10. oktober 2011

De autonome nationalister

De seneste år har nynazister klædt i sorte hættetrøjer og med symboler tyvstjålet fra den udenomsparlamentariske venstrefløj, fyldt meget på den tyske nazi-scene. Vi går tæt på de autonome nationalister.

Højre- eller venstrefløj? Det kan være svært at se forskel, når autonome nationalister går på gaden.

I de sidste år har Autonome Nationalisten (AN) været den hurtigst voksende bevægelse på den ekstreme højrefløj i Tyskland. Imidlertid er der flere og flere tegn på at scenen er ved at opløses pga. af strømningens uklare og diffuse ideologi.

De autonome nationalister er i løbet af de sidste fem år trådt ind på Tysklands nynazistiske scene. Udseendemæssigt er de en tro kopi af store dele af vore dages venstreradikale antifascister. Hvad indholdet angår står de på den ene side for en offensiv nationalsocialisme, formidlet via en nationalsocialistisk sort blok – en slags iscenesat militans og mandighed. Kulturelt og stilistisk set er nynazismen dermed nået ind i den postmoderne tidsalder.

På den anden side har åbenheden over for populærkulturen ført til en holdning i strømningen om at alt er tilladt. De autonome nationalisters slagord og den frie livsform de tilfører højrefløjen har øget tilstrømningen til miljøet, men det har også sat spørgsmålstegn ved nogle af nazismens grundsætninger.

Tilbageblik

I januar 2004 demonstrerede nogle hundreder nynazister i Berlin mod en netop afsagt dom, der kriminaliserede Landser, et af den moderne nazi-musiks største bands. Navnet kommer af, at de værnepligtige i den tyske hær under Anden Verdenskrig blev kaldt landser.

Fakta: Freie Nationalisten / Freie Kameradschaften

Freie Kameradschaften er en organisationsform blandt nynazister, som oprindelig kommer fra Tyskland. Årsagen til dannelsen ligger i starten af halvfemserne hvor en række nynazistiske partier og organisationer blev forbudt. For at undgå dette valgte de aktive nazister den uformelle organisationsform "Freie Kameradschaften". Alle grupper som har lyst kan kalde sig Freie Kameradschaften eller Freie Nationalisten og blive en del af netværket, som eksisterer i hele landet. Fordelen er at de formelle ting som formand, medlemslister, etc. ikke findes og grupperne derfor ikke kan forbydes. Det er meget mere sværere at bevise at en Freie Kameradschaft er organisation end f.eks en forening eller lignende. Fordi alle kan kalde sig "Freie Kameradschaft" er det ret nemt at deltage i konceptet og bliver en del af det organiserede nynazistiske miljø. På den måde får små grupper fra landsbyer kontakt til store grupper i storbyer med en høj organisationsgrad og aktivistisk erfaring.

Tilstede ved demonstrationen havde en overskuelig blok af unge forsamlet sig ved Kameradschaft Tor (kammeratskabsgruppen Tor, en nazistisk gruppe i Berlin, red.). Parolerne på deres bannere lød "Organiser sort blok" og " Fight the system – Fuck the law". Ved en nynazistisk demonstration et par uger forinden havde en lignende blok sørget for at vække opsigt ved at medbringe røde faner.

Allerede i 2002 eksperimenterede nynazister meget forsigtigt med at bruge betegnelsen Autonome Nationalisten på nettet, og hos enkelte så man palæstina-tørklæder som en del af maskeringen.

Landser-demoen i Berlin kan dog betragtes som de autonome nationalisters fødsel, og fra da af gik det hurtigt videre med den første sorte blok ved en nazistisk demonstration den 1. maj 2004, Derpå fulgte en række meget negative reaktioner fra resten af det nynazistiske miljø, ligesom Autonome Nationalisten-fænomenet voksede i Ruhr-området og dernæst i hele Tyskland.

Kort efter kom et forbud mod Kameradschaft Tor, der var indslag om Autonome Nationalisten i nyhederne, det nynazistiske parti NPD’s forsøgte forgæves at isolere tendensen i 2007, og senere havde Autonome Nationalisten-tendenen sine foreløbige højdepunkter som 1. maj-demonstrationen i 2008 i Hamburg, de nynazistiske antikrigs-dagen i Dortmund og marchen den 6. december 2008 i Berlin. Demonstrationerne samlede godt og vel hundrede ustyrlige autonome nationalister der tydeligt var helt klar til at bruge vold.

