14. juni 2012

Det her med uhellige alliancer, religion, anti-deutsche og kulturrelativister

Efter at antifascister tidligere på året blev overfaldet af islamister i forbindelse med en antiracistisk demonstration i Tyskland, kritiserer en svensk antifascist her venstrefløjens ukritiske tilgang til religiøse reaktionære.

Nu er debatten igen i gang om venstrefløjens påståede uoverensstemmelser og paradokser. Visse af disse anklager kan man allerede fra starten konstatere, er helt korrekte. For eksempel blev to antifascister overfaldet ved en tysk gadefest arrangeret af ”den autonome bevægelse”, tænkt som en protest mod et islamofobisk, højrepopulistisk parti. De blev ikke overfaldet af europæiske højreekstremister, men af medarrangørerne, som i dette tilfælde var det intet mindre en aktive salafister, islams politiske højreekstremister. Det er således den klassiske dumhed ”min fjendes fjende er min ven” som spøger, og som genopstår som debatemne alt for ofte til at det er sjovt, interessant eller lærerigt. Det er bare trist, at man skal konstatere følgende om og om igen:

For det første er det bemærkelsesværdigt hvordan antifascister tilsyneladende altid ser ud til at glemme, at de reaktionære bevægelser er et internationalt fænomen og ikke er unikt for Europa. At samarbejde, indbyde og forsvare organisationer som tilhører Mellemøstens fascistiske flora, er ikke bare oprigtigt inkonsekvent, det er faktisk totalt verdensfjernt og politisk naivt. En global verden præget af massive folkevandringer indebærer rent faktisk en masse udenomsparlamentariske nationalister, fascister og religiøse fundamentalister, som bor og arbejder omkring os, og ja, de er altså også en del af de ”undertrykte indvandregrupper”. Disse er dog lige så politisk motiverede som vores indfødte højreekstremistiske udgaver, og er en del af det internationale netværk deres hjemmeboende bevægelser tilhører, uanset hvad Aftonbladet forsøger at prakke jer på. En fascist er en fascist er en fascist.

Derudover er salafisterne rundt omkring i Mellemøsten så langt fra en sekulær socialistisk politik som man kan komme i 99% af alle tilfælde, og deler til mestendels holdninger med deltagerne i den racistiske demonstration, som den antiracistiske gadefest var tiltænkt at protestere mod. Udover dette så har salafisterne reel geopolitisk magt med sit globale netværk og de statsapparater de har under sig, hvilket i princip altid resulterer i nedkæmpelse af fagforeninger og arbejderbevægelsens forskellige udtryk, samfundsmæssig regression og religiøs undertrykkelse. De behøver derfor næppe ”hjælp” fra den tyske venstreorienterede ungdom hvis de skal ud på gader og stræder og slås med europæiske højrepopulister.

Den eneste faktor angående hvorfor salafisterne var der i første omgang, er altså delvist venstrefløjens kulturrelativistiske ævl, de ved at de kan gå derhen og tage en plads uden konsekvenser, og at naive middelklasse unge ser alle arabere som en ”undertrykt minoritet”- uanset reelle politiske magtfaktorer og politisk ideologi. Salafisterne havde endda et mål med at deltage i demonstrationen, nemlig protestere mod den anden højreekstreme del af Mellemøstens politiske sfære, nemlig Israels regering, hvilken det pågældende højrepopulistiske parti støtter. Dette er en konflikt som er logisk i sig selv, da både det ekstreme højre i Europa og det ekstreme højre i Mellemøsten er baseret omkring en politik som er etnocentrisk og religiøst forankret. Det faktum, at de flyver sammen er næppe overaskende. Nationalismen i sig selv skaber sådanne konflikter.

Men hvordan kom den tyske autonome bevægelse ind i det her rod? Forstår de ikke, at man lader idioter slå hinanden ihjel, så der er mindre at rydde op bagefter? Man kan spørge sig selv om ikke det er sådan, at store dele af den mere ikke-ideologiske antifascistiske bevægelse er så fundamentalt hjernevaskede af den i reglen liberale intersektionalisme så at de ikke forstår at selv sorte, lesbiske, handikappede kvinder fanget i en indiansk mands krop ligeså godt kan være reaktionære, racister, del af den politiske elite, kapitalister og i øvrigt alt som indebærer at være politiske modstandere af socialismen? Eller er det her konsekvensen af en forældet antiimperialistisk analyse, baseret på den kolde krigs geopolitik, som stadig spøger? Jeg vil vædde min gamle hat på at det er en kombination af ren ideologisk dumhed, tilfældig følelsespakket antiracisme af liberal karakter og forældede synspunkter som desværre samvirker til at visse antifascistiske strømninger gør sig selv til grin om og om igen ved pludselig at finde sig selv hånd i hånd med forskellige ikke-europæiske fascistgrupperinger. Det er på tide at få et globalt perspektiv på fascismen. Punktum.

