Casa Pound og Mutuo Sociale sin egen kanditat, Germano “Gerri” Buccolini, på regionspræsidentens Storaces liste. Buccolini fik 1750 personlige stemmer.

Op til rigsdagsvalget i 2006 forhandlede Casa Pound med Alessandra Mussolini’s valgalliance Alternativo Sociale, men forhandlingerne brød sammen, og de indledte i stedet et valgsamarbejde med Fiamma Tricolore.

I Fiamma Tricolore fik Casa Pound en platform at kunne agere nationalt på; over hele Italien. De fik til opgave at skabe en studenterorganisation for Fiamma Tricolore, og byggede i sommeren Blocco Studentesco op, som på to år blev en landsdækkende organisation. Til gymnasieskolernes skolevalg foråret 2008 lykkedes det Blocco Studentesco at opnå 23% af elevernes stemmer.

Trin 5. Metapolitik uden for partipolitikken

Som et led i kampagnearbejdet fortsatte Casa Pound parallelt med sin “medieeskvadronisme” at lave spektakulære mediestunts for at få sine politiske spørgsmål på dagsordenen i den offentlige debat. En nat i januar 2006 hang de 400 dukker op i lygtepæle i den indre del af Rom med plakater om boligmanglen som udtryk for en “folkemordspolitik” og med krav om en lov for Mutuo Sociale. De gennemførte også en spektakulær stormning af den italienske dokusoap Big Brother, som på det tidspunkt blev sendt fra en stor glaskuppel inde i byen. Casa Pounds aktivister kastede æg på den gennemsigtige glaskuppel, hang bannere på og tændte romerlys foran livekameraerne.

Casa Pound arbejdede samtidig aktivt med at udvikle nye medieprojekter for at komme ud med deres budskab. I 2004 fik Iannone lov til at overtage avisen Occidentale, startet i 1970, hvis redaktion blev flyttet til Casa Pound og udvidedes med Gabriele Adinolfi, hans søn Carlomanno Adinolfi og grafikeren Simone Di Stefano. I september 2007 startede Casa Pound sin internetradio, Radio Bandiera Negra (Radio Sorte Fane), som sender 24 timer i døgnet hele ugen. Omkring internetradioen opbyggedes et medienetværk med 20 lokalredaktioner og internationale korrespondenter. Den 1. juni 2008 blev radion fulgt op af en streamet webtv-kanal, Tortuga TV, som også sender døgnet rundt.

Til Casa Pound findes nu også tilknyttet musikstudiet Bunker Noise, en besat gymnastiksal, kroen Cutty Sark, boghandelen Testa di Ferro og en tatovør.

Webcommunityen Viva Mafarka er blevet en vigtig samlingsplads for den nyfascistiske bevægelse, for spredningen af ONC og OSA. Men venstrefløjens valgsfremgang mellem 2006-2007 bremsede kraftigt tilvæksten af nonkonformistiske besættelser. Med Berlusconis indførsel af Det Sociale Højre i Casa del Popolo og højrefløjens valgsejr er den spærreklods nu forsvundet, og vejen er åbnet op for en ny bølge af fascistiske besættelser. Lidt mere end en uge efter valget var overstået, besattes en gammel togstation i Rom af Casa Pound og Blocco Studentesco, og den store nonkonformistiske besættelse Area 19 åbnede sine porte.

Blocco Studentesco og den voksende bevægelse af nonkonformistiske besættelser styrkede talspersonen Gianluca Iannones position inden for Fiamma Tricolore og gav ham plads i landsledelsen op til valget i april 2008. Iannone stillede også op som de nonkonformistiske besættelsers og Mutuo Sociales kandidat på Fiamma Tricolores valgliste. Men opbyggelsen af så stærk en struktur inden for partiet blev mødt af bekymring fra de andre ledere i Fiamma. Efter valget blev det til en masse ballade mellem Gianluca Iannone og en af Fiamma-lederne, Maurizio Boccacci, tidligere leder af det kriminaliserede Movimento Politico og et af de store navne inden for italiensk nyfascisme. I midten af maj fik Luca Romagnoli derfor Iannone udelukket fra partiet. De seneste uger har lokalafdeling efter lokalafdeling derfor valgt at hoppe fra Fiamma Tricolore og følger i stedet Iannone. Fiammas lokalkontorer er blevet besat i flere byer af Iannones sympatisører. Hele Blocco Studentesco har brudt med Fiamma og erklœret sig loyale over for Casa Pound. Som ny organisation har Iannone i maj dannet foreningen Casapound Italia med lokalafdelinger over hele landet. Projektet præsenteres på hjemmesiden som følger:

“Casapound Italia er ikke et politisk parti, men en forening, som ønsker at udvikle på et organisatorisk plan på at udvikle et projekt og en ny politisk struktur, som bringer den menneskelige indstilling og idéarv, som den italienske fascisme har skabt med sine enorme opofringer, ind i fremtiden.”