De autonome nationalister er en strømning med udspring i det etablerede Freie Nationalisten (frie nationalister, red.) som har mange år på bagen. Efter en bølge at forbud mod nynazistiske organisationer fra 1992 til 1995 var den nynazistiske bevægelse i Tyskland tvunget til at reorganisere sig selv. For folk i bevægelsen som Christian Worch og Thomas Wulff var målet at finde en organisationsform der fungerede på et uofficielt niveau og som dermed så vidt muligt ikke ville blive ramt af statslige forbud. I tilbageblik har Worch udtrykkeligt nævnt de autonome på venstrefløjen som et forbillede - "det virker højst fornuftigt at lære af venstrefløjen."

Fra omkring 1996 blev der propaganderet for konceptet “frie nationalister”. Siden da er der i Tyskland opstået et tætmasket net af lokalt og regionalt aktive nynazistiske smågrupper. De er uformelt og løst forbundet og koordineret. Deres forhold til NPD er ambivalent. Det springende punkt er spørgsmålet om hvorvidt et parti, der, til tider, og af taktiske årsager, forsøger at opføre sig civiliseret, også kan føre en effektiv og utilsløret nationalsocialistisk politik. Dele af Freie Nationalisten samarbejder med NPD på udvalgte områder, andre steder kan "frie" og partibundne nationalister end ikke være i stue sammen.

Fra völkische skinheads...

Fakta: Begrebet "Völkische"

Begrebet "völkische" lader sig ikke rigtigt oversætte. I sig selv betyder det ikke andet end "at tilhøre folket". I starten af den 19. århundre udviklede sig i en nationalistisk strømning i Tyskland som kombinerede begrebet med en stærk nationalisme, antisemitisme og socialdarwinisme. Socialdarwinisme forstået på den måde, at det tyske folk blev anset som den stærkeste af de "menneskelige racer". Hovedfjenden af den tyske race blev jøderne. Det tyske nation kunne kun tilhøre folk med tyske blod. Den "völkische" tankegang spiller en stor en rolle hos nazister og andre dele af højrefløjen i Tyskland, da det er deres defintion af race, nation og hjem.

De frie nationalister har siden midten af halvfemserne været udgangspunktet for de to nynazistiske kulturelle ideal-typer der har eksisteret i de sidste 25 år. På den ene side står den völkische (se faktaboks) der ser sig selv som den elitære, asketiske soldat der bekymrer sig om Tysklands problemer og for hvem folkemusik og fejringen af solhverv er en måde pleje at af nationalkulturen på. I tråd med det afviser han alle aspekter af det moderne samfundsliv som rodløst, ødelæggende for folket, internationalt og dekadent.

På den anden side står den nynazistiske skinhead, der opfatter sig som en gadekriger, som hjælper den lille mand med at med at sætte sig igennem. Nazi-skinheaden iscenesætter sig selv som en proletar med småborgerlige og reaktionære værdier. Hans politiske standpunkt begrunder han med nødvendigheden af at bistå et truet Tyskland, for at bevare den småborgerlige idyl de egentlig stræber mod.

Sådan som engang SA (Sturmabteilung, paramilitær organisation i Nazi-tyskland, som udøvede terror imod politiske modstander, red.) gjorde det, er der også i dag brug for en gruppe mænd der kan at opretholde ordenen: ”Vi er Tysklands højreorienterede politi, vi gør gaderne virkeligt frie.”

Hvor den völkische dyrker sin NS-nostalgi (NS = nationalsocialisme, red.), har den subkulturelle nazi-skinhead sin samling af RAC-musik (Rock against Communism, red.). At musikken kan føres tilbage til rock n’ roll og blues, og dermed har ikke-tyske og ikke-hvide rødder opfatter han ikke som selvmodsigende.

...til de autonome nationalister

Med de autonome nationalisters opkomst er begge disse prototyper på den nutidige nynazist blevet beriget med en tredje variant. De autonome nationalister definerer sig selv i modsætning til den hidtidige nynazistiske scene, hvis konventioner de forkaster. Istedet for det hundredesyttende kedelige møde i et baglokale på den lokale bodega søger den autonome nationalist demonstrationer ogaktioner, og er opsat på blokader, besættelser, modstand.

