12. november 2013

Angreb fra midten

Den udenomsparlamentariske venstrefløj står ofte over for anklager om at være polariserede, bandeorienterede, militante og sågar udemokratiske. Særligt i tider med valg, er de mange mærkater oppe at vende og ofte flyver der tomme anklager rundt i medierne. Dette ses også i forbindelse med det kommende kommunalvalg.

”Danskernes Parti er lige så polariseret som antifascisterne, når de ignorerer virkeligheden.” Sådan lyder det eksempelvis når Olav Hesseldahl fra Youglobe, skal beskrive forholdet mellem antifascisme og fascisme i en artikel bragt i politikken.

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2114702/intelligente-unge-siger-fra-over-for-polariserede-tosser/

Der er altså sat et lighedstegn mellem antifascismen og fascismen. Vi er faktisk én og samme størrelse. Et privilegium der er nemt at indtage for alle dem, der roder rundt oven i hinanden inde på midten. Det er da heller ikke første gang man møder denne anskuelse. Ikke så sjældent sker det at journalist og forfatter Tom Carstensen, bruger sin taletid på at sammenligne kampen mod fascisme med et bandeopgør, hvor parterne er ”lige gode om det.”

Hvad der imidlertid ikke bruges ret meget tid på, er at tage de forskellige analyser i brug, som findes på de forskellige områder, hvad angår fascismens natur. Ej heller tager man ret meget input med fra historiens fakta. At der bliver skældt ud på antifascismen, er næsten et uundgåeligt onde. Det er sket igen og igen, i tider med nærværende fascisme og i tider med mere skjult fascisme. Under den nazistiske besættelse skældte man os også ud, fængslede os, torturerede os og bad sig fri af os som samfund. Det på trods af at vores land dengang var besat af en ideologi, verden næsten ikke har oplevet værre. Det på trods af, at modstandsbevægelsen har været en afgørende faktor i at Danmark endte på de allieredes side, efter krigen. Den samarbejdspolitik der blev håndhævet af det danske samfund – det danske demokrati, var nazistisk orienteret og legaliserede forbrydelser mod menneskeheden, som er så stridende med demokratiets livsfilosofi, at det skriger mod al fornuft.

Demokratisk krig

Demokratier verden over går i krig. Vi gør det af forskellige årsager men fælles for dem alle er, at de er tvivlsomme i deres oprigtighed og deres egenlige legalisering. Er det eksempelvis legalt at gå i krig i Mellemøsten og kalde det en krig for demokrati? Er det ikke lige så kritisabelt og/eller paradoksalt som at slå ihjel for fred? Måske er det et nødvendigt onde og kan sammenlignes med en revolution, hvor der må ”ryddes op” før man kan bygge op. Men hvis det er tilfældet og man vil godkende denne tilgang, til at gå i krig i demokratiets navn, legaliserer man også midler der er udemokratiske som et nødvendigt onde. Det kan jo være nødvendigt at tage sådanne i brug. Under anden verdenskrig var det nødvendigt at tage mange udemokratiske midler i brug, i kampen for frihed og for netop demokrati. Det er et uovervindeligt paradoks, som langt de fleste mennesker nok er bekendte med og har forliget sig med. Vi støtter jo også offentligt ”vores soldater” der netop er selve personificeringen af dette paradoks, og bevares, de har selv valgt at være det. Vi har i vores demokrati nemlig ikke tvunget nogen i krig herhjemme i vores eget land. Vi har nøjes med at tvinge folk i krig, i de lande vi bekriger på deres territorium. Hvor demokratisk det er, må imidlertid være en anden debat.

Udgangspunktet her må være, at et demokrati af og til må benytte sig af udemokratiske midler, for at kunne opretholde og beskytte demokratiet. Ligesom det at bryde reglerne kan være medvirkende til at opretholde en generel orden. Man må i nogle situationer ”rydde op” for at kunne skabe, eller som et minimum kunne beholde og opretholde status quo. Det er jo bl.a. det samme vi gør når vi smider folk i fængsel. Vi fjerner fjenden i en periode og håber på at noget godt kommer ud af det. Det er det samme demokratiet gør i USA, når de henretter individer de mener har gjort ting så forfærdeligt, at de er for stor en trussel mod freden og må dø. Det er borgerer i demokratiet der fængsles og dræbes af demokratiet.

