23. januar 2011

Supervision - et vigtigt værktøj

Denne artikel er part to i Projekt Antifas artikelserie om bevægelsespleje og handler om supervision med udgangspunkt i supervisionserfaringer fra to aktivister, Maria og Mathias, der var aktive i Kirkeasyl i sommeren og efteråret 2009.

De fleste aktivister kan nok nikke genkendende til stres i længere eller kortere perioder i forbindelse med projekter og aktivisme generelt. I et projekt som Kirkeasyl med et meget højt stresniveau for alle indvolverede - asylansøgere, såvel som aktivister - er der en ikke ubetydelig fare for at gå ned med stres eller blive ramt af depression og, eller angst. I en sådan situation kan supervision være en stor hjælp.

Supervision er et begreb fra psykologien, men bliver også anvendt i andre professioner hvor folk arbejder med mennesker og relationer, f.eks socialrådgivere, sygeplejersker og pædagoger.

Kort fortalt går supervision ud på, at dem, der bliver superviseret, løbende har samtaler med mere erfarne kolleger eller andre relevante fagpersoner. Supervisorerne spørger ind til og hjælper med at starte reflektioner over de situationer og det arbejde, de superviserede er i. På denne måde kan supervisorerne hjælpe med at få lokaliseret problemstillinger, der er svære at håndtere, og også komme med råd og vejledning til at bearbejde disse problemstillinger.

Supervisionen af aktivisterne fra Kirkeasyl blev foretaget af en gruppe af frivillige psykologer og blev tilbudt til alle arbejdsgrupper i projektet. Derudover var der mulighed for at komme som enkeltperson, både til fællessupervision på tværs af grupperne og til supervision alene.

Maria og Mathias vi har snakket med var begge aktive i forskellige dele af Kirkeasyl.

Projekt Antifa (PA): Hvilke af supervisionenstilbudne i Kirkeasyl brugt i?

Maria: Jeg var i løbet af Kirkeasyl både i gruppesupervisionen med min arbejdsgruppe og til enkeltsamtaler og det var godt på forskellige måder. Gruppesupervisionen var god i forhold til, at sammen få snakket om hvordan vi havde det, i et rum der var dedikeret til det. Her kunne vi dele vores erfaringer og få luft for vores frustrationer sammen, og snakke om hvordan vi tacklede de ting vi oplevede. Enkeltsamtalerne var gode i forhold til lige at kunne få vendt ting man af en eller anden grund ikke kunne sige i en større gruppe med folk man ikke nødvendigvis kendte så godt.

Mathias: Jeg var også både til supervison i gruppe og alene.

PA: Hvorfor brugte i Supervisionen?

Mathias: jeg brugte supervisionen fordi jeg var rigtig stresset. Jeg stod i en situation jeg aldrig havde stået i før og følte mig meget magtesløs, jeg følte at jeg havde ansvar for nogen andre menneskers skæbne, og det var kort sagt en rigtig lortesituation. Men også fordi jeg brug for at kunne vende ting jeg var i tvivl om og de volsomme ting jeg og vi oplevede med nogen professionelle.

Maria: jeg brugte supervisionen på grund af stress og fordi der var nogen vanskelige situationer at tackle og også fordi jeg var ked af det. Helt konkret var både udvisningerne og senere kirkens rydning rigtig hårde, men også den generelle stress, som alle på forskellig måde følte, havde jeg brug for at få vendt med nogen.

PA: Virkede det at være til supervision og hvordan?

Maria: Ja! Det er virkelig uhensigtmæssigt at være i en situation med nogen meget pressede mennesker og så selv være kørt helt ned, det holder bare ikke. Så var det virkelig godt at få et rum, hvor man kunne få sat ord på de ting man ellers bare gik og rodede med selv.

Også det at finde ud af, at man ikke var den eneste, der havde det, som man havde det, var rart. Og også lige at få at vide, hvad man egentlig godt vidste; nemlig at det, at være stresset, ked af det og halv-deprimeret, ikke er underligt i sådan en situation. Det var rigtig godt.

Mathias: Som ikke-fagperson var det også nogle gange rigtigt svært at vide, hvad man skulle gøre f.eks i tilspisede situationer i forhold til konflikter mellem de folk, der boede i kirken, eller i forhold til folk, der var meget bange. Der måtte man prøve sig frem og så var det rigtig fedt at kunne snakke med nogen, der havde professionelle erfaringer i sådan nogle ting og som kunne hjælpe med at åbne tingene op for én.

En del af supervisionen fra psykologerne var også, at de forklarede om deres erfaringer i forhold til at arbejde tæt sammen med mennesker med svære traumer fra krig, flugt og ikke mindst det danske asylsystem. Dette gav indblik i mønstre og situationer, der var gode at være opmærksomme på og var en stor hjælp i forhold til at navigere i forskellige situationer, som de færreste aktivister i Kirkeasyl havde stået i før. f.eks håndtering af konflikter eller det at trække grænser for hvilke ansvar, man kan påtage sig i given situation.

PA: Vil I anbefale supervision til andre aktivister i lignende projekter?

Mathias: Jeg vil klart anbefale det - det er meget vigtigt at passe på sig selv og dem man er organiseret med. Man tvivler tit selv på, eller vælger at glemme, hvor hårde ting det er, man dealer med, fordi man er midt i et vigtigt projekt. Man glemmer sig selv og fokuserer på at løse den næste vigtige opgave i en lang række, og mærker først senere, hvor hårdt det har været, og så kan det desværre være for sent.

Maria: Helt sikkert. I hårde og lange projekter er det vigtigt, at bruge tid på ting som supervision, så man ikke brænder sammen i eller efter projektet. Vi tror nogle gange, at vi kan være en slags top effektive super-aktivister, hele tiden, fordi det vi arbejder med, er virkelig virkelig vigtigt fordi der er mennesker, hvis liv er på spil. Når det sker, så får man ikke lige mærket efter, hvordan man egentlig har det, og det holder bare ikke. Hvis man så oveni tilsætter, at det måske er lidt småhemmeligt, så man ikke engang kan snakke f.eks med ens andre venner, der ikke er med i projektet, om det man laver. Så kan det altså godt gå ret galt. Derfor tror jeg også, at en eller anden form for struktur eller formalisering omkring supervision ville være virkelig godt. At få en kultur omkring det, at passe på sig selv og dem man er organiserede med, og f.eks bruge supervision.

Mathias: Det er også generelt lidt et tabu ikke at kunne yde 110 % hele tiden. Vi er som miljø ret dårlige til at integrere folk, som ikke har samme høje aktivistniveau, eller som gør ting på nogle andre måder end de fleste er vant til, og der kan supervision også være et værktøj til lige at se på hvordan det er, vi som grupper gør tingene, og om der måske kunne være nogle andre måder at arbejde sammen på, som man ellers måske havde været blind for.