15. januar 2011

Bryd tabuet - om venstreradikale og terapi

På store dele af venstrefløjen er brugen af terapi tabu, eller som minimum noget man ikke snakker særligt meget om. Det er problematisk, fordi det at kæmpe politisk kan have mange forskellige konsekvenser - som f.eks. fængsling, vold og trusler - der kan sætte dybe spor i os som mennesker. Nogen af dem der kan hjælpe traume-ramte aktivister er Gadeterapeuterne.

Teksten her består af tre dele. Først et interview med Gadeterapeuterne, der får plads til at præsentere sit projekt og de overvejelser de har gjort sig, og bagefter interview med to aktivister, der af forskellige årsager har gjort brug af Gadeterapeuterne. Vi håber med denne tekst at inspirere til, og kickstarte, diskussioner på venstrefløjen omkring brugen af terapi og af Gadeterapeuterne.

GADETERAPEUTERNE

Hvornår og hvorfor opstod gadeterapeuterne - og hvem er jeres målgruppe?

Vi blev dannet i starten af 2007. Vi var nogle terapeuter, der var medlemmer af borgerrettighedsgruppen ’Forældre mod politibrutalitet’ og vi oplevede på gaden, at mange var udsat for svære situationer, som satte deres psykiske spor. Vi hørte og så selv, at flere unge var i krise på grund af det, der skete. Rydningen af Ungdomshuset, volden, den massive kritik og modstand fra folk rundt omkring, i medierne, familien osv. Desuden hørte vi om flere. der havde det skidt, blev aggressive over for venner og kærester, blev depressive og selvmordstruede. Samtidig så vi gadesamariterne yde førstehjælp i forbindelse med demonstrationerne og blev klar over, at der ikke helt på samme måde blev ydet krisehjælp til det psykiske. Vi havde forestillet os at arbejde med grupper af unge, men det blev aldrig aktuelt, fordi der ikke meldte sig tilstrækkeligt mange til, at vi kunne danne grupper. I forbindelse med rydningen af Ungdomshuset og de mange varetægtsfængslinger blev vi mere aktivt opsøgende. Vi havde lavet en hjemmeside, vi havde et mobilnummer man kunne ringe til, og vi delte løbesedler ud i flere sammenhænge, blandt andet i Folkets Hus i Stengade. Efterhånden blev vi opsøgt af flere unge, der kom enkeltvis, fordi de havde hørt om os i miljøet. Og det fortsatte siden 2007, ja faktisk foregår det jo også idag på den måde. Mund til mund anbefalinger og venners opfordring, fordi de bliver bekymrede for hinanden. Vi havde organiseret ca. 15 terapeuter omkring rydningen, men så mange blev der faktisk aldrig brug for. I dag er vi ca. 6 terapeuter og de fleste af os er også organiseret i Forældre mod Politibrutalitet. I 2009 og 2010 har vi haft flere gruppesamtaler med forskellige aktivistgrupper, der har været i konfrontation med politiet og haft behov for en form for debriefing. Desuden har vi tilbudt at være rådgivere på ’omsorgsproblematikker’ i forbindelse med aktivisme - blandt andet at holde øje med hinanden, at opfordre til debriefing, men også at hjælpe hinanden med ikke at påtage sig større opgaver end gruppen kan magte. Det har været en problematik, der har været særligt vanskelig for flere grupper.

Vores målgruppe er unge i det venstreorienterede miljø, som via deres politiske og aktivistiske holdninger og/eller aktioner oplever sig belastet på en måde, som forringer deres mulighed for at leve en hverdag med normale relationer til familie, pårørende og venner samt normal indsats i forhold til uddannelse og job.

Hvordan er I organiseret?

Vi har etableret os som en forening for blandt andet at kunne søge økonomiske midler til telefoner, hjemmeside, kurser og lignende. December 2010 er vi fem aktive terapeuter og to passive. Vi har alle en uddannelse som psykolog og/eller psykoterapeut med obligatorisk supervision som en del af uddannelsen. Vi er enige om, at man kun kan indgå som gadeterapeut, hvis ens politiske holdning overordnet indeholder forståelse for og accept af de unge venstreorienterede. Vi fører ingen journaler, har ingen lokaler – næsten alle samtaler foregår som ”samtaler på gaden” – vi har dog mulighed for at låne lokaler af en kollega, når vi f.eks. har en gruppeseance.

Hvorfor kontakter folk jer?

