29. juli 2011

Analyse: Kommentarfeltets bøddel

Efter massakren i Norge, begået af højreekstreme Anders Behring Breivik, har der været behov for nye analyser af det yderste højre. Dette er en af disse analyser, oversat fra svensk, og første gang bragt hos Researchgruppen.

Følgende analyse er forfattet af Mathias Wåg, oversat fra svensk, og blev første gang bragt den 27. juli 2011 hos Researchgruppen. Der er foretaget mindre redaktionelle ændringer i teksten.

Det er forfærdeligt. Massakren på Utøya og attentatet i Oslos regeringskvarter er det groveste højreekstreme terroranslag rettet mod den skandinaviske arbejderbevægelse. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne en så omfattende og langsigtet terrorplan fuldstændigt undgå efterretningstjenestens søgelys?

Først og fremmest må vi klart slå en ting fast. Det var et politisk anslag, politisk motiveret og rettet mod andres politiske motiver. Den første officielle reaktion var det modsatte: at behandle anslaget afpolitiseret, som et resultat af vanvid eller ondskab, rettet mod alle, mod hele det ”åbne samfund”. Det skulle mødes med samme type krisehandling som ved en tsunami, at opfordre til ro, sorg og nationalt sammenhold. Fredrik Reinfeldt (statsminister i Sverige, red.) opfordrede på sin pressekonference til sammenhold, national enighed, snarere end at fokusere på hvilken politisk trussel som havde angrebet os, eftersom en sådan diskussion bare ville hjælpe yderfløjenes ”ekstremister, som lever i en symbiose med hinanden”. Ekstremister, en totalt upolitisk kraft, en form for hooliganisme uden motiv.

Hvordan kan det være så svært at lave en analyse af den nye højreekstremisme? Hvorfor må vi ikke engang sætte mærkatet ”højre” på den?

Efterretningstjenestens analytikere har siddet i tv-sofaerne og forsikret om, at de har godt styr på ”hvid magt-miljøet”. Men alligevel så de ikke det her komme.

Disse to aspekter hænger sammen. De er en del af samme blindhed. Man har rettet søgelyset i en forkert retning. Vi har ikke et ekstremt højre længere, men flere. Den nye form for højreekstremisme som har taget form i Europa de seneste fem år, kommer ikke ude fra periferien. Den kommer ikke ud af de nynazistiske grupper eller hvid magt-miljøet (en navngivning selv de nynazistiske grupper stoppede med at bruge for ti år siden, da hvid magt-scenen kollapsede). Den kommer ikke ud af gadefascistbevægelsen, som Säpo (den svenske efterretningstjeneste, red.) sjusket overvåger.

Terroranslaget kom fra den etablerede højrepopulisme, det ekstreme højre, som i dag regnes for stuerent, som forskønnet kaldes for ”indvandringskritisk”, ”islamkritisk”, ”fremmedfjendsk”. Den har betydeligt tættere kobling til Sverigedemokraterna end til Svenska motståndsrörelsen eller Fria nationalister, ”hvid magt-miljøets” arvtagere. Researchgruppen har i flere artikler forsøgt at beskrive hvordan denne nye strømning har taget form, et ekstremt højre som agerer på et europæisk plan snarere end nationalt, er pro-israelsk og pro-zionistisk snarere end antisemitisk, som er islamofobt og kulturracistisk snarere end raceideologisk, og som ser kulturkampen som en betydningsfuld arena og hellere forklæder sin retorik i en type ”antiracistisk” sprogdragt frem for en betynget og stigmatiserende højreekstrem retorik.

Det fremstår mere og mere som, at Anders Behring Breiviks massakre på venstrefløjs-unge var planlagt lang tid i forvejen, og at målet var nøje udvalgt, for at give det størst mulige chok i samfundet og en maksimal spredning af Breiviks holdninger, sammenfattet i det 1500 sider lange klip-og-klistre manifest ”2083 – A European Declaration of Independence”. Dagbogsdelen i skriftet viser, hvor detaljeret terroraktionen var, og gør den til en af historiens mest dokumenterede terroranslag. Massakren var blot et middel, for at drage folks opmærksomhed på Breiviks verdenssyn og mane til flere terroranslag. I stedet for gå efter magthavere med høje stillinger, valgte han at gå efter græsrødderne, dem uden beskyttelse. Et ”kvantitativt” anslag snarere end ”kvalitativt”. Antallet af døde unge skulle give hans anslag større gennemslagskraft og chokeffekt end en enlig terrorhandling rettet mod ”magtens hjerte”.

Breiviks holdninger, som kommer til udtrykt i manifestet, står velforankret i de to ben som denne nye europæiske højreekstreme bevægelse er baseret på: counterjihad og metapolitik/kulturkamp.

