16. maj 2014

Aldrig mere fascistisk terror – Antifascisme er en demokratisk pligt

1. maj uddelte Antifascistisk Aktion denne folder for at præsentere en dagsaktuel beskrivelse og analyse af den fascistiske trussel.

Der går sjældent en måned uden en ny historie om fascistiske angreb på venstrefløjen og minoritetsgrupper. Sydhavnen, Ukraine, Kärrtorp, Rusland, Malmö, Tyskland, Århus. Nazivolden hører ikke fortiden til.

Men vi vil ikke stiltiende se til. Det er muligt at stoppe fascismen.

Hver dag er en kampdag

Fascismen døde ikke ved sit historiske nederlag i Anden Verdenskrig. Ideologien overlevede, og i dag er der mange aktive fascistiske grupper i Europa, inklusive Danmark.

Fascismen trækker stadig blodspor efter sig. I Danmark har fascister stået bag talrige voldelige overfald, hærværksaktioner og trusler imod venstreorienterede, indvandrere og andre, der ikke passer ind i deres verdenssyn i de seneste år. Man kan nævne de mange politiske overfald i Århus, begået af White Pride, overfaldet på en indvandrerpige i Kolding ved Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelses (DNSB) Hess-march i 2007, eller de seneste måneders overfald på antiracister i Sydhavnen, begået af Danmarks Nationale Front (DNF).

I alle vores nabolande er situationen endnu værre. Der har fascister begået mordforsøg, såvel som mord og gennemført egentlige terroraktioner. Her kan nævnes Breiviks bombning og massakre i Norge, medlemmer af Svenskernes Partis knivoverfald på feminister i Malmø i år, eller Nationalsozialisticher Untergrunds (NSU) seriemord på indvandrere, samt bombninger og politimord i Tyskland, i årene 2000-2011.

Fascismens nye klæder

I Danmark har man ikke set fascistiske angreb i den størrelse siden bomben i Søllerødgade, 1992, hvor en ung antiracist blev myrdet. Derimod har vi set en lang række episoder med chikane, trusler og hærværk, ligesom fysiske overfald desværre også sker fra tid til anden.

Dagens fascisme kan bedst beskrives som en voldelig ultranationalistisk og antisocialistisk bevægelse. I Nordeuropa kan man opdele den fascistiske højrefløj i tre primære strømninger:

1. Klassiske nazister så som det danske naziparti DNSB, Danmarks Nationale Front og Svenska Motståndsrörelsen (SMR) i Sverige. De bekender sig åbent til Hitlers racebiogiske, antisemitiske verdensopfattelse og bærer også gerne hagekorssymboler.

2. Nynazister så som Danskernes Parti og søsterpartiet Svenskernes Parti. De har rødder i den klassiske nazisme, og deler de samme politiske mål, men bekender sig ikke åbent til nazismen og har droppet hagekorsene osv. til fordel for en mere spiselig, parlamentarisk orienteret profil.

3. Rabiate antimuslimske kristne så som English Defense League og dets mange knopskud (herunder Danish Defense League), Stop islamiseringen af Danmark (SIAD) og Anders Breivik. Deres racisme er ensidigt rettet mod muslimer (og altså ikke mod f.eks. jøder eller ikke-hvide kristne). Deres selvopfattelse baserer sig på en konspirationsteori om, at alle muslimer står i ledtog, og at muslimske indvandrere er en invasionshær, der ønsker at invadere Europa. De forsøger ofte at sløre deres fremmedhad som en slags religionskritik, men terroriserer regelmæssigt indvandrerkvarterer og muslimske enkeltpersoner.

Nogle fascistiske grupper spænder over flere af disse strømninger eller skifter position fra den ene til den anden. Eksempelvis startede Danmarks Nationale Front ud som en nynazistisk gruppe, men har anno 2014 stortset udviklet sig til en gadebande af klassiske nazister, med tætte bånd til DNSB.

Gadevolden og den individuelle terror er ikke fascismens eneste udtryk. Flere fascistiske grupper arbejder (også) parlamentarisk, og stiller op til valg. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Hitlers naziparti sad også i parlamentet før han i 1933 blev hjulpet til en total magtovertagelse af konservative kræfter, og demokratiet blev afskaffet.

Det er fejlagtigt at tro, at fascisme og dét, at arbejde inden for det borgerlige demokrati, ikke kan kombineres. Danskernes Parti bliver ikke mindre fascistisk af, at partiet stillede op til kommunalvalget sidste år. Heller ikke af, at de kalder sig et "demokratisk" parti; Deres vision om et racerent Danmark, hvor alle ikke-hvide er fjernet med magt (konkret vil man bl.a. frarøve folk deres statsborgerskab) og hvor kvindens plads er i hjemmet osv., er fuldstændig uforeneligt med demokrati. Den mest centrale demokratiske værdi er alle menneskers lige værd og lige ret.