Det gør de af forskellige årsager:

På baggrund af en konkret, voldsom oplevelse i forbindelse med demonstration, aktivisme eller overfald.

Hvis de har haft psykiske problemer gennem længere tid, som hænger sammen med ovennævnte. Det kan være angst, depression, paranoia, aggression, stress, posttraumatisk stress, tanker om selvmord m.m.

Når de har problemer med relationer til familie, kæreste og/eller kammerater inden for miljøet eller uden for miljøet. Det kan være besværligheder med at styre temperamentet, føle sig alene med alvorlig viden og i det hele taget problemer med håndtering af erfaringer fra miljøet. Vi ser at de unge, på trods af mange psykiske vanskeligheder, som regel vil ”klare alt selv” og ”aldrig sige nej” og være ”100% loyal”, samt at ville ”gøre en forskel”.

Her kan vi tilføje, at problemer som ovennævnte ofte (og almindeligvis) medfører ”rippen op” i gamle problemstillinger. F.eks. skilsmisse, død, alkoholproblemer og vold i barndomsfamilien, gamle konflikter i f.eks. skolemiljøet, erfaringer med mobning, forladthed, anderledeshed med mere. Når man udsættes for en voldsom oplevelse, alvorligt pres gennem længere tid, overfald og/eller trusler om overfald vil disse gamle problemstillinger normalt dukke op igen og kræve opmærksomhed og bearbejdning. Derfor indeholder en gadeterapi ofte, at der tales om tidligere oplevelser. I terapien forsøger terapeuten at bringe de gamle historier ind i nuet med henblik på en bedre forståelse af egne og andres reaktioner - og dermed mulighed for bedre at håndtere nuet. Det er den unge selv, der afgør, hvad der skal snakkes om – men terapeuten vil typisk spørge til, om der er tidligere begivenheder, som har været vanskelige. Vi er opmærksomme på, at den unge får gang i sine egne ressourcer: kropsligt, intellektuelt og følelsesmæssigt.

I henvendelserne til os er der både ressourcestærke og ressourcesvage unge. Og selv de ressourcestærke har perioder med få kræfter, hvor de kan have svært ved at håndtere belastningerne. I den forbindelse finder vi det godt at skabe forståelse for, at det er nødvendigt med åbenhed omkring ressourcer og det at få hjælp. Det er en psykisk belastning for næsten alle at deltage i/udholde/bearbejde voldsomme oplevelser – og hvis man ikke vil brænde ud eller ”gå ned”, skal der skabes viden og forståelse for, hvordan man bearbejder disse oplevelser og får dem ”hægtet sammen med” livets øvrige erfaringer.

Hvordan er det med tavshedspligt?

Vi er omfattet af den samme tavshedspligt som i vores normale jobs som terapeuter og psykologer. Vi deler terapierfaringer med hinanden med henblik på at kunne levere den bedst mulige terapi til de unge – og for at sikre et højt fagligt niveau. Tavshedspligten brydes kun, hvis terapeuten får kendskab til, at den unge eller andre vil blive udsat for livsfare – altid med den unges vidende.

Hvilke reaktioner har i fået på jeres initiativ?

Ikke så mange reaktioner, men positive. Vi er blevet kendt efter mund-til-mund metoden, Man kender lidt til os på de københavnske institutioner og blandt visse praktiserende læger efterhånden. Det virker som om der er en vis respekt om vores arbejde. Flere spørger om de kan sende andre end de politisk aktive unge til os, hvilket vi afviser. Stadig flere unge i miljøet kommer til os efterhånden som de forskellige grupperinger får øje på os og selv diskuterer betydningen af at forebygge og gøre noget ved psykisk belastning.

Hvordan er jeres opfattelse af det venstreradikale miljøs syn på terapi? Vi har oplevet en del skepsis i starten – men næsten hver gang med efterfølgende tilfredshed. Mange har været overraskende uvidende om, hvad terapi og samtaler som disse kan bruges til. Trods skepsisen har der været en stor åbenhed overfor, at ”der måske er noget her”. Af og til udtrykker en ung en slags ”flovhed” over at have brug for hjælp i form af terapi – flovhed i forhold til de andre i miljøet og i forhold til de mennesker, de f.eks. kæmper for, som f.eks. flygtninge/asylansøgere.