Counterjihad-bevægelsen

Counterjihad-bevægelsen er opstået af den spredte islamofobi, som voksede efter 11. september 2001. (Læse mere om de konspiratoriske Eurabia-teorier her, her og her, på svensk). De seneste fem-seks år er et netværk af europæiske bloggere dannet, som samles under betegnelsen Counter-Jihad. De førende har været Gates of Vienna, Brussels Journal fra Belgien og Fjordman fra Norge. I april 2007 samledes netværket til et fælles møde i København, ”UK and Scandinavia CounterJihad Summit”. Mødet organiseredes af bloggerne Gates of Vienna og Fjordman, for at sammenføre og koordinere den nye bevægelse, med støtte fra Anders Gravers Pedersens danske netværk Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD, læs mere om dem hos Redox, red.). Udover en mængde bloggere fra Norge, Danmark og Sverige, var et eneste skandinavisk parti repræsenteret: Ted Ekeroth fra Sverigedemokraterna. Sammenkomsten er blevet fulgt op af årlige konferencer i Brüssel 2007, Wien 2008, København 2009 og Zürich 2010. Gates of Vienna opsummerer i et kortfattet manifest bevægelsens målsætninger:

”CounterJihads mål er:

1. At modsætte sig en fortsat islamisering af vesterlandet ved at eliminere den muslimske migration, ved at nægte at give plads til Islam i vort offentlige rum og institutioner, og ved at forbyde offentlige fremvisninger af islamiske handlinger. 2. At begrænse og indhegne Islam til de eksisterende nationer, hvor muslimer er en majoritet, deportere alle muslimske kriminelle og de som ikke er villige til, eller ikke er i stand til, fuldstændigt at assimilere kulturen i de lande, hvor de befinder sig. 3. At afslutte al udenlandsk støtte eller andre former for erstatning til de muslimske landes økonomi. 4. At udvikle et græsrodsnetværk, som skal erstatte den politiske klasse i vores lande, og eliminere den herskende multikulturelle ideologi, som gør islamisering mulig og som kommer til at forårsage den vesterlandske civilisations undergang, hvis vi lader den være i fred.” Den centrale ideolog, og organisator for netværket, er den norske blogger, der bruger pseudonymet Fjordman, som også er gæsteskriver på Gates of Vienna og Brussels Journal. Breivik kalder den ideologi, han tilslutter sig, for ”Vienna School of Thought”. Størstedelen af Breiviks manifest er direkte kopieret fra Fjordmans tekster, og Breivik forklarer også, at Fjordman er hans yndlingsforfatter.

Efter terroranslaget er der blevet spekuleret i koblingen mellem den anonyme Fjordman og Breivik. Ted Ekeroth selv har på sin blog sagt god for Fjordman, og forklaret, at Fjordman og Breivik ikke har noget med hinanden at gøre. På Gates of Vienna hævder Fjordman, at han aldrig har mødt Breivik personligt.

Gudfædre og finansører af den svenske gren indenfor CounterJihad-bevægelsen er brødrene Kenth og Ted Ekeroth fra Sverigedemokraterna, som har gennemført en række antiislamiseringskonferencer. Deres ”Anti-Islamiseringsfonden” finansierer bevægelsens konferencer. Rigsdagsmanden Kenth Ekeroth står også på bankgiroen for den vigtige svenske bevægelsesblog Politisk Inkorrekt.

Hvis CounterJihad-bloggernes opgave i første omgang har været at bedrive ”kulturkamp”, så er stadig flere politiske initiativer opstået ud af bevægelsen. Anders Gravers Pedersens SIAD har forsøgt at skabe et europæisk svar til SIAD, gennem Stop Islamisation of Europe, SIOE. CounterJihad-bevægelsen og SIOE har også vist stor interesse for dannelsen af den militante bevægelse English Defence League, som stammer fra den britiske hooligan-scene. Gennem en kombination af Facebook, sociale medier, og provokerende voldsomme demonstrationer udenfor moskéer, sammenfaldende med fodboldkampe, er EDL hurtigt vokset til en betydningsfuld massebevægelse, og den beskrives af det britiske politi som den største trussel mod den indre orden i Storbritannien.

EDLs ideolog Alan Lake blev inviteret af Kenth Ekeroth til hans Antiislamiseringskonference 2009, og i sommeren 2010 dannedes det svenske svar på EDL, Swedish Defence League, af en skare SD-sympatisører. (Læs Researchgruppens artikler her og her, på svensk.)

Breivik viste stor interesse for English Defence League, og har på det norske forum Document.no talt for en norsk version, for at kunne ramme de norske antiracistiske organisationer: ”Marxist/Islamist Jugend (Rød Ungdom, SOS Rasisme, Blitz, i samarbejde med Jihadunge)”. Han beskriver også på forummet, hvordan han har brugt EDLs facebookgruppe til at sprede sit propagandamateriale, haft chatkontakt med flere ledende EDL-folk samt hjulpet dem med at udforme ideologiske tekster. Breivik og EDL har delt samme fascination og identifikation med korstogsridderne som symbol på kampen mod Islam. Læs mere om Breiviks forbindelse til EDL her, på engelsk.