En fascistisk magtovertagelse har måske nok lange udsigter i Danmark, men Dansk Folkepartis politiske succés har givet plads til at mere yderligtgående grupper kan opbygge en vis platform i befolkningen. Og selv små grupper af voldsberedte fascister, kan sprede terror og gøre skade på politiske strukturer.

Fascisme er systematisk vold

Fascistiske forbrydelser som dem vi har nævnt, er ikke bare tragiske hændelser, der med mellemrum spolerer freden. De er kontinuerlige og systematiske, hvad angår udvælgelsen af ofre. Fascisterne ønsker en etnisk udrensning i Danmark. Derfor angriber de minoriteter. Fascisterne ønsker en befolkning, der ikke arbejder for sin egen frigørelse, men for nationalstatens storhed. Derfor angriber de socialister og feminister.

Alle der ikke passer ind i fascisternes reaktionære samfundsideal, eller stiller sig i vejen for det, risikerer at blive ramt af disse gruppers forsøg på undertrykkelse. Deres vold er et offensivt politisk middel. Deres mål forudsætter vold. Antifascismen er et akut selvforsvar, der har som sit umiddelbare mål at stoppe fascistiske forbrydelser.

Det har vist sig, at fascismeproblemet ikke kan løses med lovgivning og politi. Hverken i Danmark eller i udlandet, f.eks. Tyskland hvor nazisme er forsøgt forbudt, formår myndighederne at dæmme op for fascistiske overgreb.

Ultimativt har man valget mellem at vente på at blive angrebet (eller at andre bliver det) eller at forsvare sig selv og gøre modstand.

Antifascisme er selvforsvar – socialisme er løsningen

Modstand imod fascismen virker. Ved at angribe deres strukturer og gøre det sværere for fascister at organisere sig, og ved at stille sig i vejen for dem, kan man stikke en kæp i hjulet på den fascistiske vold. Når København har været relativt forskånet for fascistproblemer i mange år, sammenlignet med andre steder, så skyldes det ikke mindst, at der er en bevægelse, der gør det svært for fascisterne at finde fodfæste.

Fascisternes vold må ikke foregå ubemærket. Modstand synliggør undertrykkelse og tvinger omverdenen til at tage stilling.

Den antifascistiske modstand er af og til af rent fysisk karakter, når faren gør det nødvendigt. Man kan ikke fraskrive sig retten til at slå igen, uden dermed at lade sig tromle ned. Den utryghed som fascistangreb skaber kan dog ikke overvindes af små antifascistiske aktionsgrupper alene. Vores største styrke er, når vi som bevægelse går på gaden samlet i hundrede- eller tusindvis. Her bliver det tydeligt, at vi er de mange og at fællesskabets styrke ikke kan nedtrampes.

Den antifascistiske modstand er nødvendig, men må ikke stå alene. Den skal gå hånd i hånd med kampen for et retfærdigt, socialistisk samfund.

Fascisme trives især under kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser og arbejdsløshed. Et socialistisk samfund med ligestilling blandt etniske og religiøse grupper, køn, seksualiteter osv. vil underminere fascismens rekrutteringsmuligheder i de arbejdende klasser. Det økonomiske grundlag for fremmedhad i befolkningen, og kapitalistklassens fordele ved den type konflikter, vil simpelthen være afskaffet.

Derfor er det nødvendigt at venstrefløjen kan arbejde i fred fra fascistiske overgreb. Antifascismen er et værn for venstrefløjen, lige så meget som den er et forsvar for udsatte minoriteter – og omvendt er en stærk venstrefløj det bedste værn mod fascisme i større skala. Vi ved med andre ord, at fascismen ikke kan knuses med magt, men med folkemagt. Reelt er det kun de borgerlige der tror, at fascisme kan håndteres med politi og fængsel. Tanken er både naiv og farlig.

Den håbløse afstandstagen

I disse år oplever man desværre en bølge af politikere fra venstrefløjen, der tager afstand fra aktive antifascister. Politikere, der spiller med på retorikken om, at der foregår en “bandekrig mellem det yderste højre og venstre”. Politikere, der, af frygt for pressen, spiller med på politiets parole om ekstremisme.

Dem, der tager afstand fra antifascismen er oftest priviligerede, og har aldrig oplevet fascistiske repressalier selv.

De negligerer enten fascismeproblemet, og risikoen for at problemet sagtens kan blive lige så stort som i andre lande. Eller de insisterer på at kampen udelukkende må føres med lovlige midler og/eller af lovens håndhævere, uden at tage hensyn til at dette ikke yder en tilstrækkelig beskyttelse. I deres øjne er det mere acceptabelt at socialister og minoriteter overfaldes, end at disse grupper slår igen på deres overfaldsmænd.

På Christiansborg er man i tryghed. Her risikerer man ikke umiddelbart, at blive overfaldet af fascister. Den strategiske afstandstagen fra antifascismen er et politisk problem. Der er brug for en samlet venstrefløj i antifascistiske spørgsmål såvel som i andre nødvendige kampe. Hvis vi lader fascisterne splitte os har de vundet en vigtig sejr.

Et samlet folk kan aldrig trampes ned.