De autonome nationalister optræder som antiborgerlige, de føler sig som revolutionære krigerer, deres paroler forsøger ikke at sløre deres bekendelse til nationalsocialismen, men de gør brug af en forvrængning af venstreradikal retorik. Deres stil er afslappet: baseballcaps, hættetrøjer, badges, Carhartt-bukser, og piercinger. De er åbne for alternativ kultur og hvad det efter deres opfattelse indebærer. De bekender sig til tidsånden. Den del fastslog det nynazistiske tidsskrift Fahnenträger allerede for flere år siden: “Vi lever trods alt i år 2004. Det bestående ’moderne’ er noget vi kun sjældent kan gøre modstand mod, da vi selv er en del af det, og fordi også ’national modstand’ helt igennem er blevet liberaliseret.”

De urbane nynazister, som de unge der forsamlede sig ved Kameradschaft Tor, blandede ud fra de indtryk de fandt i deres omverden en ny, egen stil. Konceptet Freie Nationalisten (se faktaboks) har sikret miljøet mod forbud og i kraft af dets uformelle karakter er det også blevet lettere for interesserede at komme ind i miljøet. Samtidig betyder denne organisationsmodel at nazismens eget førerprincip om at ordrer gives ovenfra og ned, bliver svær at gennemføre. Den større åbenhed har gjort det lettere at komme ind i bevægelsen. På grund af mangelfulde reguleringsmuligheder har det også gjort bevægelsen mindre modstandsdygtig overfor udefrakommende påvirkninger.

Populærkulturen er i dens mange udformninger trængt ind i det nynazistiske miljø – nu er det Ikke længere kun skinhead-subkulturen der er tilladt. Nu er det også helt okay med mainstreammusik, hip-hop, metal, hardcore, og punk. Denne kulturelle dynamik har skabt en øget tilstrømning af mennesker til det nynazistiske miljø, men har også gjort at der er mindre kontrol internt i miljøet. I internettidsalderen forholder unge sig til deres nynazistiske ideologi som de ellers forholder sig til internettet: her og der, uforpligtende, selvbevidst, ubekymret om spørgsmål om teori og langsigtet strategi. Det er ingen tilfældighed at de autonome nationalister er så flittige i deres brug af de nye netmedier. Deres tidssvarende videoer på nettet, som for en tid blev produceret af portalen Media Pro Patria, var et gennembrud for miljøet og en stor succes. De autonome nationalister er også dukket op i talrige miljøer på landet, men principielt er konceptet, med et patchwork af forskellige identiteter, urbant og lystpræget.

Den nye kulturelle omskifteligheds eneste fællesnævner er den positive henvisning til nationalsocialismen. Dens principper bøjer de autonome nationalister radikalt, men de værger sig lige så radikalt mod de indskrænkninger i deres privatliv som disse principper burde bringe med sig.

Blokken – stil og indhold er identisk

Opbygningen af fællesskabet finder hos de autonome nationalister sted ved demonstrationer på gaden. Det selvglorificerende billede er inspireret af den oprørske pøbel, der, når nødvendigt voldeligt bryder gennem politiblokader. Før og efter demonstrationen bliver fysiske konfrontationer med politiske modstandere opsøgt i sidegaderne.

Gennem den offensivt fremførte trussel om vold undviger man fortidens ydmygelser. Argumentet om at man jo bare vil beskytte de andre deltagere, er simpelthen en måde at legitimere sin egen voldsudøvelse på. De autonome nationalister har nemlig - i kraft af deres postmoderne kulturelle åbenhed - en tendens til ikke at ville bøje sig for autoriteter. De er ikke til strækmarch.

Hvor nazi-skins er orienterede mod det proletariske, men på sin vis også disciplinerede SA, svarer de autonome nationalisters livsværdier snarere til byguerillaen, der til enhver tid kan dukke op; usete og ukontrollerede. Kun ved demonstrationer kan deres påklædning tolkes som en uniform. Når de autonome nationalister ellers udlever deres virkelyst sker det ofte ly af mørket, ved at spraye slagord, smadre ruderne til en alternativ ungdomsklub eller at kaste papirsstrimler med deres web-adresse i skolegårdene natten før skolestart.

De autonome nationalister, forstået som en kultur for og af unge mænd, adskiller sig på nogle punkter ikke fra almindelige gadebander. Deres optagethed af rivaliserende bander, dominansadfærd, og deres anstrengelser for at markere deres territorium ved at sætte klistermærker op, er udtryk for dette.

