12. oktober 2014

Kronik: Spise med Nipster?

Hvorfor "Nipster"-termen er vigtig, nynazister stadig er en demokratisk trussel og det højreradikale tv-køkken ikke er sjovt

Tyske nipsters (nazi-hipsters)

De deler tøjstil og attitude med din smarte ven. Deres musiksmag er cool. Deres YouTube-køkken er ligeså kult og hipt som din egen flirt med øko-vegan-køkkenet. Du liker deres fotos og andet godt på FB, instagram, tumbl’er, twitter og andre sociale medier. Nazi-hipsteren har set dagens lys, og du fatter det ikke.

I juni 2014 bragte det legendariske amerikanske magasin Rolling Stone en artikel om "Nipsters", der er en sammentrækning af ordene "Nazi" og "Hipster". Over sommeren har en lang række medier citeret artiklen. Fælles for disse er, at fænomenet tages meget alvorligt. Og det med rette. Men fælles for de forskellige mediers behandling af fænomenet er også en vis overraskelse over, at radikale aktivister bruger moderne virkemidler til at nå et publikum.

Et ofte citeret eksempel på Nipster-bølgen er den tyske YouTube-udsendelse "Balaclava Küche": To unge mænd agerer værter og laver mad i hjemlige omgivelser iført t-shirts med forskellige slogans som "Make love and War", elefanthuer og armbind, der dækker deres tatoveringer, og der er noget næsten hyggeligt og studentikost over set-uppet. Amatørismen skriger til himlen, stjernekokke er der ikke tale om. De to unge mænd leger snarere med den populære madprogramgenre, og får med smut i øjnene under huerne listet forskellige politiske budskaber ind mellem snittearbejde og diskussioner om gode råvarer.

I afsnit 3 taler de f.eks. nonchalant om, at en stor køkkenkniv kan gøre skade på knogler, men også på ca. 6 mio. mennesker. "Og hvorfor så 6 mio.?" lyder det retoriske spørgsmål. Svaret er: "Det kan jeres lærer forklare jer", efterfulgt af hjertelig latter, mens kokkene demonstrerer, hvordan man skærer løg, og betoner, at det er vigtigt ikke at smide mad ud.

Umiddelbart virker "Balaclava Küche" ikke som den værste samfundstrussel med sine mellem 3.000 og 11.000 visninger pr. afsnit i skrivende stund, særligt når man tænker på, at den tyske stat anslår, at den nynazistiske scene i Tyskland består af mere end 20.000 mennesker.

De to unge mænd taler for økologi, vegan-livsstil og miljøvenlighed, mens sæbebobler flyver let henover bordet. Hitler var efter sigende vegetar, og nationalsocialismen optaget af den sunde krop, altså er der ikke tale om domænetyveri som sådan. Der er til gengæld tale om en højreradikal charmeoffensiv, som det øvrige samfund først langsomt er ved at få øjnene op for.

Derfor alvoren. Nipsteren er nemlig ikke kun aktiv i skæve madprogrammer. Rolling Stone viser eksempler på andre pop-tiltag; nazi-versionen af ,,Harlem Shake” fra 2012 har mere end 78.000 visninger på YouTube. Hiphop-kunstneren Dee Ex ses i sine videoer ofte med højre arm strakt ud bl.a. i haven på Jüdisches Museum i Berlin. Dee Ex’ Facebook-profil har pt. mere end 7000 likes. Tøjmærket "Thor Steinar" udgør sin helt egen modeindustri, og brands som New Balance, Fred Perry og Lonsdale har måttet se sig mangfoldiggjort i højreradikale miljøer, fordi deres logoer og navne kunne anvendes til at signalere nynazistiske symboler og pludseligt dannede en form for parallelmode.

Anvendelsen af de sociale medier og herunder dele af populærkulturen til at fremme en politisk sag bliver brugt af alle politiske aktivister og partier. Det voksne Europa græmmer sig, og er nødt til at tage demokratisk stilling til højredrejningen, senest tydeliggjort ved EU-valgets demonstrative resultat, mens de yngre generationer boltrer sig på nettet, og viser deres aktivisme gennem shares og likes og anbefalinger efter eget ikke-partipolitisk valg.