Socialt højre med lånte fjedre

En nyskabende fascistisk højrefløj? Det er måske det, man får en opfattelse af, hvis man ser på den udvikling, Casa Pound har gennemgået. Men intet er unikt i det, Casa Pound har gennemført. Snarere er det slående, hvor meget inspiration de har hentet fra den radikale antagonistiske venstrefløj. De tager formen, men fylder den med et klassisk fascistisk indhold. Gianluca Iannone plejer i interview efter interview at tale om den inspiration, han henter fra venstrefløjslitteratur. Forsvarsadvokaten Domenico di Tullio har skrevet bogen Casa Pound om bevægelsen af nonkonformistiske besættelser, som meget sigende har undertitlen Centri sociali di destra (Højrefløjens sociale centre) og er udgivet på et forlag med venstrefløjspræg.

I Rom findes omkring 25 besatte sociale centre (CSO), centre som er blevet besat under forskellige bølger (1977, 1987, 1991 og 2001). Disse CSO driver rådgivning om husbesættelser og sidder med to store koordineringer af husbesættelser. En af disse koordineringer, Action, dannedes ud fra kampagnerne Disobbedienti og Tute Bianche, kampagner som gennem mediestunts – hvad de kaldte kommunikationsguerilla-taktik – forsøgte at sætte de sociale rettigheder på dagsordenen. En af taktikkerne bestod i at bruge kollektive pseudonymer som navnet Luther Blissett. Action har haft sine talspersoner som kandidater på Rifondazione Comunista og Sinistra Arcobalenas valglister – og var de eneste, som havde et vellykket valg for sine kandidater på trods af venstrefløjens valgfiasko i april. De områder, hvor de sociale centre er forankrede i kvarterene, er også de områder, hvor venstrefløjen fortsat har lokalt mandat og lokalt styre. Action og de sociale centre driver parallellt med dette politiske kampagner ud fra deres “konfliktpraktikker”: kampagner for retten til bolig og for borgerløn eller “garanteret indkomst”. De metoder, Casa Pound anvender, er altså meget lig den udenomparlamentariske venstrefløjs, og præcis som Action benytter de sig af krav om rettigheder ikke bare som en simpel reformisme, men snarere som konstituerede krav, dvs. en måde at legitimere (og i visse tilfælde legalisere) allerede igangværende reelle tilegnelser og reappropriering af velstand. Men ser man på synet på disse “rettigheder”, ser man, hvor de adskiller sig. Casa Pounds kampagne handler om det (private) ejerskab af bolig, mens Actions handler om retten til boliger som almennyttige. Casa Pounds rettigheder er vilkårlige. Det handler, som de siger, om en “ansvarsfuld ret” til ejerskab, hvilket hænger sammen med den italienske fascismes borgersyn: borgeren er kun en bestanddel i den organiske stat, og statens interesser er overordnede. Det vil sige, at borgerrettigheder er kraftigt vilkårlige alt efter, om man opfylder visse kriterier for at have dem som privilegium, til forskel fra det udgangspunkt Action har om rettigheder som generelle og uvilkårlige: retten til bolig og en indkomst som et ukrænkeligt grundniveau og social beskyttelse. Det drejer sig altså om en ekskluderende praktik mod en inkluderende. Hvem, som skal gives disse vilkårlige rettigheder af højrefløjen, kan vi let få en idé om i de italienske byer, som styres af Lega Nord. I Verona har Lega Nord lavet en model, hvor man tildeler børnehavepladser efter et pointsystem: Gifte par får højeste point, skildte par færre, enlige forældre lavest. Par med faste jobs får bonuspoint, forældre med flexkontrakt får lavere, arbejdsløse får lavest. De vilkårlige rettigheder bruges både normativt for biopolitisk at styre, hvordan man lever og fungerer ifølge et princip om ekskludering/inkludering og oprettelsen af en rettigheds/privilegieskalaer.