Deres - helt igennem forvrængede - forestilling om hvordan den venstreradikale sorte blok fungerer trænger tydeligt igennem som forbillede for deres egen fremtræden.

Også her er der tale om en fjende af systemet, politiet er modstanderen, og der er adrenalin og action. At basisdemokratiske beslutningsprocesser og krav om diskussion af kønsroller spiller en ikke uvæsentlig rolle i det venstreradikale autonome miljø, bliver simpelthen ignoreret. Når de autonome nationalister ytrer sig om de venstreradikale autonome udtrykker de væmmelse ved deres dekadence og fejhed. Samtidig tegner de et urealistisk og beundrende billede af de autonomes gennemslagskraft. Hver gang man går på gaden og den imaginære tusindhovedede, stenkastende, elefanthue-formummede venstreradikale sorte blok ikke er i syne kan man føle sig som dagens sejrherre.

De autonome nationalisters sort blok giver løfte om egen styrke og beslutsomhed. Blokken er ikke kun form og stil; den er også det eneste indhold. De autonome nationalister udfolder deres store lidenskab når de debattere dem selv på nettet. Når de organiserer demonstrationer er detaljer som blokkenes opstilling omhyggeligt iscenesat. Bannere bliver omsorgsfuldt udformet og malet. Talerne, altså indholdssiden, bliver hovedsagligt overladt grupper fra andre dele af bevægelsen.

Ved en Autonome Nationalisten-demonstration for en national ungdomsklub holdt i starten af december 2008 i Berlin talte bl.a. NPD-lederen i Berlin og en NPD-kommunalpolitiker fra Berlin. Det eneste bidrag fra den autonome demo-organisationsgruppe bestod i en kort meddelelse fra anmelderen af demonstrationen.

Indtil i dag er det ikke kommet et eneste seriøst bud på et strategipapir fra de autonome nationalister. Et typiske eksempel er et papir fra aktionsgruppen Mittelhessen der kom allerede i 2004. Her indrømmes det at den nynazistiske sorte blok er en efterligning af det venstreradikale forbillede. Blokken er blot en måde at give egne demonstrationer mere gennemslagskraft. På de tyndt beskrevne otte sider dukker slagordet ”beslutsomhed” op ikke mindre end 26 gange. Samtidig taler de udenom deres egen accept af vold: ”Vi tager udtrykkeligt afstand fra volden og afviser den ensartede påklædning og maskering”. At blokken derudover ikke kun er en metode/redskab, men også stil og livsstil nævner teksten ikke med et ord.

At det meget brugte begreb ”blokken” tiltrækker unge mennesker og derfor er til strategisk fordel for bevægelsen, er en efterrationalisering, og kommer derfor til at virke som et påskud.

Andre nynazister vil gerne have ”folket” til af kunne lide dem og tager derfor afstand fra uroligheder. I de autonome nationalisters verden optræder først og fremmest kun dem selv, og som modparter står på den anden side politiet og venstrefløjen. Andre politiske strømninger er irrelevante og ”folket” er blot en del at kulissen for selviscenesættelsen - ikke længere midtpunktet for politikken: ”At opnå borgernes bifald og accept? Hvilke borgere? Den dumme borger i midtfyrrerne i det socialdemokratiske Tyskland? Nej, de unge er vores fremtid!”

Lifestyle

Det er altså ikke politiske ligheder, men fascinationen af venstrefløjens militans der skabte, ikke bare en sort blok, men også paroler, fraser og påklædning – til stadighed blandet med popkulturelle indslag der gerne kommunikeres sprogligt med låneord fra engelsk og amerikansk. Igen noget de låner fra deres politiske modstandere.

Fra demonstrationerne har denne åbenhed bredt sig til hverdagslivet. Det er en selvfølgelighed at man hører hardcore-musik, maler graffiti og nasser på dagpenge istedet for at knokle. Det er udbredt at bo sammen i bofællesskaber. Alt kan prøves, de autonome nationalister er meget eksperimenterende. At kulturen på denne måde bliver en del af hverdagen gør også, at det for de autonome nationalister ikke kun handler om provokation, deres kulturelle åbenhed er helt igennem ægte.