Hvis man bliver ved med at undersøge den tyske autonome bevægelse finder man mange flere eksempler på netop disse uhellige alliancer, paradokser, hyklerier og inkonsekvens generelt. Emner som i sin helhed agerer femtekolonne i arbejderbevægelsens kamp for legitimitet, troværdighed og politisk kraft. I eksemplet ovenover var det en fraktion radikale tyske venstreorienterede som samarbejdede med islamister. I næste eksempel roder de uforbeholdent rundt med Israel og zionismen.

Tyske ”anti-deutsche” står som storslået eksempel på hvor langt postmoderne medlidenhedspolitik kan gå. For det første har de givet vitalitet til en mystisk folkesjæl omkring nationalstaten, temmelig lig den klassiske nationalismes metafysik, de har bare vendt det på hovedet. Dette eksemplificeres bedst ved at de anser at ”tyskerne har en indbygget tilbøjelighed til fascisme og nazisme”. Den tyske folkesjæl er altså per definition en fascistisk pioner og derfor skal de som tyske aktivister bekæmpe ”tyskheden”. De eneste som vil se sig enige i denne analyse, er på den ene side tyske højreekstremister og på den anden side radikale zionister, som stadig kræver et multimilliard beløb af Tyskland for sin besættelseskrig i Palæstina, og stadig mener de ser et tilbagevendende tysk nazirige i horisonten.

Det andet er, at netop denne bevægelse uden omsvøb støtter Israel i alt hvad de gør og ligesådan roser de gamle stormagter USA og Storbritannien til skyerne. Ligeledes EU og alt som kan underminere ”tyskheden”. Dette bevises bedst ved de utallige antifascistiske demonstrationer de holder, hvor der marcheres med israelske, amerikanske og britiske flag. Magen til dumhed og manglende analyseevne må man lede lang tid efter. Hvordan kan det overhovedet være relevant at marchere rundt med britiske flag i Tyskland anno 2012? Man undrer sig træt over hvordan disse ”antifascister” ville blive taget imod af andre politiske kammerater, for eksempel irlændere, hvis disse skulle turde bevæge sig i den retning. I øvrigt kan man bittert konstatere at for at være anti-nationalister har de en stærk præference for nationalstaternes flag og for at støtte diverse oliebaserede imperialistiske bevægelser.

Dogmatisme er en anden slags idioti disse grupper har gang i. Enten er man for eller imod dem i disse spørgsmål; f.eks deres støtte til folkeretlige overgreb som invasionen af Irak, ellers er man altså nazist. Samtidig så eksisterer der en udbredt islamofobi i de antityske kredse, på samme vis som der eksisterer en antisemitisk jargon blandt de, som lader til at nedgøre islamistiske nationalister i stedet for jødiske. I kan vel høre hvor dumt det her lyder? Hvorfor skal en socialistisk bevægelse overhovedet pille ved religiøse fundamentalisters problemer? Hvorfor er vi tvunget til at tage parti med enten imperialistiske slyngelstater eller islamistiske fascistiske grupperinger? Vores status som uafhængig, klasse-baseret bevægelse undermineres væsentligt med denne tilbagevendende dumhed om at ”tage stilling” til konflikter som har udviklet sig langt væk fra den socialistiske befrielseskrig som fandt sted for snart 50 år siden. Vores loyalitet tilhører vores klasse, ikke de rabbinere, mullaher og præster som hævder at tale dens sag.

Hele denne suppedas har endda eskaleret rent teoretisk når anti-deutsche smider al form for viden og fornuft ud af vinduet og faktisk i takt med sin støtte til USA, Israel og ”historiens vindere” (altså liberalismens hegemoni) begynder at producere bøger, pjecer og debatter som præsenterer kapitalismen i almindelighed og især i dagens globale samfund, som den eneste fornuftige ting en socialist skal kæmpe for.”Kapitalisme eller barbari!” hedder deres mest populære slogan. Det er omkring dette punkt at man iklæder sig sin konspiratoriske sølvpapirshat. Hvorfor tillades såkaldte "antikapitalistiske, antifascistiske" grupper at gå rundt blandt andre venstreorienterede organisationer og opfordre folk til, at stoppe med at bekæmpe kapitalismen og i stedet støtte Israel - og generelt tænke mere etnopolitisk. Er det ikke nok i forvejen med den venstreorienterede ’68 generation, de neoliberale og de højreorienteredes underminering af klassedimensionen? Behøver vi yderligere en faktor som siger det er ”køn b, gruppe x, etnicitet y, nation ø, religion e eller race z” som er det historiske subjekt? Har vi virkelig brug for endnu et røgslør til at skjule den økonomiske kerne i tingene? I hvis interesse kæmper anti-deutsche? Hvem er det, der påvirker det oprindeligt sekulære socialistisk projekt til at begynde at nærme sig reaktionære strømninger, og hvorfor?

Spørgsmålet bliver derfor: hvorfor tillades disse grupper med deres antifascistiske mandater, som de påstår at have, at undergrave vores økonomiske analyser, vores marxistiske grundlag? Et rimeligt supplerende spørgsmål er: hvornår kommer de første pjecer om at vi alle er middelklasse og at nyliberalismen er den sande marxistiske lære? Helt klart er det i hvert fald at vi ikke skal tillade en millimeter plads til strømninger i vores eget miljø der har slogans som ”kapitalisme eller barbari”. De skal forvises til den nyliberale sfære de tilhører sammen med resten af de idioter, der vil have os til at vige væk fra vores klassebaserede, marxistiske grundlag.