På demokratiets side

Der er altså mennesker vi i vores samfund ikke har det helt godt med, fordi de ryster vores grundvold og det styrker ikke vores demokratifølelse. Omvendt er det en demokratisk dyd, at være rummelig, møde sin modstander i debat og lade ordet og fornuften råde. Hvornår bevæger man sig så på demokratiets side? Gør man det både i forsvaret af demokratiet, selvom man tager midler i brug der er tvivlsomme, og i brugen af de demokratiske dyder? Var den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig demokratisk? Internt var det diskussionen, ordet og fornuften der var rådende og ledende, men det der blev ordets fornuft og rationale var et voldeligt forsvar af demokratiet. Et nødvendigt et. Der findes ikke mange mennesker i dag, der ikke ville sige et tak til modstandsfolket. De ofrede sig for en sag der havde vores allesammens frihed for øje. Det samme vil nogen argumentere for, er grundprincippet i at gå i krig for demokrati i Mellemøsten. Demokratiet er ikke opdelt af grænser og er en sag, der er større end som så og omhandler vores alle sammens frihed – ligegyldigt etnisk baggrund eller geografisk tilhørsforhold. Derfor gik de allierede i krig mod Hitlers Tyskland; for en frihed der er større end det enkelte menneske. Det er dog svært at definere hvornår noget er demokratisk forsvarligt eller ej, og anskuelserne på hvad demokratiet er for en størrelse varierer udbredt. Men det ændrer ikke på, at man under Anden Verdenskrig ikke anså modstandsbevægelsen som demokratiets frihedskæmpere, men som demokratiets fjender. Just præcis som man i dag ikke anser antifascismen som vogtere af demokratiet, men som en flok polariserede unge der er lige så ekstreme som dem de vil bekæmpe.

Det finder jeg interessant. Fordi det kræver indsigt i den analyse jeg nævnte indledningsvis. For som Nietzche har beskrevet det, skal man passe på ikke selv at blive et monster, når man bekæmper monstre. Det er antifascismens Achilleshæl men det er ikke en fald-gruppe vi ikke er bekendte med eller ekstremt opmærksomme på. Vi anklages blindt for at være det vi prøver at bekæmpe, uden at se ind i de strukturer vi gør op med og dem vi tager udgangspunkt i – just præcis som det var sagen for modstandsbevægelsen. De brugte demokratiske midler til at tage beslutninger – hårde beslutninger, om at tage udemokratiske midler i brug – af nødvendighed. Det samme er gældende for antifascismen. Vi er ikke polariserede unge, der ikke tænker selv og bare følger manualer af gode argumentations-ligninger. Vi er mennesker i alle aldre, der har gjort os dybe tanker om det at begå sig på et politisk knivsæg, der kan have store konsekvenser for vores liv. Og vi gør det, fordi det er det eneste demokratiske rigtige at gøre, når man kæmper mod mennesker, der ikke gør sig overvejelser om demokratiske dyder i deres modstand mod vores frihed. En fascist tager sig ikke meget af, hvad der er demokratisk forkasteligt og hvad der ikke er. Så når man er ude og svinge med anklager om at vi er to grupperinger, der er ”lige gode om det”, er det ikke alene en tom og blind anklage, den er heller ikke velovervejet eller undersøgt. Ikke en eneste antifascist er blevet spurgt i dette spørgsmål. Vores holdning eller indsigt er ikke blevet vurderet vigtigt for sagsforholdet. Det er meget nemt at drage sådanne halve konklusioner – især når man selv føler sig ramt for enden af telefonrøret, der bliver klaget i eller selv står passivt til, mens fascismen udfolder sig foran en på Århuses gader, i Tom Carstensens tilfælde. Det er bare nemmest at sige ”de er lige gode om det.”

Når fascisme tager demokratiske klæder på

Hvad stiller man så op som antifascist, når en fascist klæder sig demokratisk på? I en flok af får ser det ikke pænt ud hvis en gruppe får forfølger og bekriger en anden gruppe får – medmindre selvfølgelig den bekrigede gruppe, får flået deres fåreklæder af og fremstår som de ulve de i virkeligheden er. Da giver forfølgelsen mening for de øvrige får, som måske beskedent er taknemmelige for indsatsen. Det samme var gældende under Anden Verdenskrig. Mange tilskrev sig nazismen, mange betroede sig dens godhed og retskaffenhed og mange tog fejl. Det tog vores bedste, olde – og tipoldeforældre lidt for lang tid at opdage ulvene i fåreklæder. Dem der havde gennemskuet maskeraden og set nazismen for den forbrydelse det er, blev marginaliseret i samfundet og oplevet som en polariseret gruppe. Da fåreklæder officielt røg af og nazismen verden over blev en erklæret fascistisk ideologi, vendte folkestemningen sig først. I dag ser vi samme mønster med Danskernes Parti. De er nazister i demokratiske klæder men der er ikke meget vi antifascister må gøre for at afsløre dem, uden at få skudt i skoene at vi er udemokratiske. Vi skal lade de pæne nazister tale og demokratiet skal være deres talerør. På de danske uddannelsessteder skal de have platform, til at smide om sig med deres demokratisk-indpakkede had, og vi skal klappe os selv på skuldrene for at være så rummelige og demokratiske – alt i mens vi bekriger andre lande i demokratiets navn, for mindre synder end det Danskernes Parti vil kunne indrulle over vores samfund, hvis de reelt havde en jordisk chance ved stemmeurnerne. Måske det handler om at deres klæder er for gode. Måske gennemskuer den almene dansker ikke deres maskerade. For fjenden er en anden i vores samfund end dengang i 30’erne og 40’erne. Dengang hetzede man jøderne og i dag er vi ude efter muslimerne. Almene mennesker kan bilde sig ind at billedet er et andet men had er had, og at drive hetz mod en religiøs gruppe er fascisme.