En afhopper siger: ”De autonome nationalister var som en befrielse for mig. Før var der i det nynazistiske miljø et kodeks for musik, tøj, og mad. Dem skulle du rette dig efter. Der var mange i miljøet der syntes at denne tvang var noget lort. Som autonom nationalist kunne man være friere. Du kunne høre hvad du ville, du kunne spise shawarma, du kunne gå i alternativt tøj. Det gjorde folk også gerne. De gjorde det ikke bare for at komme i kontakt med andre folk, men også fordi de selv kunne lide det.”

Fra de tilbud de fandt i deres omgivelser tog de det de kunne lide og skabte ud fra det deres egen stil. Denne klippen-klistren med livsstil er ikke en politisk strategi, men har nok snarere med ungdomskulturelle dynamiker at gøre. Her passer idéen om Bricolage som etnologen Claude Lévi-Strauss beskrev: “Fragmenter af allerede eksisterende symbolsystemer bliver plukket ud og omorganiseret. Det som fungerer som kulturteknik er svært at forsvare politisk.”

Eksempelvis grafitti: Traditionelle nynazister hader denne ulovlige skamfering af mure som tilmed stammer fra amerikansk kultur. For autonome nationalister er grafitti derimod et udtryk for en urban, moderne og hip livsstil som er attraktiv for dem og som derfor dyrkes. På et nynazistisk grafitti-website kan man læse: ”Vi har kaldt det hele for strassenkunst.info fordi vi ikke ville virke anmassende, ved at sidestille, eller sammenligne den slags kunst med rigtig tysk kunst”.

Så let er det: man gør hvad man vil og for at sikre sig mod kritik indrømmer man præventivt og uden at skamme sig at man dyrker en kultur der egentligt er i modsætning til nationalsocialismen. Deres retfærdiggørelse er ikke et forsøg på at argumentere, de slår bare fast at: ”Nationale socialister kan klæde sig som de vil og er forankret i samfundet som andre unge også er det”.

Ligeså glat går det når de autonome nationalister overtager venstrefløjens ikoner og billeder: Che Guevara, som det popkulturelle symbol for et oprørsk standpunkt overtages og bliver derefter, i dunkle teser, omtolket til at være en højrefløjsrevolutionær: ”Ikke kun Che ville være med os i dag”.

Også Antifascistisk Aktions logo er blevet overtaget af de autonome nationalister, hos dem står det dog ikke for meget mere end klar på kamp og militans. Også dette lader sig omtolke til højrefløjens fordel: det fascistiske Italien forrådte i til sidst Nazityskland – derfor er antifascisme et symbol på ubrydelig troskab mod nationalsocialismen.

Afhopperer fra miljøet beretter at de som autonome nationalister godt kunne lide at danse til det antityske band Elektroband Egotronics nummer ”Raven gegen Deutschland”. Man har simpelthen tolket det som en stillingtagen mod den af nynazisterne forhadte tyske stat. Kendetegnende er også miljøets usikkerhed overfor det lille initiativ ”Nationale socialister for Israel” (kaldet nasofi, red.).

Nasofi’erne tegner et billede af jøder som et stærkt, forsvarsberedt og derfor beundringsværdigt folk. Det var godt nok bare en provokation internt i miljøet, fra en gruppering i periferien af miljøet, og altså ikke alvorligt ment. Dette var resten af miljøet dog ikke bekendt med og derfor var der usikkerhed om hvorvidt der kunne eksisterere sådan noget som ”Nazister mod antisemitisme” - og der var åbenbart en vis tro på i nogle dele af miljøet.

En følelse af tvivl breder sig

Den fuldstændige frisindethed, hvor man tager og bruger hvad der passer en på tværs af ideologiske grænser er i mellemtiden blevet for uhyggelig for nogle autonome nationalister, også selvom de indtil nu fuldstændigt har ignoreret kritik fra andre dele af miljøet. Efter at sindene er blevet bragt i kog, har de været svære at køle ned igen.

I de sidste måneder hober kommentarer sig op der beklager ”fejludviklingen” og kritiserer den frisindethed de selv har propaganderet for. Allerede i 2007 hed det i en intern rundskrivning at aktionsformen sort blok ikke længere er handlekraftig, at det er blevet til nytteløs livsstil. Dette er f.eks blevet tydeligt fordi unge, uerfarne eller kvindelige aktivister ofte har stået ved front- og sidebannere. ”Blokken” er ifølge denne tankegang ren metode, de kulturelle modsætninger bliver ignoreret.

