3. august 2009

Da Berlusconi åbnede døren for fascismen (1/5)

Denne artikel er oversat efter ”När Berlusconi öppnade dörren för fascismen”, der er første del i en artikelserie om de fascistiske bevægelser i Italien i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Herved gives et politisk og historisk overblik over en række fascistiske partier og strømninger, herunder det konservative og sociale højre, og hvorledes disse er historisk koblet til Silvio Berlusconi og statsapparatet.

Postfascisme, neofascisme og det sociale højre i Italien - Del 1

En øredøvende jubel steg mod lederne på scenen. To millioner var samlet på Piazza San Giovanni i Rom for at høre opportionslederen Silvio Berlusconis opfordring og kraftige manifestation mod Romano Prodis centrum-vestre regering. Knap et år efter valgfesten havde det lykkes Berlusconi at styrke sin centrum-højre opportion, Casa della libertà (CdL, Frihedens hus). De højreorienterede kristendemokrater, Lega Nord og Allianza nazionale, havde stået på scenen ved siden af hinanden med ham (Berlusconi) som leder. Det nye ved denne manifestation var, at de to mindre partier, som havde tilsluttet sig Casa della libertà stillede sig side om side på scenen. Her stod Luca Romagnoli fra Movimento sociale – Fiamma tricolore og Alessandra Mussolini, Benito Mussolinis barnebarn, fra valgalliancen Alternativa sociale. Begge partier er fra det yderste højre udbrydere af det post-fascistiske Allianza nazionale. Denne nye samling som kunne ses på scenen var ikke et godt tegn. I manifestationen gik Blocco studentesco, gadeaktivister fra Casa Pound og Forza Nuova, hvilket alle er organisationer med rødder tilbage til 1970’ernes udenomparlamentariske og højre-terroristiske grupper, den såkaldte tredje position.

Den 2. december 2006 tilhørte gaderne de højreekstreme. Med denne manifestation blev de neofascistiske grupper igen lukket ind i samfundsdebatten og et årelangt tabu, der byggede på en antifascistisk konvention i det italienske samfund, blev brudt. Hvilken rolle spillede Berluconi i dette?

Fascismen – to bevægelser

For at forstå den italienske højreekstremisme må man først og fremmest forstå at den italienske fascisme historisk set aldrig har været en egentlig bevægelse. Allerede tilbage i 1900 tallet var den italienske fascisme en blanding af to strømninger: en konservativ reaktionær og en radikal social antagonistisk strømning. Forskellige dele af den fascistiske bevægelse lagde vægt på forskellige og ofte modsatrettede idealer: Progressiv udvikling eller reaktionær traditionalisme, sekularisering eller katolicisme, industrialisme eller landsbysamfund, opbygning af velfærdsstaten eller værn om storindustrien, udenomparlamentarisk mobilisering eller statspartier, ”squadrismens” direkte aktion eller at værne om lov og orden. Arven efter den nazistiske besættelse under anden verdenskrigs slutfase Henimod slutfasen af anden verdenskrig, hvor Italien var under nazistisk besættelse, fandtes der i Salòre-republikken et stærkt socialt sammenhold med et mål omkring korporatisme, socialisering og bekæmpelse af renter og ågerpriser.

Denne opdeling mellem et konservativ højre og et socialt højre er efter fortsat aktuelt med de italienske fascistpartier, der efter krigstiden reorganiserede sig i post og neofascistiske partier. Den sociale strømning, der var inspireret af Saló kom til at gå under navnet; ”destra sociale”, det sociale højre eller paradoksalt nok – det nationale venstre.