Norges centrale forum for antiislamisk debat er journalisten Hans Rustads Document.no, dannet i 2003. Det seneste år er foreningen ”Documents venner” dannet, og den arrangerer seminarer med store navne fra counterjihad-bevægelsen (som Roger Scruton), men også med personligheder som Lars Vilks. Breivik har været en aktiv skribent på forummet og har også deltaget på seminarerne. På forummet har han talt for, at Rustads site skulle blive grunden for en kulturkonservativ avis, og han har forsøgt at opmuntre til at starte et norsk EDL eller en norsk version af Tea Party-bevægelsen.

CounterJihad-bevægelsen har derved, på blot nogle år, udviklet sig med forgreninger ind i den parlamentariske lejr, en ”kulturkamps”-strømning gennem blognetværket, en militant gadegren – og nu, med Breivik, sit første terroristiske udtryk. Det kan ikke lade sig gøre at se på disse forskellige udtryk hver for sig, de skal bedømmes ud fra den helhed, de udgør, og det samspil, der sker mellem deres forskellige grene. Det, som skiller de forskellige grene ad, er gradforskelle, ikke artsforskelle. Grundanalysen og verdenssynet er det samme, det eneste, som her skiller dem, er synet på midlertidigheden, det vil sige, hvor overhængende og hastende truslen fra islamiseringen er. De ”moderate” dele anser krigen mod islam for endnu ikke startet og mener, at der stadig findes en chance for, via politik, at vende udviklingen og standse Islams udbredelse – mens de militante dele (både de gademilitante som EDL eller den terroristiske Breivik) ser, at krigen allerede er udbrudt, og at den politiske klasse allerede er helt korrumperet, hvorfor der ikke er tid til at tale for andet end direkte modstandshandlinger.

2083, hovedtitlen på Breiviks ”terrormanifest”, handler om det år, hvor islam har vundet krigen og det er for sent at agere – en henvisning til da det Ottomanske rige stod ved Wiens porte (Gates of Vienna) 400 år tidligere og ”truede den europæiske civilisation” forrige gang.

Kulturkamp

Islam skal ikke ses som en religion, men som ideologi, mener CounterJihad-bevægelsen. De ligestiller islam, kommunisme og nazisme som tre typer totalitære ideologier. Den marxistiske ideologi ses som skyldig i at have åbnet portene for islamiseringen med målsætningen at knuse vesterlandet. Synet på venstrefløjen hentes fra det franske nye højre, og deres diskussion om kulturkamp og metapolitik. Ifølge dette syn forsøgte 68’er-venstrefløjen at fordrive kapitalismen og tabte herved kampen om den politiske og økonomiske magt, men det lykkedes dem derimod at vinde den kulturelle magt. Den økonomiske ”hårde” marxisme faldt sammen med realsocialismens sammenbrud, mens den ”bløde” marxisme formåede at fastholde grebet om kundskabs- og ideologiproducerende institutioner såsom: uddannelsesvæsen, forskning, kultur og medier. Gennem sin kontrol over ideologiproduktion kunne venstrefløjen opnå en kulturel hegemoni, et problemformuleringsprivilegium, og derved sætte rammerne for de grundlæggende vurderinger og normer, som siden formede al politik. Roden til denne ”bløde”, infiltrerende marxisme, ”kulturmarxismen”, som har haft sin ”lange march gennem institutionerne”, mente det nye højre skulle findes i Gramscis teorier om hegemoni og hos Frankfurterskolen. Begrebet kulturmarxisme, multikulturalisme og politisk korrekthed bruges ligestillet af det nye højre for at forklare sådanne fænomener.

Teorierne er blevet fremsat i Sverige, først og fremmest af Nordiska förbundet, deres blogportal Motpol, forummet Nordisk.nu (hvor Breivik havde en bruger) og deres forlag Nordiska Förlaget/Arktos. (Læs mere om overgangen fra hvid magt-musik til metapolitik her). Den ”metapolitiske kamp, kampen om problemformulering, ord, begreb, normer og vurderinger, ses som politikkens forstadie, og blogskribenterne, forumtrollen og kommentatorfeltherrerne som en fortrop i denne kulturkamp. Kampen mod ”den politiske korrekthed”, underdogperspektivet, den ”det her må man ikke sige for tiden”-ånd som forener hele det ekstreme højre (og også dele af det etablerede højre, blandt andet Kristdemokraternes udspil om kulturvenstrefløjen) gøres i det nye højres teori til et sammenhængende politisk projekt. (Læs mere her).

For videre læsning:

Projekt Antifa: Anders Behring Breivik – en enlig svale?

Redox: Danske nynazister hylder norsk terror

Redox: Højreekstremist bag norsk terror

Det vita fältet: Övervaka nazisterna på nätet

Petter Larsson: Högern, hatet, hotet

Modkraft.dk: Norges progressive skriver om massakren og de højreradikale

Modkraft.dk: Kulturkonservativ terror i Oslo

Arbetaren: Vi glömmer er aldrig