Fra vores professionelle miljø kender vi til det høje ambitionsniveau i forhold til at ville klare mest muligt med mindst muligt hjælp. Men vi lærer som noget af det første, at det netop er uprofessionelt at tro, at man kan klare ”alt”. Det bedste er at kende sine begrænsninger og ressourcer, påtage sig arbejdsindsats herefter og være parat til bearbejde ens oplevelser, evt. i forbindelse med debriefinggrupper. Så kan man bedre holde til belastningerne!

Hvad hvis man ikke ved hvad man skal snakke om med en terapeut?

Det er ret almindeligt, at have en fornemmelse af, at der er noget, som kunne have godt af at blive trukket frem i lyset fra fortiden. Terapeuten kan hjælpe med her. Hvis man som bruger af gadeterapi ikke ved, hvad det er, og ikke rigtig ved, hvad man skal sige, så er det dét, man skal sige – det er nok for terapeuten, som er trænet i at stille spørgsmål. Sammen undersøger vi den unges historie og ser på, hvordan man forstod historien/hændelsen dengang og om en ny forståelse/tolkning måske kan bane sig vej frem. Terapeuten kan som sagt være fødselshjælper eller ”detektiv”. I fællesskab går man på jagt efter særlige oplevelser/hændelser i fortiden og bruger sine refleksioner til eventuelle nye fortolkninger. Det er altid den unge selv, der ved, om en tolkning er rigtig. Målet er, at det, der ligger og trykker kan blive integreret i livet her og nu på en måde, så det ikke står i vejen for udfoldelse af det liv, man gerne vil.

Så man skal altså bare henvende sig til os, selv om man er i tvivl. Ring, sms eller skriv en mail. Så aftaler vi en snak om det evt er en god ide at fortsætte med et terapeutisk forløb.


INTERVIEW MED BRUGER AF GADETERAPEUTERNE - EN MAND I MIDTEN AF TYVERNE

Hvorfor opsøgte du gadeterapeuterne?

Det er der flere grunde til. Den overordnede årsag var nok ensomhed. Ungdomshusets rydning havde skabt et socialt tomrum i mit liv. Det sted hvor jeg altid kunne tage ned og altid møde folk som jeg kendte, var pludselig væk fra den ene dag til den anden. Og jeg var ude af stand til at rende ud på gaden sammen med mine venner og kammerater og forsvare det, og senere hævne det overgreb, som rydningen var overfor os brugere, fordi jeg kort tid forinden var blevet far, og havde en betinget dom svævende over hovedet.

Derudover var der opstået en social distance til det miljø som jeg følte mig så meget som en del af efter at jeg var blevet far. Det gav mig enorme vanskeligheder i forhold til min selvforståelse som revolutionær. Jeg var og er stadig revolutionær, men jeg gled ligesom ud af miljøet, fordi jeg nu i stedet for som hidtil at være fuldtids aktivist, nu var part time familie far og part time aktivist. Det er der, føler jeg, ikke så godt plads til. Det og så at folk visse dele af miljøet anser det for borgerligt at stifte familie. Der var altså opstået et kæmpe tomrum i mit liv, socialt og politisk. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen for at få det fyldt ud, og jeg følte ikke at jeg kunne lave revolutionært arbejde, fordi der ikke var nogen social basis, som aktivismen jo ofte bygger på i miljøet. Og så var der, opdagede jeg, en masse ubearbejdede episoder fra mit politiske liv der lå og skurrede et sted derinde i hovedet.

Hvordan var processen med at få kontakt til dem?

Min ven havde gået hos dem, og han anbefalede mig at snakke med dem, efter at min kæreste af nogle af de samme årsager var gået helt ned med flaget. Han snakkede med sin terapeut og fik et nummer på en anden terapeut til mig på den måde.

Hvor længe snakkede du med dem?

Omkring et år.

Hvordan fungerede det, hvordan og hvor ofte mødtes i?

To gange om måneden cirka. Vi mødtes altid i det centrale København og så gik vi rundt og snakkede i to-tre timer. Det var super fedt. Min terapeut var meget behagelig og forstod mine problemer selvom de fleste borgerlige psykologer nok havde reageret helt skævt på mange af mine tanker, for eksempel i forhold til tanker og følelser omkring militant arbejde. Men ham her han lyttede og forstod og svarede som et politisk tænkende menneske til et andet. Det var super.

Hvor mange i din omgangskreds har vidste du har snakket med dem?

To personer. Tror jeg.

Hvordan har folk reageret på det?

Min kæreste er den ene der ved det og hun har selv været tilknyttet gadeterapeuterne. Og den anden er min ven der foreslog mig at tale med dem.

