13. januar 2012

Militant strategi, militant kultur

I forbindelse med seminarrækken "Vi er alle militante" i 2007 skrev nogle af arrangørerne en tekst om hvad militant strategi betyder for den sociale kultur på venstrefløjen. Teksten kan absolut anbefales.

Dette oplæg handler om, hvordan militans som strategi påvirker vores politiske grupper, politiske identiteter og projekter, altså vores politiske kultur. Det handler også om, hvordan militans altid må være et politisk valg og ikke en automatpilot eller udtryk for en gruppes selvfølgelige konsensus. Baggrunden for mine overvejelser er, at der efter Ungerens rydning kom en grad af militans i aktionsformerne, som ellers har været uset længe. Og desværre kan der være en tendens til at gentage nogle gamle fejl i forhold til vores politiske kultur og politiske identiteter. Oplægget er hverken ment som et indlæg for eller imod militans, men som en refleksion over nogle problematikker i forbindelse med den. Jeg har opdelt mit oplæg i to dele: den første handler mere generelt om organisationskultur; anden del fokuserer på militans og omgangsformer og trækker på nogle af erfaringerne fra det gamle autonome miljø. Pointen med det hele er at diskutere militant strategi og militant kultur.

Kultur er politik!

Alle grupper af mennesker er grundlagt på bestemte underliggende regler og normer, som afgrænser hvordan det er okay at opføre sig, hvad der er okay at mene, hvad vi forventer af hinanden osv. – med andre ord bestemte adfærdskoder. Når man danner en social gruppe, danner man også en social kultur. Kulturens regler er oftest uudtalte og ubevidste og bliver af medlemmerne opfattet som selvfølgelige.

Der findes også magt i alle sociale relationer og grupper. Kulturen opstår herigennem, fordi det er magten, der definerer, hvilken adfærd der er ‘rigtig’ og giver status inden for det bestemte fællesskab. Gruppemedlemmernes adfærd formes efter dette billede af ‘rigtig adfærd’, som dermed reproduceres igen og igen. Kort sagt: Kulturen producerer en bestemt omgangsform og -tone, sociale normer og måder at være på over for hinanden. Den udmønter sig så konkret i fx bestemte måder at klæde sig eller snakke på – og i et socialt konsensus om hvad der er sejt, imponerende, latterligt og uudsigeligt.

Vi er alle sammen formet af forskellige sociale kulturer. Ikke mindst de politiske vi indgår i, fordi de er så vigtige for os. Det er os som fællesskab, der skaber og opretholder kulturen. Der vil altid være strukturer og normer, men det er op til os kollektivt at forholde os kritisk til dem, og forsøge at skabe dem, vi mener bedst afspejler vores visioner og værdier. Kulturen og normerne er politiske valg. Hvis ikke man forholder sig aktivt til dem, risikerer man at gentage det omgivende samfunds skævheder eller at skabe nye kulturer, der strider mod ens politiske projekt.

Kulturen er nemlig politik. Vi skaber også forandring ved at gøre den i vores hverdag og ved at fremvise den til andre. Vi skaber menneskebilleder og omgangsformer, udvikler os politisk og former vores politiske projekter. Kulturen skal derfor fremme og afspejle de værdier, vi kæmper for skal være fremherskende i samfundet. Lighed mellem kønnene, rummelighed, respekt over for andre og ikkehierarkiske strukturer er noget vi skal gøre – ikke blot noget, vi skal snakke om.

Militans

Det er klart, at der er utrolig mange ting, der påvirker organisationskulturen eller den politiske kultur. Valget af militans, måden at praktisere den på og måden at forholde sig til den i organisationen, er en af dem. Og fordi militans er et radikalt brud med det omgivende samfund, er den en af de mere betydningsfulde.

Dette oplæg bruger begrebet ‘militans’ smallere end resten af seminaret, og det er derfor nødvendigt lige at afklare betydningen: ‘Militans’ er en strategi til at signalere konflikt og konsekvens. Begrebet bruges her om et politisk udtryk, der godt nok ikke nødvendigvis behøver at indebære hverken vold eller hærværk, men som oftest medfører, eller truer med, vold og/eller hærværk. (Fx har en sort-blok-demo, som har et konfrontativt udtryk, men som ikke har tænkt sig at udøve hverken vold eller hærværk også et militant udtryk).

Det er vigtigt at skelne mellem forskellige militansformer – og at fastholde det skel både indadtil og udadtil. Vold er at udøve skade på et andet menneske. Hærværk er at ødelægge ting. Der er en verden til forskel.

Nogle erfaringer

I det autonome miljø i slut 90’erne og start-2000 var militans en selvfølge på mange måder. Det var en selvfølge, at det var en rigtig politisk stil og strategi (selvom det selvfølgelig ikke var alle politiske aktioner/aktiviteter, der var militante), men det var også i høj grad en identitet. Militans var ikke bare noget man udøvede. Militant var noget, man var, noget man tog på sig som personligt udtryk, hvilket til dels afpolitiserede det.

