3. maj 2014

Den europæiske antifascisme er stærk – men der er stadig langt igen

D. 11.-13. April 2014 deltog repræsentanter fra SUF ARGH i to antifascistiske konferencer i Athen og Berlin. Her kommer en kort vurdering af den antifascistiske bevægelse i Europa, en analyse af hvordan vi kan lære af dem og nogle konkrete datoer for fremtidige europæiske aktionsdage.

Af Tobias og Frederik fra SUF Antiracistisk Gruppe Hovedstaden (ARGH) Konferencerne er begge tidligere omtalt på Projekt Antifa.

Fingeren på pulsen af den antifascistiske bevægelse i Europa

Den antifascistiske bevægelse i Europa er lige nu på mange forskellige stadier, alt efter hvor man kigger hen geografisk. Herhjemme har vi for nyligt fået understreget, hvor stor forskel der alene er mellem Danmark og Sverige. Når vi alligevel kan sige, at vi kæmper den samme kamp og at vi kan lære af hinanden, så er det fordi at vores fjende har det til fælles, at de er fascister, og at der findes gennemgående træk i fascismen som altid vil komme til udtryk på nogle af de samme måder. Oftest vil de også have det til fælles, at deres mål er identiske. Lige nu skyldes deres momentum den økonomiske krise, og et øget tilslutning til de højrepopulistiske partier. Så hvordan ser den antifascistiske bevægelse ud i Europa? Som en kammerat fra Linje 17 Mot Rasism sagde fra talerstolen på første dag af konferencen i Athen, så er der ikke nogen tvivl om, at den antifascistiske bevægelse i Grækenland er den der skal skabe inspiration til resten af Europa. Det er dem der allerede har sat eksemplet for, hvordan man opbygger en massebevægelse mod fascismen, og det er nødvendigt at vi lærer af deres erfaringer med dette. Denne bevægelse skal dog også ses i lyset af, hvor stor den fascistiske bevægelse, centreret omkring Golden Dawn, har vokset sig.

Heldigvis er der dog stadig mange lande, Danmark inklusiv, hvor der endnu ikke er opstået en fascistisk masseorganisering. Derimod er det i mange lande, som eksempelvis Belgien og Frankrig højrepopulisterne der har taget taktstokken og præsenteret et svar på krisen. Om end dette på kort sigt må siges at være en bevægelse, som er mindre repressiv på gadeplan, så må vi som antifascister ikke undervurdere dennes reaktionære potentiale. For både historien og nutiden viser, at med højrepopulismen følger mere radikale, fascistiske bevægelser. Samtidig ser vi en stigning i fascistisk aktivitet i de østeuropæiske lande, lige nu med Ukraine i spidsen. Problematikken i Østeuropa er i og for sig den samme som i resten af Europa. Hvad der dog problematiserer konflikten er, at venstrefløjen står ekstremt svagt i disse lande, primært på baggrund af hadet til Sovjet, og frygten for en gentagelse. På konferencen i Berlin var der besøg fra Ungarn, der er et perfekt eksempel på, hvordan fascisme og højrepopulisme vokser når den står uimodsagt. Modstanden er grundlæggende for at begrænse den fascistiske tankegang. Uden modstand vil fascismen med tiden vokse uanset om der er momentum eller ej. Så hvor står vi så henne, og hvordan bevæger vi os fremad?

Antifascisme i Danmark og vejen frem

Når vi skal kigge indad på vores egen bevægelse, og forsøge at lære af vores kammeraters erfaringer, så er der én ting som står klart. Det er at vi i Danmark er ekstremt dårlige til, sammenlignet med vores internationale kammerater, at udvise solidaritet internt imellem de forskellige organisationer. På konferencen i Athen holdt Syriza (Græsk pendant til Enhedslisten)en tale, hvor de gjorde det klart, at de, i modsætning til Enhedslisten, intet problem har ved offentligt at sige, og stå ved, at antifascisme altid er selvforsvar. Dette spørgsmål, samt andre, dog primært fokuseret omkring metoder, er noget som vi i Danmark nærmest har haft for tradition at lade splitte os. I stedet bliver vi nødt til at kigge hinanden dybt i øjnene og indse at vi alle ønsker det samme mål, og respektere hinandens valg af metode. Dette skal også udmunde i en fælles front udadtil, da vi mister vores rekrutteringspotentiale hvis vi fremstår splittede. Her synes vi at de almene medlemmer i Enhedslisten og SUF, som har sympati med den militante antifascistiske strategi, mangler at stå sammen mod presset fra toppen i organisationerne. Selv blandt denne gruppe er der små konflikter som forhindrer en fælles front mod det øgede parlamentariske og mediemæssige fokus som florerer internt i begge organisationer.