Fra socialt højre til terrorisme

Ved stiftelsen af det italienske fascistpartis efterfølger, Movimento Sociale Italiano (MSI), var det konservative højre en majoritet i tiden efter anden verdenskrig. Men inden for partiet fandtes også et socialt højre der blev samlet omkring Pino Rauti. I 1956 brød denne gruppe med MSI og dannede i stedet Ordine Nuove (Den nye orden), der med den såkaldte ”Strategy of tension”, dannede grobund for den neofascistiske terrorisme i tresserne og start halvfjerdsere. Organisationen opløses i 1973 med anklage om forsøg på genoprettelse af fascistpartiet Partito Nazionale Fascista. Dette medførte at Ordine Nuove gik under jorden blev til Ordine Nero, mistænkt for flere bombninger i halvfjerdserne. Inden dette havde Pino Rauti dog allerede opgivet organisationen og vendt tilbage til MSI.

Den tredje vej

I og med at det konservative højre havde grebet om MSI dannede det sociale højre i løbet af tresserne og halvfjerdserne en række nye organisationer og minipartier udenfor MSI. Dette havde ligeledes været tilfældet med Ordine Nuove, der forsøgte at forny det sociale højre ved at positionere sig som en tredje vej, hinsides Vestens kapitalistiske system og Østblokkens statssocialisme, ved blandt andet at studere Mao og befrielses bevægelser i den tredje verden. Disse idéer fik blandt andet gennemslagskraft inden for det italienske højreekstreme studentermiljø i halvfjerdserne og inspirerede Gabriele Adinolfi og Roberto Fiore til at danne organisationen Terza posizione (Den tredje position). Denne tredje position førte det sociale højre og Saló-republikkens mærkesager omkring korporatisme, kamp mod renter og ågepriser og socialisering videre. Deres slagord lød: “Né fronte rosso, né reazione, Terza Posizione!” (Hverken rød front eller reaktion, den tredje position!). Det er denne organisation, som nutidens italienske fascistiske grupperinger finder inspiration fra. Tilknyttet Den tredje position var også en undergrunds del, der på mange måder kom til at ligne Nuclei Armati Rivoluzionario (NAR). Efter Bologna-massakren i 1980, hvor en bombe på togstationen slog 85 mennesker ihjel og kvæstede flere hundrede , flygtede flere af medlemmerne af NAR og Den tredje position til London.

I slutningen af halvfemserne vendte Roberto Fiore och Gabriele Adinolfi imidlertid tilbage fra deres eksil i London for at genoptage deres politiske arbejde. Fiore grundlage i 1997 organisationen Forza Nuova med forbillede i det rumænske nazisters organisationsmodel og ideologi – præcis som den sveske nazi-organisation Svenska motståndsrörelsen gjorde det i Sverige.

Adinolfi blev teoretisk ideolog i Rom for en ny bølge af højreekstremistisk udenomsparlamentarisk organisationer i starten af enogtyvende århundrede, der kopierede de venstreorienterede autonome organisationsformer. De besatte ligeledes huse, som skulle fungere som sociale centre, hvilket de kaldte Occupazione Non-Conformista (ONC), nonkonformistiske okkupationer. Den mest kendte og indflydelsesrige ONC er Casa Pound i latiner-området i nærheden af Roms togstation Termini.

Både Casa Pound og Forza Nuova ser sig som nutidens arvtager til Den tredje position, og blander på samme måde sociale kampe og gadekonfrontationer.

Berlusconi hverver det konservative højre

I og med at det samfundsmæssige klima var blevet stadig hårdere som følge af den neofascistiske terror i halvfjerdserne og den statslige repression mod udenomsparlamentariske højreekstreme i firserne medførte at MSI vendte tilbage til det sociale højre og atter samles omkring Pino Rauti.