Da Redox udgav en omfattende rapport om deres gøren, laden og sande natur, skabte det dog kun debatter om hvorvidt Redox overhovedet burde være lovligt. Man kiggede ind i hvem Redox er, i stedet for at se ind i om det der er nedfældet, på de mange sider om Danskernes Parti, er rigtigt. Der er imidlertid ingen der har turdet stille spørgsmålet; skal det være muligt i et demokrati at bruge det mod sig selv? Vi er generelt overvejende imod, da vi går i krig på sådanne vilkår, henretter folk af de grunde og sætter folk i fængsel af de grunde. Men det er stadig muligt at stille op til kommunalvalg som nazist – så længe du kalder dig national socialist og ikke nynazist. Måske var det netop den svaghed Hitler brugte Tysklands spæde demokrati til, da han ved demokratisk vis overtog ledelsen af landet. At det hurtigt udviklede sig til noget andet end demokrati, er i dag et historisk faktum men på den tid, var det for mange en vækkelse der kom som en tyv om natten. Det tog år med grusomheder, før almenheden vågnede op til tilstandenes forfærdelighed. Lad os ikke give demokratisk lod til at gentage historien i nogen form eller udstrækning.

Tænk sig

Det er som om vi har nemmere ved at acceptere, at grupperinger i en vis udstrækning tilskriver sig grufulde værdier – så længe vi er bekendt med deres indhold. Derfor får Danskernes Parti måske så megen line. Jeg vil gerne opstille en dristig argumentation for at skildre det modsatte:

Lad os sige at en gruppe pædofile dannede et parti og i stedet for at sige, at de gerne vil have rettigheder til at forulempe og misbruge børn, pakkede det ind og sagde at de også har rettigheder, og at børn reelt meget sjældent kom noget til. Ville den almene befolkning være okay med at de deltog i paneldebatter på vores uddannelsessteder? Jeg tvivler på det vildeste. Jeg tror man ville opleve en mediestorm og at nogen ville appellere ud i det åbne, til at stoppe den slags uhyrligheder. Mon ikke også nogen ville argumentere at det var udemokratisk, at bruge en valgkamp til at legalisere et sygt projekt? Måske nogen ville sige at disse mennesker havde brug for hjælp osv. Min pointe er klar; jeg tror ikke den ville smutte uberørt forbi, og grunden til at jeg ikke tror det, er på baggrund af en norm. Der findes en meget stærk norm om afstandtagen til pædofil-virksomhed, og hvis sådan et parti kunne stille op uden megen modstand, vil man stiltiende godkende deres legaliserings-projekt – at flytte normen om dem. Det er præcis det samme Danskernes Part er i færd med, når de stiller op og taler deres sag i offentligheden. De er på et legaliserings-togt og som det ser ud, går de ikke hjem med tomme hænder. For de får taletid til at sprede deres hadefulde argumentationer og nogle mennesker opfatter dem som legale. Det alene ikke bare lykkedes for Danskernes Parti, de får endda almene mennesker som Olav Hesseldahl til at forsvare deres syge projekt. Danskernes Parti er lige så skræmmende i deres reelle politik, som et pædofilt parti potentielt kunne være. Deres ideer om ”det gode samfund” bygger på forbrydelser mod menneskeheden vi allerede har oplevet nok af, og det ændrer sig ikke ved at de tager demokratiske klæder på. Fremtrædende personer og kandidater som eksempelvis Kaj Wilhelmsen, udtalelser sig om et grotæsk og hadefuld verdensbillede. Et eksempel er: ”Der er kun to mulige måder at reagere på, hvis man skal forhindre denne bombeterror: Enten at fordrive alle fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, så de ikke kan komme til at lægge bomber, eller at udrydde de fanatiske muhamedanere, det vil sige at slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel. Det er naturligvis at foretrække at fordrive alle de fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, for det er den humane løsning.” Dette eksempel viser med al tydelighed hvad Danskernes Partis endlösung kunne bestå af, og det minder til forveksling om noget vi kender fra historiebøgerne.

Hvad man helt bestemt og med sikkerhed kan sige er, at når det ikke lykkes for Danskernes Part at smutte med ind i en panel debat, hænge sine valgplakater op eller holde åbne møder diverse steder, er det fordi vi aktivt forhindre dem i det. Fordi vi tager et demokratisk ansvar – også selvom vi kan blive skudt i skoene at være udemokratiske og polariserede. Vi er ikke antifascister fordi vi får ros for det – det har aldrig været et belønnet job at udføre frihedskamp, men det har altid været en nødvendighed og vores samfunds frihed hviler på det i dag.

Kronikken er skrevet af Winnie Christiansen