Noget andet, og mere eksternt, hvor vi halter efter i Danmark er, at få den almene arbejder til at forstå alvorligheden af denne trussel fra højre. Her vil vi igen inddrage et eksempel fra Frankrig, hvor man i højere grad har formået at mobilisere almindelige arbejdere til den antifascistiske bevægelse. Det er blandt andet gennem initiativer som denne hjemmeside, kaldet ”Det ekstreme højre i Frankrig”, som blev præsenteret af Antifascistisk Aktion i Paris, at vi, både internt i bevægelsen og specielt eksternt i befolkningen mangler at informere. Hjemmesiden viser således en sammenhæng mellem de forskellige partier og bevægelser i Frankrig, og en karakterisering af, hvordan de arbejder. Man vil kunne finde en vurdering af, i hvor høj grad den enkelte organisation prioriterer eksempelvis parlamentarisk arbejde eller voldelig gadeaktivitet. Dette kan, sammen med andre lignende initiativer forhåbentlig kunne nå ud til befolkningen og få dem til at indse, at dette problem er seriøst og ikke lige til at ignorere. Samtidig vil det bidrage til den nødvendige bevidsthed om, at Dansk Folkeparti ikke er uskyldig i denne sag. Deres nuværende position som et af Danmarks største partier, giver dem en uendelig mængde af legitimitet, og denne har indtil videre stået mere eller mindre uimodsagt. Men Dansk Folkeparti og deres racistiske højrepopulisme vil aldrig være legitimt. Vi har både i Danmark, men specielt i eksempelvis Finland set eksempler på, at der altid vil være overlap mellem de højrepopulistiske og fascistiske bevægelser, og at de begge har en interesse i at se hinanden vokse. Derfor skal vi ikke kun bekæmpe fascismen, men også højrepopulismen fortjener et øget fokus fra den antifascistiske bevægelse, specielt hvis man ser det i perspektivet at det snart forekommende EU-parlamentsvalg, hvor flere meningsmålinger peger på at DF vil blive det største parti.

Til sidst er det nødvendigt at vi ikke kun ser den antifascistiske kamp på et nationalt plan. Der er i hele Europa en al for stor tendens til udelukkende at fokusere på ens egne problemer. Her er det nødvendigt at opbygge transnationale alternativer, og vise solidaritet med vores kammerater. Et godt eksempel på dette var da 300 antifascister tog til Malmö for at vise deres solidaritet med det nazistiske overfald den 8. marts. Vi har brug for flere og større aktiviteter som disse, da vi sammen står stærkest.

Disse dage skal vi på gaden!

I forbindelse med konferencerne i både Athen og Berlin blev der også planlagt 3 datoer for internationale antifascistiske aktionsdage, på samme måde som 22. marts var det. Datoerne er:

5. juni – dagen for mordet på den franske antifascist Clément Méric.

18. september – dagen for mordet på den græske antifascist Pavlos Fyssas, også kendt som Killa P.

8. november – dagen før krystalnatten. Denne dato blev diskuteret i både Berlin og Athen. Der var en videotransmission mellem de to konferencer. Dette tegner godt for et bedre transnationalt samarbejde i den antifascistiske bevægelse.

Så sæt kryds i kalenderen nu, og husk at hver dag er en antifascistisk kampdag!

Sammen mod fascisme!

Denne tekst er ikke udtryk for SUFs officielle holdning til det antifascistiske spørgsmål, men udelukkende personlige refleksioner på baggrund af to studieture.