Den italienske efterkrigstidspolitik var domineret af bipolar politik med kristendemokraterne og det italienske kommunistparti i hver sin blok, hvilket ikke efterlod mange plads til de resterende partier. Men med store korruptionsskandaler i begyndelsen af halvfemserne kollapsede disse partier, hvilket gav plads til nye partier på den politiske scene. Dele af kristendemokraterne gik over til mediemogulen Silvio Berlusconi, der dannede partiet Forza Italia. Berlusconi forsøgte herved at skabe en stærk højrepol ved at gå i alliance og forhandlinger med både MSI og Lega Nord. For MSI betød dette en mulighed for at bryde med den tidligere politiske isolering og fremstå som et stuerent konservativt parti. Under ledelse af Gianfranco Fini blev partiet omdannet til det nationalkonservative Allianza Nazionale (AN) og gik herved ind i et samarbejde med Forza Italia. Dette samarbejde mellem Forza Italia og det postfascistiske Allianza Nazionale betød at Berlusconi fik ryggen fri mod højre og kunne herved indfange de vælgere, som ikke var medlem af kristendemokraterne med stadig befandt sig på den yderste højrefløj.

Til trods for, at valgalliance vandt valget i 1994 og førte MSI og AN til magten, blev Finis’ kritik af partiet ikke set på med blide øjne af det sociale højre inden for partiet, hvilket første til splittelse internt. Ved partiomdannelsen til Allianza Nazionale ved kongressen i 1995 brød dele af det sociale højre med Rauti i spidsen med partiet og dannede i stedet Movimento Sociale – Fimma Tricolore. Endnu en udskillelse skete i 2003, da Fini besøgte Israel og offentligt tog afstand fra fascismen tilmed fremførte en undskyldning for de rædsler det fascistiske styre havde medført. Dette fik Alessandra Mussolini til at forlade AN for i stedet at grundlægge Azione Sociale.

Det højreekstreme i fælles valgliste

I årene mellem 2003 og 2006 samlede Alessandra Mussolini det splittede sociale højreekstreme i en samlet valgliste kaldet Alterbativo Sociale. I samarbejdet indgik foruden Mussolinis eget parti, Azione Sociale, også Fiamma Tricolore ledet af Luca Romagnoli og Forza Nuova ledet Roberto Fiores. Romagnoli havde haft held med at radikalisere Rautis parti, Fiamma Tricolore, ved at åbne op for den neofascistiske ONC-bevægelse. Aktivister fra Casa Pound stod for opbyggelsen af Fiamma Tricolores studenterorganisation, Blocco Studentesco, hvilket udgjorde en betydelig del af partiet. Det lykkes dog aldrig valglisten Alternativo Sociale at få mandater kommunalt, men det lykkes dem at få repræsentanter i Europaparlamentet og desuden at blive tydelig i gadebilledet.

Berlusconi hverver det sociale højre

Med Romano Prodis olivenkoalition og centrumvenstres øgede sejers muligheder ved valget i 2006 forsøgte Berlusconi at forstærke Casa della Libertà og centrumhøjre ved at inddrage de højreekstreme. Som led i denne proces indledte Berlusconi derfor forhandlinger med Mussolinis Azione Sociale, Romagnolis Fiamma Tricolore og Pino Rautis nystartade Movimento Idea Sociale om indlemmelse i Berlusconis Casa della Libertà. Det postfascistiske konservative højre var allerede indlemmet i Berlusconis projekt, men en indlemmelse af det radikale sociale højre var ikke helt problemfrit, grundet deres tætte tilknytning til de neofascistiske aktivistgrupper og ex-terrorister. Det sociale højre kunne tilbyde pladser på CdL’s liste, dog med det vilkår, at de tidligere kendte terrormistænkte neofascister, også kaldet ”impresentabile” (uprætentiøse), såsom Roberto Fiore blev holdt udenfor.

Rauti deltog ikke i samarbejdet med CdL på grund af samarbejdsvanskeligheder og nye retsprocesser for terrorisme mod ham, men Fiamma Tricolore og Azione Sociale deltog på Berlusconis side. Selvom centrumhøjre tabte valget havde døren til det højreekstreme alligevel åbnet sig. Ved den store oppositionsdemonstration den 2. december 2006 neofascisterne Alessandra Mussolini og Luca Romagnoli stå side om side med Silvio Berlusconi og postfascisten Gianfranco Fini på scenen, mens Casa Pound/Blocco Studentesco og Forza Nuova stod med faner i folkemængden.