Nu ved jeg godt, at jeg her og i det følgende maler med meget bred pensel, men pointen er at give et kritisk billede af nogle af de problemer, der opstod omkring militansen. Jeg optegner nogle tendenser, som jeg oplevede dem. Det skal ikke ses som et forsøg på at male et fuldstændigt billede af et politisk miljø. Og det skal understreges, at det autonome miljø naturligvis også var meget andet end de tendenser – og rummede nogle seje politiske projekter, i øvrigt.

Selvom det autonome miljø på mange måder også uretfærdigt blev latterliggjort, misforstået og marginaliseret, var det i høj grad stagneret i et politisk udtryk, som ikke virkede og som ikke sigtede mod at kommunikere med omverden. Stilen var primært meget konfrontativ og militant. Miljøet levede lidt i en egen lille boble, hvor der herskede en slags elitær selvretfærdighed som gav indtrykket af: “Vi har ret og I fatter det bare ikke...”

Men især med modstanden mod topmøderne i Prag, Göteborg og Genova førte det hos mange til en genovervejelse af det politiske projekt og strategi. Vi fik tæsk af politiet, nogle blev skudt, vores venner fik lange fængselsstraffe og vanvittige varetægtsfængslinger sigtet for terrorisme og attentatforsøg, og omverdens generelle billede var, at vi var tossede voldspsykopater uden gyldige politiske budskaber. Det ensidige fokus på militans virkede ikke helt efter hensigten. Måske var det heller ikke vores politiske projekt at være lige så gode til at slås som politiet... Bl.a. som reaktion på denne situation dannedes Globale Rødder (GR) i 2001. GR meldte ud, at vold ikke var en strategi lige nu, og lagde meget stor (nogle vil mene lige vel rigelig) vægt på kommunikationen og på at skabe legitimitet for de politiske budskaber og værdier. Også mange som ikke nødvendigvis deler GR’s ideer og strategier har i dag revurderet den autonome bevægelses fokus på militans og vold, da det satte en spiral i gang, som man ikke altid kunne styre. Politikken blev lidt glemt i selviscenesættelsen af den superradikale aktivist.

Drengerøvs- og machokultur

Militante metoder kan være en brugbar og effektiv strategi – det må man som politisk gruppe forholde sig politisk og strategisk til.

Men selvom man forholder sig principielt positivt overfor militans, er det vigtigt at fastholde den konstante refleksion over militansen og at sikre en åben debat om den. Den er ikke altid det mest effektive eller smarte. Militans, og i særdeleshed vold, er et alvorligt valg: Vold, eller truslen om vold, er grundlæggende at tage magten over andre. Man gør sig til herre og underlægger andre et ultimativt magtmiddel, fordi det ikke giver plads til nogen dialog eller tvivl. Præmissen for at gøre sig almægtig er, at man har ubetinget ret. At true med vold er grundlæggende den samme mekanisme.

Det siger sig selv, at vold påvirker den, man udøver den over, og man bør gøre sig klart, at den fysiske smerte kan være det mindste af onderne. Men volden påvirker også den, der udøver den. Dette har i den autonome bevægelse været et tabu. Der var ikke rigtig nogen, der talte om de til tider voldsomme og skræmmende oplevelser, man kunne få til fx anti-nazi aktioner. Om at man kunne være bange eller hvad det gjorde ved én at deltage. Der var en social kultur, hvor den fysiske modstand var sejt, og noget man fik sociale point for. Der var en drengerøvs- og en machokultur – og kvinder kan sagtens brillere i begge, macho og drengerøv handler om attitude, ikke om køn.

Med begrebet drengerøvskultur mener jeg, når røverhistorier om vilde bedrifter, slagsmål og at være lige ved at blive snuppet af politiet, er meget fremherskende i sociale sammenhænge og fungerer som en måde at få social accept og status på. En stil som samtidig skaber nogle fortegnede billeder af den ‘rigtige måde’ at være på. Det kan presse nogle ud i situationer, som de hverken er klar til eller har gennemtænkt politisk. Der var i det autonome miljø en meget nonchalant måde at snakke om militans på, og det blev i høj grad et personligt udtryk, som man var fed, hvis man mestrede. Man performede militans som en identitet, der definerede en selv. Og så er faren, at den holder op med at være et politisk motiveret værktøj.

Desuden opdyrkedes til dels et billede af den benhårde aktivist, en macho-kultur som rummede stærke, tjekkede personer, der kan hævde sig selv. Svaghed virkede socialt uacceptabelt. Den stærke, loyale, handlekraftige mand med fuldstændig kontrol blev ubevidst ophøjet til det ideal, man søgte at efterligne. Der er ingen, der kan leve op til dette billede hele tiden, og nogle rammer det hårdere end andre. Der er nogle, der ikke kan klare det psykisk og forsvinder lige så stille. Der er andre, som kan opretholde stilen, men reagerer ved at udvikle et “kongesyndrom”. Der er nemlig ikke langt fra at kunne opretholde denne facade uden at vise “svaghed” til at få et selvbillede af at have en bestemt ret til magt, kontrol og styring – både privat og politisk.