”Det primære mål er at flytte protesten for den nationale socialisme og mod dette system ud på gaden og nå den tyske ungdom som nutildags ikke længere kun lader sig overbevise af politisk indhold, men gerne lader sig begejstre af vores fremtoning, udstråling af styrke, beslutsomhed, gruppefølelse og den kreative udformning af bannerer”

Ved mobiliseringen til den tidligere omtalte ungdomsklubdemo i december 2008 i Berlin fandt organisationsgruppen det forud nødvendigt at komme med følgende påbud til deres kammerater om ”at undlade enhver symbolik som kan sættes i forbindelse med den antifascistiske modstand. (Antifa-faner, naturligvis det israelske flag – sørgeligt at vi bliver nød til at nævne det – hammer og segl, røde stjerner)”.

Ved selve demoen blev der omdelt et flyveblad der talte for ”den eneste sande national socialisme, mod forfalskninger og kontraproduktive nyskabelser. Accepten af den ydre fremtoning er en ting, men hvis slår det om i ufrugtbar og ødelæggende liberalisme, lider de politiske grundsætninger og principper under disse forandringer.... Vi tager afstand fra enhver form for antiautoritær vrøvl og deler ikke den antifascistiske subkulturs forstyrede verdensbillede.”

En forklaring fra årsskiftet 2008 fortsætter i samme stil: ”Desværre virker det næsten som om det er cool eller in at tale imod fascismen (…) det går ikke at Autonome Nationalisten viser vores fjendes tegn, når den fjende hver uge demonstrerer mod os, nedlægger vores arbejdspladser og udøver feje angreb mod vores familier eller hjem”.

Che Guevaras billede har allerede været næsten helt forsvundet fra nynazistiske demonstrationer i tre år. Det ser altså ud som om det mest har handlet om et modefænomen. Nogle autonome nationalister forsøger nu igen, aktivt og offentligt, at indskærpe deres fremtoning – et eksempel hvor dette bliver gennemført er den positive reference til antifascisme. Der er ansatser til at nogle ”autonome nationalister” begynder at forstå, at på det politiske område er symboler og paroler ikke til fri afbenyttelse.

Når man omfortolker overtager man nødvendigvis visse rester af den oprindelige betydning. Spørgsmålet er hvor vidt det vil lykkes at få ryddet op i brugen at venstrefløjens symboler og paroler. Det at skele mod venstre er systematisk indlejret i konceptet ”autonome nationalister”. Hvad man end gør kan man ikke komme uden om begrebet autonomis antiautoritære kerne.

Hvilken vej går det for de autonome nationalister?

Trods de skitserede modsætninger i den stadigt voksende og tilmed internationaliserede bevægelse er de autonome nationalister ikke ved at forsvinde.

De har ændret nynazismens karakter. De første autonome nationalister stammer fra de frie nationalisters traditionelle nynazisme, og kender dens regler og stil fra egen erfaring. Nu er der gået fem år og dermed en generation af politisk aktivisme senere har mange oplevet hele deres politiske socialisering i kredsen af autonome nationalister. Hvilken retning disse unge nynazister vil udvikle sig i, er det endnu for tidligt at forudsige.

Allerede nu er de første afhoppere som går direkte over til de autonome venstreradikale, dukket op: Hos de autonome nationalister har de lært venstreradikal politiks attraktivitet at kende, ”småting” som antisemitisme og racisme var let at lægge fra sig.

Der er tilmed tegn på at den tid folk bliver i miljøet er blevet kortere. Den relative store tilstrømning af unge bliver modsvaret af en tidligere afgang hos de ældre. Der er ingen model for hvordan man bliver ældre i miljøet, og hvor man takket være den kulturelle og indholdsmæssige diffusitet uproblematisk kommer med, er det også lettere end tidligere at trække sig tilbage. Autonome Nationalisten-miljøet falder nu fra hinanden, ikke kun på grund af den manglende indholdsmæssige substans, men også fordi de har nået grænsen for hvor mange fremmede stilistiske elementer de kan indoptage i deres højrefløjsungdomskultur.

Den forsøgte nytolkning af venstrefløjens koder og symboler, og derigennem den ændrede selviscenesættelse, forandrer også nynazisternes optræden og selvbillede.

Teksten er oprindeligt bragt i Antifaschistiches Infoblatt i 2009. Projekt Antifa-redaktionen har oversat og redigeret teksten.