1 april 2014

Hvad vi mener, når vi siger, at antifascisme er selvforsvar

Følgende Kronik er skrevet af vores svenske kammerater fra Förbundet Allt Åt Alla, Lund.

af Förbundet Allt Åt Alla, Lund

”Antifascisme er selvforsvar” er en parole som er blevet brugt i Sverige i ret stor udstrækning i knap 10 år. Til gengæld er det ikke et ret almindeligt kampråb i de af vores nabolande der har store udenomsparlamentariske bevægelser. Der er i stedet ”antifascisme betyder angreb” (antifa heißt angriff) eller ”nazisme er en forbrydelse, ikke en holdning” som er standardudtryk på den tysksprogede radikale venstrefløj, som er den toneangivende kræft i europæisk antifascisme.

Når liberale aviser forsøger, at dissikere vores parole som noget voldsglorificerende forstår de ikke, at det er i relation til disse to paroler, og som en del af en større diskussion socialister imellem, at dette kampråb må forstås. Nazisme er hverken en ”holdning” eller en ”forbrydelse”.

På en måde har de liberale selvfølgelig ret. At sige at ”antifascisme er selvforsvar” er at vende en liberal problemformulering på hovedet. Det er en kritik af deres demokratisyn, hvor politiet er en uproblematisk og neutral aktør. Vores analyse tager i stedet for udgangspunkt i fascisme som et praktisk og taktisk politisk problem. Vi ser ikke nazismen som en ”holdningspakke” som man kan bekæmpe gennem ”oplysingsarbejde”, en holdningspakke som når den ikke bekæmpes tenderer til, at føre til ”forbrydelser” som igen skal bringes for ret og afstraffes af staten som så skaber ”retfærdighed”.

Fascismen er en reel bevægelse vi må konfrontere for at kunne fortsætte med at være politiske aktivister. Vi er antifascister for at være frie for at blive ofre, og for at være frie for at overlade opretholdelsen af retfærdighed til staten. Vi vil ikke have det som staten kan tilbyde os. Vi vil ikke have deres retfærdighed, vi vil ikke have deres genoprettelse. Vi vil have mulighed for at lave politisk aktivisme og forandre samfundet. Derfor forsvarer vi os. Nogle gange med vold, og nogle gange uden. Nogle gange slår vi tilbage fordi at vi bliver angrebne, og nogle gange slår vi det første slag når vi identificerer et kommende angreb. Målsætningen er altså at undgå, at angribe og at undgå at blive ofre for en forbrydelse – ikke straffe forbrydelser som allerede er begået. At skabe fred og sikkerhed for vores bevægelse, på en måde der påvirker os negativt i så lille en udstrækning som muligt. På den måde er antifascisme helt konkret selvforsvar, da vi simpelthen ikke er parate at sætte vores liv ind på, at liberale oplysningskampagner fungerer, eller på at politiet kan beskytte os, eller at retssystemet vil komme til at stoppe en nazistisk bevægelse.

Antifascisme betyder ikke angreb.

”Antifascisme er selvforsvar” har dog endnu en betydning, som i stedet for den taktiske situation, tager udgangspunkt i en strategisk, politisk samfundsanalyse. Som revolutionære socialister nærer vi ingen illusioner om hvorfor fascisterne angriber netop os så hårdt. De er selvfølgelig racister, og vi er antiracister. De har selvfølgelig et reaktionært syn på køn og seksualitet, hvorimod vi kæmper feministisk. Men det her handler ikke om værdier. Vi må i stedet for se dette i et samfundsmæssigt perspektiv og se på hvordan kapitalismen fungerer og fastholdes.

Nazisme og fascisme opstår som en reaktion, når mennesker kæmper for forandring og nægter at bøje nakken for overmagten. Nazisme og fascisme vil til alle tider søge at bevare og forstærke strukturer som de oplever som truede af mennesker i bevægelse, strukturer som samfundets elite er afhængige af for, at opretholde sin magt i en kapitalistisk verden. Nazister lægger vægt på konformitet, underdanighed og lydighed. De ser folkemængdens selvstændighed og kamp som en trussel mod nationens og racens enhed, for os udgør denne kamp selve fundamentet for al social forandring.

Fascismen er altså til for, at radikalisere en konservativ midterposition og angribe al kamp der ikke underordner sig dennes strukturer og lederskab. Fascismen opfinder ikke nye undertrykkelsesformer, den tager de eksklusionsmekanismer der allerede findes, og som nødvendigvis opstår i dagens samfund og gør dem til en voldelig gadebevægelse. De vil altid slå ned på arbejderklassens forsøg på, at bryde ud af de undertrykkende opdelinger og kasser.

Så længe samfundet er bygget på udbytning, er der altså ingen muligheder for, at komme fascismen til livs. Systemet skaber både de eksklusionsmekanismer der giver fascismen sin kraft og de revolter som fascismen, i sin autoritetstro, angriber. Siden vi aldrig, en gang for alle, ville kunne knuse fascismen endeligt, indtil en større samfundsforandring er gennemført, er der kun en vej at gå. Vi må forsvare os imens vi organiserer en bredere social kamp imod systemet!

Som revolutionære har vi et ansvar for, at stille os i den forreste række ­ at organisere udveksling af teoretisk og praktisk viden, understøtte og skabe netværker mellem alle de forskellige grupper som allerede nægter at underordne sig samfundets opdelinger ­ og dermed tiltrækker sig nazisternes vrede. Vi forsvarer altså os selv gennem at organisere os antifascistisk, men derfor ser vi ikke antifascismen som en lille gruppes ansvar. Vi må også tage del i at opbygge vidtrækkende antifascistisk solidaritet. Når de grupper som selvstændigt og for sin egen skyld allerede kæmper antiracistisk, feministisk, og på en mangfoldighed andre måder, i fællesskab organiserer sit selvforsvar kommer viljen til at forandre samfundet altid at overvinde fascismens frygt for oprør og retfærdighed.

Når vi siger at antifascisme er selvforsvar nægter vi altså, at vente på at blive udsatte for nazistisk vold, at forlade os på at staten vil skabe retfærdighed, eller med samme gamle støvede forargelse at relancere sine ”oplysningskampagner”, hvor vi deltager i form af en illustration om hvor ”synd” det er for ”nazismens ofre”. Når vi siger at antifascisme er selvforsvar handler det om hvad vi bliver tvunget til som revolutionære, men det er også en opfordring til alle andre om, at holde op med at se sig som skydeskiver for nazismen, at organisere sig selv i et bredt, kollektivt og mangfoldigt selvforsvar og solidarisere sig med hinanden.

Vi siger derfor, at antifascisme ikke er et angreb som kan knuse vores fjender, hvis ikke vi forandrer samfundet grundlæggende samtidigt.

Antifascisme en ikke kun en kamp om holdninger, eller et ansvar der ligger i statens hænder.

Antifascisme er at nægte at bøje nakken for nazisterne, uanset hvem eller hvor man er.

Antifascisme er selvforsvar!

Gør det for klassen!