Det er i den sammenhæng også værd at være opmærksom på, at militante situationer ofte er stress-situationer for kroppen – og de bliver siddende i dig. Man bliver angst af at opleve at have være i fare, og det er ikke særlig sundt. Man kan udvikle paranoia og et mistroisk forhold til omverden. Nogle situationer er selvfølgelig mere brutale end andre, men også ‘bare’ politiets brutalitet i demosammenhænge eller den stressede gadekampssituation kan udløse det. Det kræver åbne og ærlige snakke, og ikke bare henkastede røverhistorier.

Organisering

I det øjeblik man anvender militans som politisk kampmiddel, sker der noget med en rent menneskeligt, fordi man krydser nogle grænser – det gælder både volden og den ikke-voldelige militante, konfrontatoriske stil som sætter en selv og andre i pressede og ubehagelige situationer. Når man overskrider det omgivende samfunds grænser, er det vigtigt at have defineret nogle andre regler – alt er ikke okay. Miltansens form skal være i tråd med det politiske sigte.

Vold og militans kan dehumanisere andre. Dvs. andre mennesker betragtes ikke som en værdi i sig selv, men som et middel til at opnå noget. Derfor er det nødvendigt at være super-disciplineret som politisk gruppe og at sikre et godt solidt politisk bagland, hvis man vælger militans. Lad os tage tingene en ad gangen.

- Fordi vold og truslen herom dybest set, lidt skarpt trukket op, gør at man ophøjer sig selv til almægtig herre, kræver brugen af den en virkelig stor moral og disciplin. Både i forhold til altid at tage seriøse og grundige diskussioner om brugen af militans: hvad vil man opnå, hvad vil man kommunikere ud, hvem vil man kommunikere med eller til og hvilken metode er så bedst egnet hertil. Desuden, mener jeg, må man forholde sig etisk til militansen. Kan man forsvare at bruge den metode, ikke bare strategisk politisk, men også moralsk? Det gælder ikke bare vold, men også fx hærværk. Der er forskel på, om man smadrer en rude hos et multinationalt firma, tilfældige ruder på Nørrebrogade eller målrettet går efter privatpersoners ruder.

Forholder man sig ikke seriøst til det etiske aspekt, risikerer man at skabe en usund elitær kultur, en fornemmelse af, at man har så meget ret, at man kan gøre hvad som helst. Derudover risikerer man at dumme sig politisk, fordi militans også er kommunikation; hvis den ikke forklares udadtil, virker den bare som meningsløs hærgen på andre mennesker. De militante aktioner skal kommunikere det ønskede budskab ud og det gør de både gennem italesættelsen og formen. Forbipasserende skal ikke føle, at deres liv og førlighed er i fare (Vores mål er ikke usikkerhed, men frihed og retfærdighed!). Disciplin er desuden også nødvendig for at sikre, at man passer på hinanden i militante situationer og har kontrol over situationen.
- Det gode solide politiske bagland skal for det første sikre et forum at tage de politiske diskussioner i. Hvis dette forum mangler, er militansen ikke altid et kollektivt politisk valg, men derimod nogle enkeltes beslutning, et resultat af kombinationen politi-repression og dårlig demo-organisering, eller af vrede og frustration. Derudover skal man være klar over, at det er hårdt at sætte sig selv i pressede situationer og det kræver tillid til dem, man gør det med. Det er et kollektivt ansvar at sørge for at ingen lades alene efter voldsomme situationer, og det er politisk vigtigt at skabe rum for den ærlige snak om dem.

Afslutning

Derfor er det også vigtigt at passe på drengerøvsstilen og machokulturen, som gør alt det ovennævnte svært – at være opmærksomme på om ens organisationskultur og kollektive identitet fremmer en hård attitude, gør den kontrollerede superaktivist til skabelon for adfærd og belønner militant adfærd med status. I en kultur, hvor nonchalant blæren bliver den gængse måde at tale om militans på og belønnes med social anerkendelse, afpolitiseres militansen og gøres til et identitetsprojekt. Og så holder det op med at være et politisk valg og en strategi man vælger ud fra overvejelser om mål, midler, kommunikation, konsekvenser og politiske prioriteringer. Hvis militans definerer ens identitet bliver den ‘selvfølgelig’.

En hård attitude er ikke det samme som en militant politisk praksis. Hvis man skelner, mindsker man også risikoen for at skabe en organisationskultur, der skaber menneskebilleder og adfærdskoder, der strider imod vores værdier om en verden med mere empati, tolerance, rummelighed, ligeværdighed og respekt. Man kan sagtens være militant aktivist uden at den hårdhed, man viser sine politiske modstandere, bliver indoptaget i ens personlige adfærd eller relationer til andre.