5. februar 2012

Analyse: 300 eller fiasko

Om to måneder vil Danish Defence League demonstrere i Århus. Demonstrationen kan få omfattende konsekvenser, uanset om den bliver en succes eller ej. Projekt Antifa-redaktionen står bag denne analyse.

Når Danish Defence League (DDL) og en række andre internationale antimuslimske zionistiske organisationer den 31. marts vil demonstrere i Århus, er det virkelig alt eller intet. Får de succes kan det blive kickstarten på en racistiske offensiv hvis lige vi ikke har set siden tegningkrisen i foråret 2006. Danish Defence League er en kombination af det politiske ståsted fra gråzonen mellem Dansk Folkeparti på den ene side og de nynazistiske grupperinger på den anden side, samt den gadeaktivisme der var blandt andet Dansk Fronts vartegn i de svundne tider. Potentialet til succes er absolut til stede.

Bliver det en fiasko vil kritikerne fra den antisemitiske del af højrefløjen få ret, og Danish Defence League mister sin rolle som den danske højrefløjs nye up-and-coming organisation. Kritikerne fra blandt andet Danmarks Nationale Front (der er splittet i spørgsmålet) og White Pride mener, at DDL er en flok lallede amatører, der ovenikøbet løber ’jødernes ærinde’, fordi DDL entydigt tager afstand fra ’racisme og nazisme’. Bliver dagen en fiasko vil den tiltrækningskraft som det nye projekt pt. har forsvinde, og højrefløjen vil være tilbage i det post-Dansk Frontske dødvande.

DDL er en ung organisation på højrefløjen, og har med få undtagelser meget få bånd til de allerede etablerede grupper. Det betyder blandt andet, at DDL har meget få organisatoriske erfaringer. Det afspejler sig også i deres indkaldelse. Fra start har de meldt ud, at de forventer mellem 300 og 1000 deltagere. Selvom tallet 300 kan virke lavt set i forhold til England hvor English Defence League-demonstrationer flere gange har samlet adskillige tusinde deltagere, så er tallet meget højt for danske forhold.

Den største racistiske demonstration på dansk grund efter krigen er Hessmarchen i Roskilde i 1995, der samlede et stykke over 200 deltagere. Efter det skal vi til Svendborg i juni 2006, hvor Dansk Front samlede 150 deltagere. Til forskel for Roskildemarchen så bestod Dansk Fronts demonstration med to-tre undtagelser faktisk udelukkende af danske racister og nynazister. Langt de fleste deltagere i 1995 var tilrejsende fra andre nordeuropæiske lande. Ved Svendborgdemonstrationen var der i øvrigt den tilføjelse, at der var busrejser fra både Sjælland og Jylland (i øvrigt finansieret af Den Danske Forening), hvilke gjorde det langt lettere at komme frem.

På den måde vil det være lidt af en kraftpræstation, hvis DDL skal opnå de 300 deltagere. Så mange har der simpelthen aldrig været samlet ved en racistisk demonstration i Danmark før.

The magic 300

En af de ting der taler for, at de magiske 300 deltagere kan nås er DDLs succes med at bruge Facebook som mobiliseringsværktøj. Deres lukkede Facebookgruppe alene tæller mere end 700 medlemmer, og vokser hver dag. Til gengæld så er der på højrefløjen langt fra Facebook til gaderne. Da SIAD i 2009 havde annonceret en demonstration på Vibevej i Københavns nordvestkvarter, der senere blev flyttet til Christiansborg Slotsplads, havde de mere end 500 tilmeldte til Facebookeventen. De dukkede cirka 30 personer op.

Et andet argument for at tallet 300 måske kan rammes er den brede internationale opbakning. Defence Leagues fra en lang række lande har meldt deres ankomst, men spørgsmålet er hvor meget de så kommer til at trække. At der kommer talere fra en håndfuld lande er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der kommer store flokke af demokvæg fra samme lande. For de udenlandske deltagere gælder det, at de skal være villige til at ofre både penge og en hel weekend for at komme frem, og allerede nu kan man på flere af English Defence Leagues lokale afdelingers Facebooksider læse, at de ikke deltager på grund af transportudgifterne og distancen til Århus.

Mange andre ting kommer til at indvirke på, om det magiske tal opnås; hvordan pressen forholder sig til demonstrationen i tiden op til, hvordan den antiracistiske modstand bliver udformet og indkaldt, om der bliver fællestransport eller ej samt naturligvis hvordan DDL selv håndterer mobiliseringen.

Fiaskoens krav

Hvad kendetegner så en fiasko for DDL? Først og fremmest, så er deltagerantallet af altafgørende betydning. Selvom et deltagerantal på 200 set med hjemlige briller ville være højt, så har DDL med de selvtillidsfyldte meldinger sat baren for succes så højt, at alt andet end minimum 300 deltagere vil være et nederlag. De har sat sig et mål, ovenikøbet offentligt, og det er de tvunget til at opfylde, hvis de vil kunne kalde dagen for en succes.

Sekundært, så er det essentielt at deres machoidealer ikke får det kick, som de håber. En situation hvor et par hundrede racister og lidt flere antiracister står på hver sin side af en kæde af hollændervogne og råber og gestikulerer er lige præcis hvad DDL ønsker. At kunne filme sig selv med hætter, uniformer, danske og britiske flag, skrigende og gestikulerende i tryghed bag en politikæde - og så bagefter sprede videoer på Youtube af deres stolte krigere. Netop machogadekrigeridealet er formentligt der hvor DDLs største mobiliseringspotentiale ligger, hvorfor sådan en situation for alt i verden bør undgås.

Det efterlader mange andre muligheder. Erfaringerne fra Dresden og Lübeck med massive, fredelige, folkelige blokader af de nazistiske marcher de seneste år er et godt eksempel. Her har mange tusinder på et enigt grundlag stået i vejen for politiet, der i sidste ende har været tvunget til at afkorte eller helt aflyse de nazistiske marcher. Selvfølgelig kommer man ikke til at mobilisere 20.000 i Århus den 31. marts, men meget mindre kan også gøre det.

En anden interessant erfaring er modstanden mod nazimarchen i Stockholm tilbage i december. Her var indkaldt til demonstrationer på et fredeligt kodeks, der gjorde hele det centrale Stockholm til et inferno af vuvuzelaer, båthorn og stortrommer. Alle sidegader langs nazisternes rute var fyldt med både organiserede antiracister og overraskende mange lokale stockholmere, der konsekvent overdøvede nazimarchen, mens brugte lokumsbørster regnede ned over nazisterne. Mediebilledet efterfølgende var ikke præget af bandekrigsretorik, men i stedet af en kollektiv optursstemning over at en bred, lokal alliance havde stået sammen mod fascisterne.

Uanset hvad den antiracistiske bevægelse i Århus ender med, så er en ting sikkert: 31. marts kan blive en af de vigtigste antifascistiske dage herhjemme i adskillige år. Bliver DDLs demonstration en succes, kommer vi i fremtiden til at se DDL-demonstrationer med jævne mellemrum, landet over, og en øget tilstrømning af frustrerede medlemmer fra resten af højrefløjens inaktive grupper. Bliver dagen derimod en fiasko for DDL, hvad den antiracistiske bevægelse selvfølgelig bør arbejde på, er Defence League-konceptet i hvert fald for en tid dødt i Danmark.