Dem indenfor og dem udenfor

Samarbejdet mellem Berlusconi og det sociale højre hindrede ikke disse i forsat at arbejde sammen med de neofascistiske aktivistgrupper. Valglisten Alternativo Sociale blev omdannet til en ”aktionspagt” mellem MIS, AS og Forza Nuova. Da den Prodi-ledede regering faldt i 2008 stod det klart at der skulle være omvalg, hvorfor Berlusconi omdannede valgalliancen Casa della Libertà til partiet Popola della Libertà (PdL, Frihedens folk). Dette var dog uden Alessandra Mussolinis Azione Sociale. Herved var ”Aktionspagten” mellem de højreekstremistiske partier opløst.

Fiamma Tricolore skabte en ny fælles valgliste med Franscesco Storaces nydannede parti La Destra. Storace tilhørte det sociale højre, Allianza Nazionale, og var præsident for Lazio-regionen mellem 2000-2006 og derefter indsat som sundhedsminister i Berlusconis regering. Dog forlod han Allianza Nazionale i sommeren 2007 for i stedet at blive medlem af La Destra. I Rom stillede Casa Pounds talsperson Gianluca Iannone op som Fiamma Tricolores kandidat. Forza Nuova dannede valgliste med Rautis Movimento Idea Sociale, og Roberto Fiore kunne tage Alessandra Mussolinis plads i Europaparlamentet, da hun tvunget til at opgive denne i og med at hun gik over til Popola della Libertà.

Ved valget i april 2008 vandt Popola della Libertà takket være Lega Nords store vælgerfremgang. Ved kommunalvalget i Rom vandt postfascisten Gianni Alemanno fra det sociale højre i Allianza Nazionale borgmesterposten. En opdeling mellem de to store partier, Popola della Libertà og Partito democratico, gjorde at de mindre parties røst blev minimeret, hvorved de højreekstreme partier kun fik få stemmer: Forza Nuova – MIS fik 0,29% af stemmerne, mens La Destra – Fiamma Tricolore fik 2, 42%. Men trods de få stemmer havde de vundet legitimitet. De højreekstreme grupper fik meget sendetid i TV, deltog i partilederdebatter og holdt valgmøder sammen med de øvrige partier. Frem for alt gik de frem blandt de yngre vælgere. Til at give et billede på dette kan det fremhæves at Fiamma Tricolores skoleorganisation, Blocco Studentesco, fik over 20% af stemmerne ved skolevalgene.

Miskreditering af antifascismen

At Berlusconis opnåde at få post- og neofascismen frem i offentligheden skete parallelt med en anden proces: en nedvurdering af antifascismen som italiensk overideologi. De seneste år har der foregået en intensiv højredrejning i så man begyndte at kritisere det katolske og kommunistiske samarbejde mod fascismen. I forsøget på at relativere fascismen blev italienske og jugoslaviske partisanere beskyldt for forbrydelser mod fascisterne samt krav om mindehøjtideligheder for faldende fascister.

At antifascismen ikke på samme måde forsøges relativeret skyldes at den betragtes som et afsluttet fænomen. Den 25. april fejres Italiens befrielse fra fascismen over hele landet, men med den nye højreorienterede regering forsøges dages betydning omtolket.

Gianfranco Fini fra Allianza Nazionale tildeles posten som talsmand for kammeret i parlamentet. I sin tale omtalte Fini vigtigheden ved at fejre den 25. april som ”frihedsdag” og betonede at truslen mod friheden i dag ikke kommer fra ”totalitære ideologier” (læs: kommunismen og fascismen) eftersom at disse ”antidemokratiske ideologier” var et fænomen, der blev ”begravet med 1990-tallet” - I dag er i stedet andre trusler: ”kulturrelativismen” (læs: truslen mod familien, kirken og lydigheden) samt den svigtende respekt for staten.

Teksten er skrevet af Mathias Wåg, svensk antifascist. Den er originalt publiceret på hans blog.