I Danmark har Danskernes Parti, anført af den unge Daniel Carlsen, taget den venlige mediestrategi til sig. Den danske ekstremismeforsker Chris Holmsted Larsen beskriver i Weekend Avisen (11. juli 2014), hvordan Carlsen har redigeret i symbolbrugen i partiets YouTube-videoer og at han tier om den Holocaust-benægtelse, han tidligere har været afsender af. Da Carlsen stillede op til kommunalvalget i 2013, uden dog at opnå mandat, bestod programmet primært af punkter som dyrevelfærd, økologi og miljø, hvilket er i tråd med de øvrige europæiske højreorienterede partiers strategi.

Det nye ligger ikke gemt i det lille præfiks "ny-", men i det antageligvis vellykkede og for samfundet overraskende forsøg på at gøre nynazismen hip, spiselig og venlig. Det er en ret aggressiv bevægelse, der er gone vegan: Overraskelseseffekten er stor og paraderne nede, og der venter en vigtig opgave for enhver forælder, underviser, politiker, etc. i at overbevise ukritiske dele af det yngre hipster-segment i al sin bredde om, at venlige nynazister nu engang stadig er nynazister, og ikke et par hyggelige fyre fra din fredagsbar, der laver øko-vegan-mad krydret med lidt chik web-aktivisme.

Særligt i lyset af den verserende NSU-sag er det værd at bemærke, at selv få bække små, kan gøre en større å. Mens dens tyske efterretningstjeneste forsynede en lang række højreradikale aktører med penge, mobiltelefoner og vigtigst af alt næsten juridisk immunitet mod oplysninger om det højreradikale miljø, opererede Nationalsozialistischer Untergrund (NSU) i 10 år lige foran næsen på staten. Trioen formåede bl.a. at myrde 10 mennesker. Mistanken var rettet alle andre steder hen; mod Østeuropa, mod mellemøstlig mafia, mod islamisk terrorisme… Problemet med NSU-trioen er, som "-trio" antyder, at selv få individer i værste fald kan udrette stor skade i et demokrati, der med den tyske forfatter Stefan Austs ord i mange år var "blind på det højre øje", og ikke så truslen komme fra højre, trods efterretningstjenesternes ret tætte forbindelser i miljøet. NSU er tysk, men den højreradikale scene omkring dem havde (og har!) tætte forbindelser til bevægelser i både Danmark, Vesteuropa og USA. F.eks. florerede der i det tyske nynazistmiljø en video med en opfordring til at slå den danske journalist og Demos-aktivist Erik Jensen ihjel. Om end højreradikale i Danmark ikke er socialt accepterede eller en del af vores nationale fjendebillede, her passer islamisk terrorisme meget bedre, er der altså ingen grund til at tro, at fænomenet kan reduceres til at være et tysk problem.

Europa sover i timen, ligesom Tyskland sov i timen ift. NSU. NSU-trioen lignede ikke andre terrorceller, der anvender medierne til at promovere sig selv og eget budskab. Der er en udbredt tese om, at terrorisme er et kommunikationsmiddel, men NSU anvendte ikke medierne i klassisk pr-forstand. Denne ny-gamle strategi, altså et anonymt virke, tog Tyskland på sengekanten, ligesom den nyere mainstream-strategi, f.eks. anvendelsen af de sociale medier, fra den højreradikale scene synes at gøre det. De nye højreradikale terrorister er ikke nødvendigvis klassisk medieliderlige, ligesom de nye højreradikale aktivister ikke nødvendigvis er aggressive skinheads. Snarere ser vi eksempler på anonymt eller mainstream-venligt virke, hvilket er en stor udfordring for Europas demokratier og efterretningstjenester, og kalder på en nytænkning af trusselsbilledet fra denne fløj af den politiske scene. De demokratiske samfund, herunder Danmark skal altså til at tænke "u-klassisk". Måske er det ikke så meget nynazisternes nyeste pr-strategier eller måden NSU organiserede sin terrorisme, der er problemet, men samfundets stivnede og klichéfyldte opfattelse af en nynazist?

Glem derfor alt om kronragede særlinge. Nye nynazister, altså teknisk set neo-ny-nazister, anvender mainstream-koder ift. beklædning, musikstil og attitude eller gemmer sig i bittesmå terrorceller uden at gøre meget væsen af sig. Og sådan har det faktisk været længe. Mediernes italesættelse af fænomenet "Nipster" er forhåbentligt medvirkende til at danne en bevidsthed omkring fænomenet, som rækker ud over forskningskredse til politikere og borgere.

Kronikken er udtryk for skribentens egne holdninger