Ja, det står faktisk så slemt til at vi er begyndt at falde i den samme fælde som den ekstreme højrefløj. Når de på den ene side gør brug af antisemitisme, på den anden side er islamofobiske i sin terminologi, så trækkes vi med på den ene side ”kampen mod antisemitismen”, med tydelige islamofobiske og imperialistiske indslag, og på den anden side ”kampen mod imperialismen” med tydelige antisemitiske indslag. Vi har ladet os påvirke af en konflikt som til dagligt frem for alt er etnopolitisk og religiøst rodfæstet, og har været det i mange år. Det er en fælde vi må ud af for vores egen troværdigheds skyld. Ellers kommer vi gentagne gange til at befinde os ved forhandlingsbordet med ikke-europæiske fascistgrupper som gennemskuer vores manglende konsekvenstænkning og som kan ”ride på ryggen” af vores antiracistiske legitimitet.

Vores pligt her er at holde kontakt med vores kammerater i Latinamerika, Asien, Mellemøsten med mere, så ingen stakkels, undertrykte fascister fra disse områder begynder at nærme sig for eksempel antiracismen for deres egen vindings skyld – der findes jo altid trøstepoint at hente fra den naive og dominerende liberale antiracisme. Og så kommer vi til at se fascistgrupper glædeligt imødekommet af naive multikulti-racister fra den liberale sfære som bor trygt i luksusvillaerne på Djursholm (overklassekvarter i Stockholm), bare fordi de ikke er fra Europa. Det er kun gennem at agere kollektivt og samtidig internationalt at vi kan bekæmpe dette, at vi viser en sand internationalisme. Samarbejde mellem socialister over hele verden, det er sådan vi få stoppet de reaktionære netværk. Ellers kommer vi til at stå over for dybt komplicerede reaktionære netværk i fremtiden hvor vi for længst er blevet ude af stand til at håndtere situationen.

Uanset om det er zionister, som forsøger at gemme deres uhæderlige besættelse- og højreorienterede politik bag 2. Verdenskrigs forbrydelser, eller islamistiske fascistregimer som forsøger at legitimere deres egne overgreb mod arbejderklassen ved at pege på islamofobiens udbredelse og Israels besættelse, så er det vores pligt at bekæmpe dem. Nogle andre løsninger ser ikke ud til at eksistere i denne paradoksale situation, indtil de sekulære socialistiske bevægelser igen kan rejse sig fra de religiøse forfølgelser og begynde at genvinde førerpositionen i den konflikt der foregår i Mellemøsten. Til da skal vi give organisationer som vil opnå denne udvikling støtte, fx fagforeningerne. Ingen andre. Især skal vi være opmærksomme på dem der hellere vil snakke om etnicitet, religion eller kultur i stedet for klasse. Som sædvanligt handler det om at værne om klassepolitikken.

Hvis denne udvikling forsætter risikerer vi at vores analyseevne formørkes. Debatten om konflikten i Mellemøsten på nuværende tidspunkt, trænger sig på i de fleste politiske rum og er en af mange elementer i den almene afsekularisering af samfundet, der konstant gør religion mere og mere populært og debatteret. Hvis vi hænger os op på konflikter i udlandet uden en tydelig klassebevidsthed, vil vi begynde at tænke mere reaktionært og hellere ty til religion, etnicitet eller national herkomst end til klasse. Ved at debattere Israel/Palæstina over lokale klassespørgsmål hjælper vi, stille men sikkert, med til at undergrave de analyser vi selv har som fundament. Vi vælter en af vore egne grundsøjler i takt med vi havner i alle mulige paradoksale og underlige situationer når vi går på kompromis med vores principielle holdninger. Det har vi ikke råd til. Det er en af grundene til den internationale svage arbejderbevægelse - vores samarbejde med de ”undertrykte” reaktionære grupper. Vi er ude af stand til at forstå os på globale politiske modstandere og globale reaktionære.

Det eneste vi kan lære af Tyskland er dette: lad det ikke ske her. Smid kulturrelativisterne, etnomasochisterne/-centristerne ud. Ligeledes dem der gemmer sig bag det falske flag ”internationalisme”og som spreder reaktionær religiøs propaganda, den fremherskende liberale ”antiracisme” hvor vi skal acceptere menneskers forskelligheder uanset om dette indebærer at man er fascist, religiøs fundamentalist, understøtter tilbagestående kulturelle traditioner, eller man rent ud sagt er en kæmpe nar. Vi er socialister. Vi har principper. Vi har standpunkter. En af disse er international solidaritet med vore kæmpende kammerater som til dagligt knuses af det religiøse og reaktionære paradigmeskift rundt omkring i hele verden. Det er til dem vi rækker en solidarisk hånd, og det eneste jeg kan forestille mig at de siger som svar er: lad det ikke ske her. Behold fokus på det relevante; på arbejderklassen.

Blogindlægget er oversat og redigeret efter Stellan Elebros originale tekst på bloggen Under Sliten Fana.