18. december 2013

Analyse: Valget var ikke et nederlag for nazisterne

Nogle medier har udråbt højrefløjens valg til et nederlag, fordi de ikke blev valgt ind. Det er en unuanceret og fejlagtig analyse, lyder det fra Antifascistisk Aktion.

19. november var der valg. I det følgende ser vi nærmere på, hvordan valget kan tolkes. Det handler blandt andet om følgende emner:

- Det lykkedes i høj grad Danskernes Parti at få brandet sig selv som “nationaldemokrater” i stedet for nazister. Det skyldes både, at den brede venstrefløj var for passiv i emnet og at journalisterne ikke var godt nok klædt på. Det giver partiet et farligt værktøj fremover.

- Partiet lykkedes til gengæld ikke med at etablere sig selv på gadeplan. De gennemførte ingen større markeringer/demonstrationer, ligesom de i høj grad tabte slaget om det offentlige rum ift. propaganda som klistermærker og plakater.

- Mere end 5.000 stemmer til et nynazistisk parti er et nederlag for enhver demokrat. Samtidig gik højrefløjen overordnet set frem ift. valget i 2009.

Det var den korte udgave. I analysen her vil vi se på både højrefløjens valgkamp (med hovedfokus på Danskernes Parti), på venstrefløjens modstand og hvilke fremadrettede perspektiver valgkampen giver for fascisterne og deres modstandere.

Ikke længere nazister
Højrefløjens største fremgang ved dette valg er ikke stemmetallet, der ellers er steget med mere end 40 procent. Den fremgang er blot et resultat af den virkelige sejr: Kampen om medierne.

Det lykkedes nemlig Danskernes Parti, at få rebrandet sig selv som nationaldemokrater. Ikke 100 procent, ikke uden ridser i lakken, men i det store hele. Ekstra Bladet havde få dage inden valget en række artikler, hvor bukserne blev trukket af Daniel Carlsens tropper, men derudover fik de en overordentlig blid medfart af massemedierne.

Det er uden tvivl partiets vigtigste sejr ved dette valg. Med den pæne presseomtale fulgte også en massiv vækst i antallet af Facebookfølgere, en pæn sjat nye medlemmer og et højt stemmetal.

Det stemmetal giver dem i øvrigt små 120.000 kroner frem mod næste valg i offentlig støtte.

DP prioriterede kun Århus og Fredericia
Det blev hurtigt tydeligt, at Danskernes Partis opstilling i Sønderborg, Hjørring, København og Brøndby mest af alt var for syns skyld. Den udadvendte aktivitet i de fire byer har været meget begrænset. Så begrænset, at det i Brøndby end ikke lykkedes at indsamle underskrivere nok til at stille op.

I stedet var det formanden og næstformandens byer, der var på dagsordenen. Det var her både penge, propaganda og tid blev prioriteret. Det resulterede blandt andet i, at partiet scorede 0.6 procent af stemmerne i Fredericia, deres bedste resultat ved valget.

Den snævre prioritering afdækker, at Danskernes Parti endnu ikke har en tilpas stærk organisation til at Daniel Carlsen kan undværes. Sålænge han fokuserede på sin egen og Morten Schjetnes valgkamp var de resterende byer stort set handlingslammede.

Tabte gaden uden kamp
Det betød blandt andet, at Danskernes Parti hverken fik opbygget stærke lokalafdelinger eller vundet terræn på gaden. De forsøgte ikke engang. I stort set alle byer blev deres valgplakater revet ned og deres klistermærker dækket over. Samtidig så vi ingen større løbeseddelsaktioner eller lignende manifestationer på gadeplan.

Her må vi som venstrefløj også revurdere vores egen analyse af partiet. Uanset at partiet kommer af en stærk nazistisk tradition, der blandt andet har handlet om at etablere ’egne’ territorier i det offentlige rum, og at dette selvfølgelig også vil være konsekvensen, hvis Danskernes Parti vokser sig store, så er det altså ikke det, der er på bedding lige nu. Partiet har i stedet prioriteret mediearbejde, vælgerarrangementer i "trygge" rammer og valgkamp via de sociale medier. Som venstrefløj har vi i for høj grad indstillet vores modstand på kun at foregå på gaden. Det er en erfaring, som vi må tage med videre til fremtidige valg.

Ingen platform... eller hvad?
Et af venstrefløjens største problemer i valgkampen var den manglende konsensus om en strategi. Først til allersidst i valgkampen opstod der noget, der kunne ligne konsensus om ikke at indgå i dialog med de opstillede racistiske og nazistiske lister.

Inden vi kom så langt måtte antifascister i hele landet gang på gang rive sig i håret i frustration over, at lokale kandidater fra Enhedslisten deltog i paneldebatter med både Danskernes Parti, Frit Danmark og resten af det yderste højres overdrev.

Det blev tydeligt, at Enhedslistens afdelinger udenfor de store byer ikke havde diskuteret sig frem til en holdbar strategi. Da partiet samtidig fra centralt hold meldte ud, at det måtte afgøres lokalt var situationen totalt kaotisk.

Samtidig så vi dog også kandidater i andre byer, f.eks. i Fredericia, der tog ingen platform-politikken seriøst og udvandrede, når fascisterne dukkede op ved valgarrangementer. Det var en befrielse at opleve, at den konstante søgen efter etablissementets accept ikke har fået udraderet antifascismen fra Enhedslisten.

Læren til fremtiden er, at vi som venstrefløj langt tidligere skal i gang med at diskutere strategi. Her har både Enhedslisten centralt, SUF og den udenomsparlamentariske venstrefløj fejlet. Det er alles ansvar, inklusive os selv, at tage debatten om hvordan vi bedst imødegår den fascistiske trussel. Det ansvar var der ingen, der tog på sig.

Fremtiden
Hvor står vi så nu, hvor valget er kommet lidt på afstand?

Først og fremmest, så har Danskernes Parti fået en stærkere platform at lave politik fra. Nu er valget slut, og de kan tillade sig at fjerne lidt af makeuppen og lade den traditionelle nazipolitik skinne mere igennem, for der er lang tid til næste valg.

Partiet fik tilgengæld hverken brugt lejligheden til at opbygge flere stærke lokalafdelinger eller at styrke sine aktiviter på gadeplan. Det har vi endnu til gode.

Samtidig har vi i både Danmark (efter kommunalvalget i 2005) samt i fx Sverige set, at når fascistiske grupper ikke bliver valgt ind, så resulterer det ofte i et træk i modsat retning; nemlig tilbage til de oprindelige tanker om fysisk magtudøvelse på gaden. Vi så hvordan White Prides vold blussede op efter Århus mod Moskeen ikke kom ind i 2005. Noget lignende kan ske nu. Allerede en uge efter valget blev København to gange ramt af nazistisk vold. Måske et tilfælde, måske ikke.

Uanset hvad, så er der stadig al mulig god grund til at tage truslen fra fascismen seriøst.

Ingen platform, ingen dialog. Bekæmp fascismen!

Antifascistisk Aktion, december 2013