14. oktober 2013

At tysse på historiens spøgelse giver ingen ro

Den 16. maj var den katalonske by Barcelona, skueplads for den årlige fejring af Guardia Civils grundlæggelse. Guardia Civil svarer på flere måder, til det danske hjemmeværn.

Den Blå Division

Under arrangementet var der parader og diplomoverrækkelser til organisationer der var aktive i finansieringen, afholdelsen og festlighederne. De deltagende organisationer var primært almindeligt militært relaterede, der fik overakt et diplom af Maria de Llunas fra regeringspartiet PCP. Blandt modtagerne var dog også aktive medlemmer af organisationen Hermandad Divisíon Azul (veteraner og kammerater af den blå division)

Den blå division tjente fra Hitlers invasion af Sovjetunionen i juli 1941 til slut 1944 som en frivillig enhed på østfronten for spanske statsborgere der ønskede at bekæmpe bolschevismen. Organisationen kan sammenlignes med det danske Frikorps Danmark. Den blå division blev ligesom Frikorpset, stillet til rådighed for Hitler, af den spanske diktator Francisco Franco som tak for tysk militær assistance under den spanske borgerkrig, hvor Franco ledte et kup mod den spanske republik med tysk og italiensk støtte.

Efter Anden Verdenskrig etablerede veteranerne fra den blå division en støtteforening for tidligere aktive medlemmer og støtter. Organisationen har i dag overlap med medlemmerne omkring organisationen og fonden Fundación Nacional Francisco Franco. Begge organisationer samarbejder om at udbrede og legitimere mindet om Franco og hans regime. Organisationenerne holder årligt flere offentlige arrangementer frekventeret af folk fra den yderste højrefløj, herunder nynazister og medlemmer af Spaniens fascistparti Fallangen der deltog som støtter af Franco under borgerkrigen.

Fornægtelsen af fortiden

Disse facts er blot få i en række af eksempler på den historieløshed og tilsyneladende ligegyldighed overfor fascismen, som der er at finde mange steder i Spanien. Nyligst tillod Spaniens “socialistiske” regering, genindvielsen af ´Valle De Los Caidos´ efter monumentets renovering. Valle De Los Caidos eller De faldnes dal som den kaldes, er Francos groteske monument over den spanske borgerkrigs faldne og desuden gravsted for diktatoren selv. Trods megen kritik har spanske statskroner været med til at finansiere renoveringen af, hvad der er blevet en mindelund og samlingssted for Spaniens fascistiske bevægelser. Alle ovenstående begivenheder er eksempler på det manglende opgør med sin fortid som Spanien har udskudt siden overgangen fra fascistisk diktatur til repræsentativt demokrati. En proces der begyndte med Francos død i 1975 og endeligt etablerede demokratiet med et forfejlet militærkup i 1981.

Siden Francos død har de skiftende spanske regeringer søgt at fjerne minderne om de 37 år under militært diktatur, dog ikke ved at opgøre regimets forbrydelser og undskylde for de mange omkomne som det er sket i Tyskland efter genforeningen 1991. Nej i Spanien vælger man rent ud sagt at glemme det. Adgang til nationale arkiver fra borgerkrigens tid og til de politiske partiers dokumenter, kræver speciel tilladelse og kun meget få bliver givet fuld tilladelse til brug af arkiverne i forskningssammenhæng.

Mindeplader og monumenter til ære for Franco fjernes på lige fod med minder til ære for de som kæmpede på den republikanske side. Senest dømte en spansk domstol til fordel for fjernelsen af et monument i Madrid, rejst til minde om de internationale brigader mens Francos kæmpe triumfbue til minde om fascisternes sejr, står urørt. Dette fortsætter de spanske regeringers politik, der siden genetableringen af demokratiet har opretholdt en “glemselspagt” hvor begge sider afsværger en hver form for gengældelse eller forsøg på at grave i fortiden. Dette inkluderer en systematisk sabotage og bureaukratisk blokade af ethvert større forsøg på at udgrave og identificere de ca. 200.000 ofre der blev henrettet og kastet i massegrave efter Madrids fald 28. marts 1939. Glemselspagtens indbefattede amnesti til de to parter, gjaldt dog ikke aktivister fra den baskiske og katalonske venstrefløj der var de sidste til at blive henrettet med en garrotte kort før Francos død 1976. I overgangsperioden 76-81 udførte fascistiske dødspatruljer desuden flere massakrer på venstrefløjsaktivister hvoraf kun få af disse mord er blevet opklaret, ligeledes er ingen fra Francoregimets tid blevet sigtet eller stillet til ansvar for de tusinder af døde og forsvundne under diktaturet.

Med glemsel skal land bygges

Primære ansvarlige for videreførelsen af glemselspolitikken og re-legitimeringen af fascismens forbrydelser, er Spaniens socialdemokrati PSOE og arvtageren til Francos autoritære konservative linje Partido Popular (PP), hvis medlemmer i flere af de spanske delstater inkluderer tidligere Franco-ministre og højreradikale medlemmer. Senest blev et medlem af PP anholdt for ulovlig våbenbesiddelse af flere automatvåben og sprængstoffer, men er nu igen løsladt.

Spaniens politik om glemsel og forsoning, håndhævet ved lov har i de senere året været fokus for flere historikere og sociologer, der har studeret konsekvenserne af at begrave og undertrykke fortiden, frem for at tage dialogen og de kampe der måtte komme af det. Et eksempel på hvorledes undertrykkelsen af massakrer og traumatiserende begivenheder kan have en negativ effekt hvis begravet for længe, kan ses i de tragiske begivenheder under den Jugoslaviske borgerkrig. Flere grusomheder under denne krig, blev af de ansvarlige parter legitimeret, som gengældelse for lignende grusomheder begået af deres forfædre under Anden Verdenskrig. At begrave fortiden og hævde at man ved lov kan forbyde folk at huske eller søge efter deres fortid har og vil altid være en forkert og naiv politik.