Hvordan er dit generelle indtryk af folk i bevægelsens syn på terapi?

Jeg tror det er meget blandet. Men jeg kunne forestille mig at der var nogen som ville mene at det er et tegn på svag politisk overbevisning at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden af ens valg eller så noget... Jeg ved det ikke. Jeg kunne osse godt forestille mig at der var nogen der ville være bange for at man ville ”stikke” dem til terapeuten, som så ville løbe hen og fortælle det hele til PET. Folk er for det meste rigtig gode ude i situationen til at tage sig af hinanden, men vi har alle sammen svært ved at snakke om voldsomme episoder på en ordentlig måde bagefter. Så bliver det mere ”røverhistorier” og sådan.

Hvorfor har du ikke fortalt flere folk omkring dig at du snakkede med gadeterapeuterne?

Det ved jeg ikke. Vel fordi at følelser ikke er det man snakker med folk om i miljøet.

Hvordan vil du anbefale andre der tumler med lignende problemer at forholde sig?

Jeg ville sige at de ikke skulle tøve med at tage fat i gadeterapeuterne, men jeg ved faktisk ikke hvordan man gør hvis ikke man kender nogen der kender nogen...

Hvordan tror du man kan komme problemet omkring manglende evaluringer og debriefinger (og dertilhørende røverhistorier) til livs?

Det er et godt spørgsmål... Det er jo først og fremmest et spørgsmål om kulturen i miljøet. Jeg tror kun at man kan organisere sig ud af det. Simpelt hen skabe rammerne og rummet til at få snakket ud efter tumulter, og det er naturligvis nødvendigt at skabe de rammer allerede før de er nødvendige om man så må sige, for ellers bliver det ikke gjort. Når folk har været ude og lave et stykke militant arbejde, trækker man sig ofte ind i sig selv bagefter, og vil bare gerne lægge afstand til begivenheden, og det er jo der røverhistorien kommer ind i billedet. Det er derfor det er nødvendigt med en organisering med rammer der kan holde til de situationer hvor folk har allermest brug for at snakke med hinanden, men har allermindst lyst.


INTERVIEW MED BRUGER AF GADETERAPEUTERNE - EN KVINDE I STARTEN AF TYVERNE

Hvorfor opsøgte du Gadeterapeuterne?

Jeg havde gennem lang tid været meget nedtrykt og fik nogle vilde nedture hvor jeg blev rigtig ked af det uden nogle grund. Samtidig var jeg også rigtig bange når jeg var alene, både hjemme og udenfor.

Hvordan var processen med at få kontakt til dem?

Processen med at få fat på dem gik nemt, jeg havde fået deres nummer af en ven. Da jeg fik ringet til dem, begyndte jeg til at starte med, med nogle telefonsamtaler indtil de havde fundet ud hvem jeg skulle være hos. Der gik et par uger fra jeg ringede til jeg mødtes med dem.

Hvor længe snakkede du med dem?

Jeg tror jeg snakkede med dem i to måneder cirka.

Hvordan fungerede det, hvordan og hvor ofte mødtes i?

Vi mødtes cirka hver anden uge. Det fungere meget godt, det var rigtig rart at have nogle at snakke med. Samtidig så hende jeg gik hos arbejdede meget med en meditativ form for terapi, som jeg ikke rigtig syntes virkede.

Hvor mange i din omgangskreds har vidst du har snakket med dem?

Jeg snakkede om det med min nærmeste omgangskreds. Men muligvis har folk jeg kendte mere perifert også vidst det.

Hvordan har folk reageret på det?

Folk har taget det stille og roligt. De fleste begyndte meget at spørge ind til, hvordan jeg havde det og hvordan det gik med at snakke med gadeterapeuterne.

Hvordan er dit generelle indtryk af folk i bevægelsens syn på terapi?

Jeg tror der mange der mener, at det er nødvendigt for mange i bevægelsen at få noget hjælp og at vi er i en bevægelse med overvejende mange der har/haft problemer, der skulle løses med hjælp udefra. Jeg tror bare at rigtig mange ikke stoler på systemet og ville have meget svært ved at overlade sine venner/sig selv til det. Jeg tror folk er bange for at blive misbrugt og blive fanget i det og at man mister en stor del af sin frihed og anonymitet ved frivilligt at udlægge sig. Derfor tror jeg så at mange ser gadeterapeuterne som en god ting, en mulighed for at få noget hjælp uofficielt.

Besøg Gadeterapeuternes hjemmeside